Når man beslutter sig for at man vil være forældre, så virker det som om at man går ned af én vej. Der er ikke flere veje at tage, men én. Graviditeten, alle tankerne omkring at være forældre.. alt føre én vej. At man bliver mor og far. At man bliver en familie. Man forbereder sig, indstiller sig på en anden hverdag og på rigtig mange måder, så bliver man en lille verden for sig selv, hvor man går som par og danner sig sit nye liv.
.. Og så pludselig..
Så bliver alt revet fra dig. Den eneste vej du skulle ned af, den bliver fjernet mens du stadig står på den - og pludselig blev den ene vej til ét stort tomt kort, hvor du kan gå alle steder hen.
Ingen vejledning. Du står bare der og ingen vej du kan vælge føles rigtig, for du havde jo allerede en vej du stod på.
Man stopper med at se ud i fremtiden, man stopper med at håbe, man stopper med at tro.. Man stopper med at have tillid til, at man en dag vil føle sig okay igen.
Man stopper med at tro på, at der nogensinde vil ske noget godt for en.
Og så går der noget tid og man stopper med at føle.. For at føle, gør bare en ked af det. Man stopper med at tænke, for tankerne leder en tilbage til alt det der gør ondt.
Man stopper med at forvente, at ens familie og nærmeste husker, at det stadig er svært. Man stopper med at tro, at andre selv husker.
Så man gemmer det for sig selv.. for at skåne sig selv, for at skåne andre.
Og så sidder man der, en helt almindelig søndag i sin sofa. Tænder for DR1 som alle andre, fordi Broen II starter - og så går det op for en, at man nu pludselig føler med hovedpersonen, fordi man ligepludselig forstår følelsen af at have mistet.. og alle følelser vælter op i en, fordi man er alene, i sorg og uanset hvad altid vil have det sådan.
Man kan ikke styre det, man kan ikke kontrollere det, man kan ikke forudse det - for man ved aldrig hvornår det slår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar