Tomhed.

Kære Villum.
Jeg har ikke skrevet i lidt tid. Det er nok mest fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive.
Føler vi står midt i ingenting og venter på en vej at gå. Jeg er enormt tom indeni og kan ikke helt genkende mig selv og mit liv længere.
Har konstant en følelse af, at det her er en skygge af det liv jeg skulle have haft.
Jeg er i tvivl om hvor jeg skal bevæge mig hen. Hvilken vej jeg skal gå.. For uanset hvad så fører alle veje væk fra det liv, som vi to havde sammen. Det vi skulle have haft sammen.
Omlidt har du været død i 6 måneder.
Så lang tid.. Så kort tid.
Følelsen af at være blevet mor er nærmest væk og jeg længes endnu mere tilbage.
Lige nu har jeg rigtig svært ved at se resten af mit liv for mig.. Især når bare tanken om et halvt år frem får mig til at bryde sammen.

Du er så savnet.

En dag, der ændrede alt.

I dag er det et år siden at alt ændrede sig i Norge. Jeg husker, som mange andre, hvor jeg var. Jeg husker også at jeg på dette tidspunkt ikke vidste jeg var gravid. Men det var jeg.
Jeg husker, at vi sad i Jylland og fulgte med. Det gjorde selvfølgelig indtryk, men jeg er ikke sikker på at hverken mig eller Søren tog det til os.
Idag føles det anderledes.
Jeg ved at sorgen over de tab, ikke er min. Men det er som om at det i dag pludselig påvirker mig mere end dengang for et år siden.
Det gør mere ondt i dag, og jeg kan mærke jeg bliver ked af det.
Jeg kan mærke det i hjertet når forældre på tv'et græder over deres tab. Når de fortæller om det de savner og mangler.
I dag forstår jeg det. I dag tager jeg det til mig.
Pludselig er jeg en del af en gruppe, der forstår hvad det vil sige at miste sit barn.
Jeg er ikke en af dem, der føler med dem. Jeg er en af dem der bliver følt med.
Et år kan ændre rigtig meget. Det forstår jeg nu.
Verden er ikke den samme. Jeg er ikke den samme.

18.07.2012

Jeg stod ved din have og græd..
Græd fordi at jeg pludselig forstod, at det ikke var din have.. Men din grav.
At du lå nede i jorden.. Og at jeg stod ovenpå.

Tillykke

Min smukke Villum.
Så nåede vi til dagen. Endnu en dag jeg bare slet ikke kan overskue.
I nat skulle du have været 6 måneder gammel. Et halvt år.
Vores bekymring skulle være vuggestuestart. Vi skulle tænke på hvordan det nu ville være at skulle give slip på dig i nogle timer.
Jeg skulle have været den hysse pædagog-mor som personalet var ved at få spat af.
Jeg forstår stadig ikke at dette blev vores skæbne. Jeg forstår det simpelthen ikke.
I dag føler jeg mig tom. Jeg føler mig ensom. Jeg føler mig alene og jeg føler mig ulykkelig.
Jeg tror på, at det bliver anderledes med tiden, men faktum for mig er, at det gør mere og mere ondt. Det føles meget mere ensomt og mit savn føles større end før. Samtidig føles mine tanker og følelser også mere ligegyldige med tiden.. Mest fordi at jeg godt ved at andres verden går videre. Jeg kan bare ikke bevæge mig med i samme tempo.
For mig skulle jeg have været mor. Søren skulle være far. Min søster skulle være moster. Mine brødre skulle være de sejeste onkler. Bubber skulle være onkel Bubs.. Og ikke mindst skulle mine forældre være bedsteforældre.
Alt det blev vi.
- alt det blev taget fra os. Fra mig.
Vi skulle have vist dig frem for alle vores stolte venner og alt det babyfis skulle hænge dem langt ud af halsen. De skulle tænke "godt det ikke er os" og vi skulle tænke "de ved ikke hvad de går glip af".
Nu er det kun os, der ved hvad vi gik glip af.
Dagen i dag er endnu en dag der rent ud sagt bare er noget lort.
Jeg savner dig.
Jeg gennemgår alle minutter. Husker hvad der skete, hvad der blev sagt. I mens jeg skriver det her husker jeg, at jeg endnu var på Hvidovre og slet ikke forstod hvad der skulle til at ske.
Jeg anede ikke at du om 3,5 time ville blive født. Jeg anede ikke jeg kunne dø. Jeg anede ingenting.
Jeg troede vi to skulle være indlagt og at du først skulle ud til april.
Jeg troede på at alt ville gå.
Jeg hørte én sige: "Gud har aldrig lovet en dag uden smerte"
For mig, vil det resten af mit liv være sandt.
Ikke én dag uden.
For du vil forevigt være savnet. Manglet. Elsket.

