Julen 2013..

Endnu engang må jeg konstatere, at julen bare er svær. Har mit 2. nedbrud i denne måned. Er ked af det, træt, føler ligegyldighed, er irritabel og tingene fungerer bare ikke.
Jeg tror julen altid vil være et ømt punkt. Jeg føler egentlig ikke rigtig for julen. Jeg pynter ikke op og jeg går ikke op i traditionerne, men jeg kan mærke, at der  mangler det der skulle være. Jeg mangler Villum. Jeg mangler familiefornemmelsen og jeg mangler omsorgen.
At savne i julen gør mig enormt udmattet og mister mit overskud til alt andet. Mest af alt føler jeg faktisk bare for at sove. Sove, sove, sove.

Jeg forventer egentlig stadig ikke at folk forstår, men jeg har svært ved, at jeg efterhånden skal "undskylde" eller forklare mit humør. Som om at tiden gør en forskel. Det gør den virkelig ikke. Tiden og afstanden giver mulighed for pusterum, men faktum er, at jeg pt bare går og tæller ned til Villums fødseldag og dødsdag.
Tiden gør ikke Villum til fortid. Villum er utrolig meget en del af min nutid og fremtid.. Fortid vil han aldrig blive og derfor bliver min sorg heller ikke fortid. Sorgen ændrer sig, men den er her konstant.

.. Og lige nu synes jeg julen er noget lort. December må gerne slutte nu.

....

I dag er bare en dårlig dag.
Jeg savner dig.. og jeg kan ikke stoppe med at græde.
Sidder bare alene her. Ensom og ked af det.

Det er så ensomt at savne dig.
Det er så ensomt at være i sorg.. selv efter længere tid.

Savner dig.

Kære lille Villum..

Jeg savner dig så inderligt for tiden. Føler mig ked af det konstant og føler mig så ensom i min sorg.
Mangler dig. Har et kæmpe tomrum, der ikke kan fyldes og jeg ved ikke hvordan jeg kan erstatte det der skulle have været.
Ved egentlig ikke hvad jeg ville skrive..
Jeg føler mig bare så ensom og ked af det. Er så træt af, at jeg skal leve et liv med så meget sorg, sygdom og smerte.
Er ensom, ked og alene.

Savner dig.

Man ved aldrig hvornår det slår.

Når man beslutter sig for at man vil være forældre, så virker det som om at man går ned af én vej. Der er ikke flere veje at tage, men én. Graviditeten, alle tankerne omkring at være forældre.. alt føre én vej. At man bliver mor og far. At man bliver en familie. Man forbereder sig, indstiller sig på en anden hverdag og på rigtig mange måder, så bliver man en lille verden for sig selv, hvor man går som par og danner sig sit nye liv.

.. Og så pludselig..
Så bliver alt revet fra dig. Den eneste vej du skulle ned af, den bliver fjernet mens du stadig står på den - og pludselig blev den ene vej til ét stort tomt kort, hvor du kan gå alle steder hen.
Ingen vejledning. Du står bare der og ingen vej du kan vælge føles rigtig, for du havde jo allerede en vej du stod på.

Man stopper med at se ud i fremtiden, man stopper med at håbe, man stopper med at tro.. Man stopper med at have tillid til, at man en dag vil føle sig okay igen.
Man stopper med at tro på, at der nogensinde vil ske noget godt for en.

Og så går der noget tid og man stopper med at føle.. For at føle, gør bare en ked af det. Man stopper med at tænke, for tankerne leder en tilbage til alt det der gør ondt.
Man stopper med at forvente, at ens familie og nærmeste husker, at det stadig er svært. Man stopper med at tro, at andre selv husker.
Så man gemmer det for sig selv..  for at skåne sig selv, for at skåne andre.

Og så sidder man der, en helt almindelig søndag i sin sofa. Tænder for DR1 som alle andre, fordi Broen II starter - og så går det op for en, at man nu pludselig føler med hovedpersonen, fordi man ligepludselig forstår følelsen af at have mistet.. og alle følelser vælter op i en, fordi man er alene, i sorg og uanset hvad altid vil have det sådan.
Man kan ikke styre det, man kan ikke kontrollere det, man kan ikke forudse det - for man ved aldrig hvornår det slår.

Kære Villum.

