De første dage efter Villums død

7/2-2012

I dag har vi været hos bedemanden og hente kisten til Villum. Vi fik også aftalt og planlagt begravelsen, og vi har besluttet at det skal holdes i kapellet på Risbjerg Kirkegård. 

Jeg havde meget svært ved hele oplevelsen af at sidde hos bedemanden, og havde på mange måder slet ikke lyst til at tage stilling til noget som helst - samtidig med at jeg har brug for at gøre alt så rigtig for Villum. Han skal have en afsked fyldt med min og Sørens kærlighed. 

Jeg havde forberedt mig på, at vi også skulle tage stilling til hans kiste og prøvede så meget som muligt at forestille mig hvordan jeg ville have den når hun kom ind med den. 

Det virkede dog ikke ligeså voldsomt som jeg havde forestillet mig, underligt nok.. Men alt i denne tid har jo været i små størrelser. 

Bagefter kontaktede vi kapellet på Rishospitalet, hvor Villum ligger, og aftalte at vi ville komme og hente ham. 

Mig og Søren gik alene i kapellet, hvor min smukke lille dreng stadig lå i sin vugge. Han føltes meget kold, men havde stadig ustyrlig meget behov for bare at kunne ligge med ham igen, eller bære ham igen. Min smukke smukke Villum. 

Imens tårerne trillede ned af vores kinder, lagde jeg ham forsigtigt ned i kisten. 

Da han levede sørgede jeg for altid at lave "mor-trøjer" til ham. Små hospitalstrøjer somjeg havde haft under blusen enten imens jeg sov eller som jeg havde på mig i nogle timer. 

Sådan en trøje havde jeg lavet til ham igen. En sidste trøje, så at han kunne dufte mig og føle sig tryg på den sidste rejse. 

Han fik også sit hospitalssut, en sut fra min mor, hans sengetøj, en bamse og et billede af mig og Søren- så vi altid er hos ham. 

Vi lagde låget på og kørte hjem til vores lejlighed. Turen gennem byen virkede urealistisk og forfærdelig. Uden for kunne jeg betragte hvordan livet går videre, hvordan folk går i deres egne verdener og her i bilen sad jeg, sad vi med vores lille dreng i en kiste, fuldstændig udelukket fra alt andet. 

Da vi kom hjemlagde vi de sidste ting i hans kiste og vores forældre fik mulighed for at se ham en sidste gang. Vi sad i noget tid og betragtede ham, aede ham for at til sidst at sætte kistelåget på og skrue det fast.

Jeg havde nok aldrig troet at jeg selv ville gøre alle de ting, men det har været det helt rigtig for mig og sikkert også for Søren, at det var os der gjorde Villum klar. At det er os der følger ham det sidste stykke og gør alle de ting vi kan selv. 

Søren bar herefter kisten ned i mine forældres bil, hvor vi sad med ham ud til Risbjerg kirkegård. Her satte vi hans kiste og brugte lidt tid på at sige farvel. 

Vi havde aftalt at vi imens vi nu var der, ligeså godt kunne finde en plads til Villum på kirkegården. Vi blev vist tre steder, men var begge meget enige om det samme sted, som låi bunden af kirkegården. Et sted hvor mange børn er begravet.Vi synes dog mest om stedet fordi at solen stod så smukt der hele dagen, og det ikke var en del af kirkegården hvor der var plantet høje hække og store mærke træer. I stedet var det åbent og lyst - det virkede helt rigtigt til vores Villum. 

Vi blev også vist kapellet hvor mindehøjtidligheden skulle være.. og alt føltes meget rigtigt. Selvom alt er SÅ forkert. 

Vi har grædt meget idag og truffet mange store valg. 

Jeg savner Villum så ubærerligt meget og kan hverken spise eller noget. 

Min krop skriger efter ham og jeg får lyst til at skrige med!! 

Hvordan lever man med sådan en sorg?

- Villum <3 så elsket!