Du vil forevigt være min.
Og jeg evigt din.

Tillykke med de 6 måneder min engel.

Alt ramler sammen.

Kære Villum.
Ligger her og kan ikke sove. Må ikke sove.
Frede er syg og vi har både snakket med hospital og læge. Selvom det ikke er det samme, så bringer det en masse følelser op om dig. Følelser omkring, at jeg ikke gør det godt nok. Kunne ikke beskytte dig. Kunne ikke holde dig i live.. Og nu er Frede syg. Det bringer tårer frem fordi jeg med det samme tror at han skal dø. Ligesom du døde.

Jeg er stresset og ude af mig selv. Tanker omkring på onsdag plaget mig. Tænk at du ville have været 6 måneder gammel. Et halvt år.
For de fleste ville det betyde vuggestue. Det ville du ikke skulle. Alligevel føler jeg det er det punkt jeg nu går glip af.
Jeg kan slet ikke overskue at denne mærkedag er nu. Jeg skulle jo bare lige overleve terminsdagen - hvorfor går tiden så hurtigt.
Jeg er bare .. Ja jeg er bare ulykkelig.
Har brug for nogle helt bestemte ting, fra helt bestemte mennesker, og jeg kan ikke få det. Mest fordi jeg ikke siger det til dem.. Men min tankegang er stadig bare indstillet på, at når man mister et barn, så er folk der bare for en.
Sandheden er nok mere at man skal skære sine behov ud i pap, for ellers bliver andre usikre og trækker sig væk.
Det bebrejder jeg slet ikke nogen for.

Det hele er vist noget rod..men faktum er at jeg savner dig så ulideligt. Mit sind er hos dig, men fysisk er jeg fanget her.
Den eneste trøst er, at vi måske en dag ses igen. At vi får en anden og længere tid sammen. En lykkelig tid uden bekymringer.

Endnu en mærkedag.

I dag blev Villums gravsten sat op. Den har ligget ned fordi jorden ikke var klar til at blive "presset".
Derfor skulle der også plantes nye ting. Jeg havde planlagt at Villum skulle have en masse nye blomster d. 18 hvor han ville have været blevet et halvt år.. Men det skulle være nu.
Han har derfor fået et lille træ, græs under hans fodspor, nye blomster og et nyt lag sten på. Synes selv det er blevet rigtig flot.
Er meget nervøs omkring d. 18 og ikke mindst omkring 5.august.
Jeg går og tænker om folk husker det.. Nogle vil ligge blomster hos ham.. Om de vil skrive og sende et kram til mig og Søren.
Da jeg havde termin huskede mine forældre det, og sendte blomster. Det betød virkelig virkelig meget.
Nogengange tror jeg at både jeg og andre undervurderer hvor meget sådan nogle ting betyder.
Uanset hvad, så har jeg fået gjort noget dejligt for Villum og det varmer indeni at vide, at jeg, efter snart et halvt år, stadig har brug for at vise ham min kærlighed.

5 måneder siden vi sagde farvel

Min smukke, dejlige, elskede, lille Villum.
Min lille engel.

Fem måneder er det siden vi sagde farvel. Fem lange.. fem korte måneder. Det er så underligt. Nogen gange spørger jeg mig selv "Var du her virkelig?", eller var det blot en drøm. En forestilling.. Det føles som om, at vi er slået tilbage til start, men at mit hjerte blev knust på turen tilbage. Som om, at hele min fremtid, blev gjort til fortid.
De tre uger jeg havde med dig. Trods alle hospitals tingene.. Så var de det bedste i mit liv.
Og jeg havde slet ikke tanke på, at du ikke skulle med hjem. Var jeg for naiv? Vidste du mon, at du ikke fik lov til at opleve resten af mit liv?
Jeg oplevede jo hele dit liv. Du skulle have oplevet mit. Gad vide om du prøvede at fortælle os, at du ikke kunne mere. At du ville have fred.
Eller prøvede du at sige, at vi skulle gøre mere? At vi ikke måtte give op?

