Mit brev til Villum

Min smukke lille Villum…

Når jeg skriver dette brev er det med viden om at du ikke længere er her.. og jeg er ikke sikker på hvordan jeg nogensinde skal komme videre.

Du er det smukkeste og største jeg nogensinde har skabt og jeg kan ikke sætte ord på hvor meget du er savnet!

Jeg har elsket dig fra første sekund du var i min krop og alt i mig længes efter dig.

Da du kom til verden, var vi næsten allerede klar til at du kom. Selvom du kom alt for tidligt ud, så havde vi faktisk det meste klar herhjemme til at vi nu skulle være en lille familie – bare os 3.

Den nat jeg fødte dig gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg ville reagere når jeg så dig for første gang. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne se igennem maskiner og slanger og bare se dig.. Jeg husker ikke hvem der var omkring os på stuen, dengang jeg kom ned til dig på 2.sal. Jeg husker blot at der lå du, min smukke lille mand. Helt perfekt var du.

Jeg kunne næsten ikke nå dig fra sengen, men kunne lige præcis nå din lille hånd.

.. og der lå vi så, hånd i hånd – Kærlighed ved første blik.

De 3 uger du var hos os, var de bedste jeg nogensinde har haft, og jeg har svært ved at acceptere at du ikke længere er her hos mig. Det gør ondt. Det gør ondt helt inde i knoglerne, at jeg aldrig mere skal holde dig i mine arme.

Jeg havde så mange forventninger til vores liv sammen, så mange planer om hvad vi to skulle sammen..og min krop var klar til at have dig.

Derfor gør det også ondt i mit hjerte, at jeg ikke kunne give dig mere omsorg og tryghed og jeg føler skyld over at du ikke længere er her. Jeg føler skyld over, at jeg ikke kunne have dig inden i mig længere og jeg ikke kunne passe mere på dig.. og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde kan tilgive mig selv, men samtidig ved jeg, at du er det bedste der er sket i mit liv.

Der er mange som aldrig nåede at se dig, og nogle som måske kun så et fremmed barn i en kuvøse fyldt med tuber og slanger. Men for os, var du vores smukke lille barn. Et barn vi gav al den omsorg som vi havde i os. I de få uger du levede var du vores et og alt, og det gjorde at vi i den sidste del af dit liv stod for næsten alt omkring dig. Vi gav dig mad, vaskede dig, puslede dig, løftede dig og gav dig rent tøj i kuvøsen.

… og nu sidder jeg tilbage her med alt den omsorg og ved ikke hvor jeg skal gå hen.

Og det gør ondt.

Min krop var ikke færdig med at være gravid da du kom til verden, og nu er den ikke færdig med at være mor. Det var jo meningen at du skulle med hjem.

Det gør mig bange, at der kommer en dag, hvor jeg ikke længere tænker på dig hele tiden og hvor jeg måske giver slip på dig. At der kommer en dag hvor jeg ikke længere er ked. Men, min smukke lille Villum, hvor end du er nu, så er du altid i vores hjerter og du vil aldrig blive glemt.

Min kærlighed til dig er større end min krop kan rumme.