Endnu engang må jeg konstatere, at julen bare er svær. Har mit 2. nedbrud i denne måned. Er ked af det, træt, føler ligegyldighed, er irritabel og tingene fungerer bare ikke.
Jeg tror julen altid vil være et ømt punkt. Jeg føler egentlig ikke rigtig for julen. Jeg pynter ikke op og jeg går ikke op i traditionerne, men jeg kan mærke, at der mangler det der skulle være. Jeg mangler Villum. Jeg mangler familiefornemmelsen og jeg mangler omsorgen.
At savne i julen gør mig enormt udmattet og mister mit overskud til alt andet. Mest af alt føler jeg faktisk bare for at sove. Sove, sove, sove.
Jeg forventer egentlig stadig ikke at folk forstår, men jeg har svært ved, at jeg efterhånden skal "undskylde" eller forklare mit humør. Som om at tiden gør en forskel. Det gør den virkelig ikke. Tiden og afstanden giver mulighed for pusterum, men faktum er, at jeg pt bare går og tæller ned til Villums fødseldag og dødsdag.
Tiden gør ikke Villum til fortid. Villum er utrolig meget en del af min nutid og fremtid.. Fortid vil han aldrig blive og derfor bliver min sorg heller ikke fortid. Sorgen ændrer sig, men den er her konstant.
.. Og lige nu synes jeg julen er noget lort. December må gerne slutte nu.