Jeg husker hvor stille du var den dag. Jeg husker hvor bleg og lille du pludselig blev. Hvor kold din krop var.
Den krop, som i tre uger havde været så voldsomt varm, at du nærmest gled ned af mig når du lå ude på grund af sved. Den var nu kold.
Og jeg vidste det var forbi.
Jeg kunne se og mærke at du svandt bort. Jeg mærkede dit hjerte mod mit. Dit åndedragt.
Og at det stoppede.

Den dag du forsvandt, forsvandt en kæmpe stor del af mig med.
Jeg er ikke klar over om mine venner og familie helt forstår det. Om de kan se og mærke det.. men jeg er ikke den jeg var. Der er noget i mig som er ødelagt. Noget som aldrig kommer igen. I det øjeblik du døde, der døde en meget stor del af mit gamle jeg.
Og jeg ser ikke verden på samme måde mere. Jeg føler ikke de samme ting. Jeg elsker ikke de samme ting.
Jeg er en anden.
En anden på godt og ondt.
Jeg tror det vil tage mig tid, at lære mig selv at kende igen. At forstå, at jeg ikke længere smiler til verden, men at jeg forstår at den ikke vil mig noget godt. At jeg aldrig kan tage min glæde for givet.
Jeg må også leve med, at jeg aldrig vil glæde mig på andres vegne over deres børn og graviditet.
Jeg vil misunde og hade dem for deres naivitet. At de ikke forstår, at børn dør.
Jeg må også leve med, at ikke alle forstår mine tanker og måske bliver stødt af dem. Men jeg kan ikke ændre på det jeg føler..
Og jeg føler min naivitet er blev stjålet. At alle andre gravide har stjålet den og at jeg skal fratage deres.

Jeg skal også leve med, at ikke alle sætter pris på deres børn, som vi satte pris på dig. Derfor kan vores virkelighed føles langt mere uretfærdig.
Men jeg elskede hvert minut du var hos mig. Hvert eneste sekund.

Du var et meget elsket barn.

Du er et meget elsket barn.

Evigt min & evigt din.

En lille drøm..

Kørte forbi Rigshospitalet idag. Et øjeblik føltes det som om vi bare havde været væk, og at du ventede på os deroppe. At vi var tilbage på stuen og du lå der så fint. At hverdagen kun bestod af dig og intet andet betød noget. At vi bare ventede på, at tiden skulle gå og du skulle blive stor, så du kunne komme med os hjem. Alle lugte, alle minder.. Alt kom et øjeblik tilbage til mig.

Jeg smilede for mig selv, lukkede øjnene.. Drømte mig et andet sted hen.
Da jeg åbnede dem igen, var vi kørt forbi.. og du var her ikke mere.

Hvordan har du det?

Igår blev jeg, fra en lidt uvant kant, spurgt om hvordan jeg havde det. Om jeg havde det bedre.
Et spørgsmål jeg, til min egen overraskelse, ikke er blevet spurgt om længe.
Et spørgsmål jeg ikke kan svare på.
For jeg ved ikke hvordan jeg har det. Der er så mange ting, at jeg knap nok kan pege bare én følelse ud.
Jeg er vel vred.. Ked, skuffet, nogle gange okay, måske glad til tider, konstant træt.. Men alt overskyggende er jeg bare bund hamrende ulykkelig.
Jeg er så ufattelig ulykkelig.. Og den følelse æder én op.
Den følelse af at livet dybestset er uretfærdigt. At jeg ikke kan tage noget for givet. At jeg ikke engang kan gøre det som vi som mennesker nu engang er sat i verden for; at "føre slægten videre".
Hold nu op.. Der er mennesker i de mest ydre kanter af verden, steder hvor der ikke findes medicin, hospitaler osv. der popper børn ud, som var det det allernemmeste i verden, og det kan jeg ikke engang.
Et eller andet sted er det jo komplet latterligt.
Så mit svar må være: jeg er latterligt ulykkelig.. men hvordan har du det med det?