Er tilbage i et hul..

Og det tager rigtig meget energi fra mig.
Det er svært at forklare hvad der sker, men det kan vel beskrives som, at endnu en bølge af sorg skyller ind over én.
Jeg er ked af det. Jeg er konstant træt.. Jeg er stille, tænkende og det bliver de små ting, der tæller.
Igår slog det mig, at jeg aldrig kommer til at fejre jul med Villum. Jeg skal ikke opleve hans fødselsdag, hvor han er levende.
Det slog benene væk under mig. Det betyder også, at jeg har svært ved at se, at jeg skal fejre julen.. At jeg skal fejre min fødselsdag - som er 7 dage før Villums.
Min første tanke var; "Hvad skal jeg dog ønske mig? Ingen kan give mig det jeg vil have. Det eneste jeg vil have."
Jeg tror det er de tanker, der slår mig mest ud. At intet vil blive som det skulle. At jeg altid skal mangle dig, Villum.

Savnet og tomrummet virker overvældende.. Og jeg har svært ved at overskue omverden.
Det sådan et hul føles. Et stort sort hul.
Jeg kan ikke forhindre dem. Ingen kan hjælpe mig med dem. Jeg skal bare lære at acceptere, at det er sådan det er. Hullerne får ganskevist mellemrum. Mellemrum som med tiden nok bliver større.. Men derfor føles de nok også dybere og sortere når man falder i dem.

Befinder mig i ingenmandsland..

Eller, jeg er der jo. Er det et ingenmandsland hvis jeg er der?
Jeg føler mig uanset hvad tom. Uendelig tom. Det er ikke længe siden, at jeg var nede i et sort hul.. Og nu er jeg tilbage.
Det føles velkendt. Trygt. Samtidig er det også her at savnet gør allermest ondt..
Her bliver jeg mindet om hvad jeg mangler, hvad der skulle have været.. Hvordan alt skulle være anderledes.
Jeg ser Villums små øjne, der kigger ud og leder efter noget jeg ikke kan give ham. Jeg ser ham ligge i kisten.. I jorden og jeg må holde mig tilbage. For giver jeg slip, så graver jeg ham op.
Eller ville jeg grave mig ned?..
Jeg er stille begyndt at indse, at det snart er et halvt år siden han døde. Jeg brækker mig over det.
Hvor er det klamt at jeg sidder her et halvt år efter.. Det giver mig lyst til at kravle ud af min krop. Føler den er ødelagt.
Er tvunget til at være i denne her krop, der nu har et stort fysisk, men også langt større psykisk ar på sig. Og det er der resten af livet.
Min krop er blevet et ingenmandsland. Alle har forladt den og kun jeg sidder fanget tilbage mod min vilje.
Mig og det tomme sæde, hvor Villums navn står.

Du er...

Blinkende lygter fortoner sig 

forsvinder ud 

i horisonten af dig 

lukker et ubeskriveligt splid 

ind i et relativt rum af tid 

for du står jo her lyslevende 

hovedet på skrå, leende 

og i et øjebliks ubegribelig stilhed 

føler jeg kun kærlighed

Du er så smuk

(Du er.. af Søren Huss)

5 måneder ville du være i dag.

Når jeg vågner om morgenen, så tænker jeg for mig selv; "Det er bare idag. Du skal bare klare én dag mere" og så prøver jeg at lade dagen gå..
Men så kommer dagen, der minder mig om, at det ikke kun er nu. Det er for resten af livet..
Og mit hjerte stopper med at slå. Min vejrtrækning holder op.
For tanken om, at du ikke er her mere er ubærlig.
Den knuser mig indefra og æder mig op.
Hvordan skal man overleve det?
Hvordan skal jeg leve med at leve, når du er død.

.. Og så lukker jeg mine øjne og tænker for mig selv; "Det var bare en drøm. I morgen bliver alting godt igen"

"Sådan mister du dit barn", "Sorg 101".. "Spædbarnsdød for dummies"?

Jeg har ikke skrevet i lidt tid. Det kommer mest af, at jeg føler mig så rundt på gulvet, at jeg ikke engang ved hva jeg skal skrive.
Vi har to gange nu været ude med gode venner, og det har været skønt! Måske det ligefrem blev vejen ud af mørket? Jeg ved det ikke. Jeg vurderer hvert lille skridt vi tager, for tager jeg et forkert bliver jeg sendt ti tilbage.
Jeg savner Villum. Jeg savner mit liv med Villum. Når man skal være forældre kan man læse tusindvis af bøger om korrekt opdragelse. Hvert et eneste lille trin kan du læse dig frem til, og skiller din metode sig ud - ja så skriver man da bare en ny bog om det og kalder det "moderne opdragelse" "den moderne og kompetente familie".