Jeg synes det er rigtig svært for tiden. Jeg savner dig.
Især i weekenderne er det svært. Jeg føler mig meget alene i sorgen og har ikke rigtig noget sted at gå hen mere. Jeg har valgt ikke at være i sorggruppe. Det er for uoverskueligt og jeg kan ikke holde tanken om babysnak ud pt.
Bare det, at Søren kom hjem og fortalte, at han havde siddet med en baby i en halv time. Det gør så ubeskriveligt ondt, og han tværer det konstant i ansigtet på mig: Om jeg vil se billeder, om jeg vil høre historier.. osv osv.
Det vil jeg bare ikke. For jeg savner dig så meget lige nu, at alt gør ondt. Jeg er ensom, ked og føler ikke jeg kan overskue noget som helst i øjeblikket.
Måske er det en reaktion på, at jeg nu er færdig med skolen, eksamen og projekter.. Måske det bare tid til, at jeg hiver sorgen lidt frem igen? Jeg har gemt den godt og grundigt væk.
Ikke at jeg har gemt dig væk - for du bliver omtalt og tænkt på hver eneste evige dag, men jeg har bare rigtig svært ved at lade mig selv føle noget. Hvis jeg begynder på det, så kan jeg ikke overskue andet.

.. Men når jeg sidder her alene, så er jeg ikke andet end ked af det og ulykkelig. For jeg savner dig så ulideligt og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal klare alt uden dig.
Det er svært at leve det her "andet liv", når der var et helt første liv, som aldrig blev udlevet.
Vil bare så gerne have det hele tilbage. Vil tilbage på hospitalet, hvor det bare var os og alt var godt.

Vil bare tilbage til det punkt, hvor jeg ikke vidste hvor ondt det skulle komme til at gøre i mit hjerte. Mit ødelagte, knuste hjerte.

Der er forår hos dig <3

Ligeså stille kommer der blomster hos dig igen. Det er rart. Synes forår og sommer er smukkest hos dig. Får lyst til at bruge al min tid ved din have.
Jeg savner dig og det kommer lige for tiden til udtryk ved, at jeg ikke kan koncentrere mig. Har ikke fokus på eksamen eller noget. Føler næsten jeg har ADHD eller noget, men må minde mig selv om, at det stadig kun er lidt over et år siden du døde. Det føles som en evighed. Ville virkelig bare ønske jeg kunne komme tilbage. Bare én gang. Bare så jeg kunne røre dig igen, se dig igen.. Holde dig igen..

Nogle gange kommer man sig bare aldrig over et knust hjerte.

Jeg elsker dig !

Kære Villum

I denne her weekend har vi været til seminar/årsmøde med Landsforeningen.
Jeg var egentlig helt sikker på, at jeg ikke skulle med, men endte alligevel med at være der. Fortryder ingenting, men jeg kan mærke at det åbner op for nogle ting, som jeg ikke kan håndtere.
Pludselig vælter skyld, sorg, vrede og den der voldsomme følelse af, at jeg mistede mit livs allerstørste kærlighed.
Jeg kan stadig ikke håndtere, hvor meget jeg rent faktisk hader mig selv og min krop. Kan ikke holde ud, at min krop i sidste ende var skyld i din død.
.. Og jeg hader mig selv for det.
Ville stadig ønske, at det var mig og ikke dig, der døde. Ville stadig ønske, at jeg ikke skulle være her uden dig.
Jeg ved dog også nu, at jeg har rykket mig helt enormt på det her år.. Har udviklet mig meget - blevet voksen og blevet bevidst om hvor voksen sådan et forløb rent faktisk gør én.

Sorgen kan jeg ikke have på mig lige nu. Den gør ondt, knuser mig indefra og tramper på mit hjerte. Derfor er jeg nødt til at ignorere det hele.
Jeg kan bare ikke lade mig selv være ked af det.
Jeg er så bange for, at hvis jeg først lukker op, så kommer jeg aldrig op af det sorte hul som jeg ved jeg ender i.
.. Og hvor end meget jeg ikke kan sorgen, så ved jeg, at det er i sorgen vi er allertættest. Det er i mine mørkeste og værste øjeblikke, at jeg mærker vi er sammen og hvor højt jeg elsker dig. Derfor gør det så ondt, at jeg ikke kan håndtere at være i det..