.. Men når du mister dit barn. Hvor er den bog, der skulle guide dig igennem. Hvor er mine tolv trin, min afkrydsningsliste.. Min bog som kan fortælle mig, at jeg gør det helt rigtige?
Og jeg er træt!
Jeg er så pisse træt af, at jeg ikke aner hvad jeg laver. Gør jeg det rigtigt? Føles det rigtigt? Jeg aner det ikke?!
Skal det føles rigtigt at savne sit barn? At mangle det? Skal det føles rigtigt for mig at mit hjerte er knust? At jeg ved det kun er tapet sammen med billigt tape, der uden tvivl ikke holder?

Sorg er individuel.
.. Men det ville fandme være nemmere hvis den var ens og vi blot kunne strege alt af på en liste.

Jeg er mor.. og?..

Igår var vi for første gang ude for bare at drikke øl, se fodbold og hygge med nogle rigtig gode venner. Havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville blive, hvordan jeg ville reagere og om det nu også var rigtigt. Heldigvis blev det en fantastisk aften og jeg fortryder ingenting! Følte uden tvivl at Villum var med mig hele tiden, og han ikke blev glemt.. Gad vide om det er den følelse man har når man "forlader" sit levende barn?
Jeg har de sidste par dage brugt meget krudt på, at forstå hvad og hvem jeg egentligt er. Jeg ved, at jeg er Villums mor - det er jeg ikke i tvivl om.. Men hvad jeg ellers er. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg står for, hvad jeg vil. Det kan i virkeligheden vel sammenlignes med et hukommelsestab, hvor man skal genfinde sig selv.
Jeg tager nogengange mig selv i, at jeg siger noget som jeg overhovedet ikke vidste jeg mente. Det er rigtig underligt. Det er stadig som om, at krop og sind er skilt fuldstændig ad og nu skal jeg prøve at finde broen imellem.

Jeg ved kun, at lige nu skal jeg ikke have flere børn. Det skal ikke forklares eller forsvares, jeg kan bare konstatere, at jeg har fået et barn og jeg kan godt leve med, at Villum blev mit eneste barn.
En ny graviditet vil betyde, at jeg skal meget på hospitalet, indlægges tre måneder før fødsel og jeg vil være tvunget til, at gøre op med, at:
1 - barnet kan ende med at dø i min mave.
2 - barnet kan ende med at blive taget ud før tid og enten dø eller få mén resten af sit liv.
3 - jeg kan i sidste ende dø af en ny graviditet.

Jeg ved godt at jeg også kan få et levende og sundt barn.. Men risikoen er lige nu for voldsom til, at jeg har lyst til at tage chancen.

Så lige nu er jeg mor.. Og bare rigtig forvirret!

Detaljer fra haven..

4 måneder..

Så længe har vi været hver for sig. I hver vores verden.
Burde måske skrive en masse smukke ting, men alt jeg føler er savn.

Jeg savner dig Villum!
Jeg savner dig så meget at ingen ord er nok. Alt gør ondt og intet kan gøre det godt igen.

.. Jeg savner dig.

Forældreseminar med Landsforeningen

Denne weekend har vi tilbragt i Fredericia på Hotel Trinity.
Vi var på forældreseminar med 14 andre forældre med "sorg" og "omgivelserne" som tema.
Det har været to lange dage, i den forstand at man er psykisk træt. To intense dage hvor vi har delt vores allerdyrebareste med hinanden. Sjældent har vi fået sådan et sammenhold på så kort tid.. Men i det her forum var vi alle "normale" og vi kunne tale om alt uden der var behov for hensyn eller overvejelser.
Jeg fik en oplevelse af, at det var okay at jeg snakkede om Villum og så pludselig om smørkrise og så sorg igen. Det var en befrielse.
Det bedste var dog, at jeg fik mulighed for at tale graviditet og fødsel som en hel normal mor. At jeg blev spurgt om hvordan jeg havde det med at få kejsersnit - og at vi sammen kunne sidde og grine af vores oplevelser!
For første gang følte jeg mig som ikke bare en der har mistet mit barn, men rent faktisk som en ganske normal mor, der har født.

Vi forlod hotellet trætte, mætte og fyldt op af indtryk og oplevelser, som uden tvivl skal fordøjes de næste dage.
Det er meget underligt, at forlade gruppen vidende at vi måske ikke ses igen, og at vi alle har taget hinandens historier med os.. Og på en eller anden måde, at vores børn alle lever videre i os der deltog.

- og tak til jer der var med. Bare tak!