Men jeg håber at du ved, at du altid vil være min største bedrift. Du er min største kærlighed, mit mest dyrebare og det jeg er mest stolt af i mit liv.
Du gjorde mig til alt det jeg ønskede at være og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal leve et helt liv uden dig.
Da du døde, døde en stor del af mig og al den kærlighed jeg skulle have givet dig, kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne give andre.
Jeg savner dig så meget, at det gør så ubeskriveligt ondt i hver eneste del af min krop.
Jeg håber du ved, at jeg ville gøre alt for at du var her hos mig.. Og at jeg elsker dig forevigt.

Tanker om din fødselsdag

Min kæreste lille Villum.
Igår var din fødselsdag. Hvor har jeg dog haft mange tanker om den.
Jeg kunne ikke skrive herinde igår. Jeg var simpelthen nødt til at samle mine tanker om dagen.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville stortude hele dage - og det gjorde jeg ikke.
Torsdag græd jeg meget, men igår følte jeg mig bare fuld af kærlighed.


Vi stod forholdsvis tidligt op. Jeg tog op og løb i fitness og imens kørte din far op og satte flag på graven.
Da vi kom tilbage, gjorde vi klar til at din mormor kom på besøg.
Vi drak lidt kaffe, pakkede gaver op og kørte sammen op til graven.
Her lagde vi blomster og gaver hos dig. Synes simpelthen der blev så hyggeligt. Flag, lys og blomster. Jeg kunne stå hos dig hele dagen - så hyggeligt var der.

Efter det kørte vi tilbage og samlede vores ting, og kørte ud for at spise frokost.
Her mødte din ene onkel os. Vi spiste en hyggelig frokost og talte om alt muligt.
Dagen var enormt hyggelig. Ligesom jeg havde ønsket.

Da vi bare var mig og din far igen, tog vi ud til graven for at tjekke om dine lys stadig var tændt. Vi satte et lys mere og kyssede dig godnat. Derefter tog vi til Ishøj strandpark og sendte en blå lanterne op mod himlen. En perfekt afslutning på din fødselsdag.

Resten af dagen brugte vi i sofaen. Det havde vi begge brug for.
Jeg håber du mærkede al den kærlighed vi sendte til dig - og al den kærlighed som alle andre sendte til os og videre til dig.
Din fødselsdag var en dag, hvor jeg kunne lægge sorgen til side og bare tænke "hvor var jeg heldig, at møde dig". For det var jeg. Du har givet mig så meget, som jeg aldrig kommer til at kunne give dig igen.
Tillykke med din 1 års fødselsdag min skat.

Evigt min & evigt din.

I morgen skulle du være 1 år.

Min fødselsdag

Kære Villum.
Om to timer er det min fødselsdag. En dag jeg har lyst til at gemme væk.. ignorere og ligegyldig-gøre.
Jeg ved ikke om folk forstår, hvor svært det er at vide, at jeg får lov til at fejre min fødselsdag.
Din skulle være om 7 dage.
Jeg får ikke lov til at fejre din.
Jeg føler min fødselsdag er den mest ligegyldige dag nogensinde. Jeg kan ikke se hvad der er at fejre. Allerhelst ønskede jeg, at det var mig der døde og du fik lov til at leve. Min fødselsdag minder mig kun om, at jeg ikke fik lov til at bestemme.

Min fødselsdag er uoverskuelig. Har været ked af det og sur over den dag. Har været ulykkelig og deprimeret over, at jeg skal igennem den.

Jeg prøver at leve efter det mantra, at jeg skal tage en dag af gangen. At jeg skal gøre de ting, der gør mig glad og at jeg kun skal vægte mig selv højest.. Det har gjort, at jeg har kunne forsætte. At jeg har kunne overleve sidste år. Det er bare dage som denne her, der gør det rigtig svært at være til. Så kan jeg vælge at være så stærk som jeg har lyst til, men dage som denne.. De slår mig ud.

Det værste er, at jeg er bange for at andre ikke forstår. Jeg hader tanken om, at andre skal ønske mig tillykke og jeg hader tanken om, at jeg skal sige tak.
Jeg har aldrig krævet, at folk forstod præcis hvordan det hele føles. Det har jeg aldrig krævet. Jeg har værdsat, at folk prøvede eller at de i det mindste blot lyttede.. men hvordan siger man til folk, at jeg ikke gider høre om min fødselsdag? At jeg ikke vil have et tillykke og at jeg ville ønske dagen blev ignoreret?

Én ting er sikker. Jeg kommer aldrig til at fejre min fødselsdag igen.

.. Der er simpelthen intet at fejre.

Hvis bare du vidste hvor meget jeg savner og elsker dig - og hvor ondt det gør indeni!