Savn, flashbacks.. Savn

Jeg synes alt har været svært det sidste stykke tid. Jeg har været meget ked af det. Jeg har savnet. Mon savnet nogensinde bliver mindre? Indeni føles det bare som en sort klump, der bliver større og større.
I nat var jeg bange og turde ikke sove. Jeg græd fordi jeg savnede. Jeg græd fordi jeg manglede Villum. Faldt først i søvn omkring kl. 4.30 og vågnede et par timer efter.
De "flashbacks" jeg havde, er vendt tilbage. Alle er fra d. 5.2.. Den dag Villum døde.
Jeg ser hvordan lægen siger, at Villum skal ud og ligge på mig.
Jeg ser hvordan jeg går ud af stuen, giver tegn til at mine forældre skal gå ind på stuen. Husker jeg ikke nænnede at fortælle at de skulle sige farvel.
Jeg ser jeg står på afdelingens badeværelse, jeg skal skifte bluse så Villum kan ligge hud mod hud.
Jeg ser jeg bryder sammen bag den lukkede dør. Hvordan jeg tænkte "du skifter tøj så din søn kan dø"
Jeg ser lægen og sygeplejersken komme ind og tage respiratoren fra. Jeg ser, at jeg mærker Villum er væk. Jeg siger han er død til Søren. Han mener, at Villum trækker vejret.. Men jeg både mærker og ser at han er væk.
Jeg ser at noget har forladt hans krop..
Jeg ser jeg ligger i sengen på hospitalet. Mine forældre kommer ind og jeg kan ikke bevæge mig. Min mor ligger sig hos mig.. Jeg kan ikke bevæge mig. Villum er død. Han ligger i et kølerum.
Jeg ser at Søren hjælper mig ind i lejligheden. Jeg ser jeg bryder sammen. Jeg skriger og græder. Kan ikke bevæge mig. Jeg står bare i gangen og græder. Villum kommer aldrig levende med hjem.

Jeg kan godt hade dem, der brokker sig over, at de ikke kan sove pga. deres spædbørn... Når alternativet er, at lukke sine øjne hver nat, velvidende du aldrig skal se dit barn igen.

Sommer i haven...

Vi kommer stadig hos Villum hver anden dag. Jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg skulle jo have brugt al min tid med ham.. Så hans have må være min erstatning.
Føler det er længe siden jeg har vist hvordan der ser ud hos Villum, så her er billeder fra i dag.
Alt vokser og blomstre lige nu, og vi vente spændt på, om hans have hortensia når at få blomst i år.
Det er mit fri rum. Mit sted.. og en dag skal jeg ligge der med Villum og have den tid vi blev frarøvet imens vi levede.

Uendeligt tæt på

Som et sirligt vævet tæppe i skoven

Født af lyset foroven

Blandt alle de skønne anemoner

Fandt jeg dig, med de smukkeste hvide toner

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

Som glinsende dråber på gryets blad

Skabt af jordens pulserende bad

Blandt alle de livgivende perler på snor

Fandt jeg dig, der spejler mig på jord

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

Som en stjerne lyser du i den mørkeste stund

Født af himlens evindelige liv

Du er nu min stjerne, uendelig tæt på

Med tro, håb og kærlighed lader du mig forstå

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

(Anette, 26. juli 2011)

Dette digt har jeg fået lov til at dele videre. Den er skrevet efter Utöya massakren, og beskriver tabet af et barn. 

Tankerne kører rundt i mit hoved

Jeg ved ikke hvad der er hårdest; at mangle Villum.. Eller at indse at jeg aldrig skal se ham igen.
Nogle gange så kan jeg stå midt i et eller andet ligegyldigt og pludselig tænke "jeg skal aldrig nogensinde holde Villum igen. Jeg skal aldrig skifte hans ble. Jeg skal aldrig holde jul.. Jeg skal aldrig holde Villums første jul. Hans første fødselsdag vil blive uden ham.. Min sidste fødselsdag vil være uden ham."
Indtil den dag jeg ikke lever mere, skal jeg være til uden Villum.
Den følelse kan slå benene væk under mig. Den tanke er grunden til at jeg intet overskud har. Grunden til jeg på ingen måde fungerer.
Da vi var på hospitalet, sad jeg for det meste og betragtede verden udenfor. Så andre leve deres liv og tænke, at de ikke var halv så heldig og lykkelig som jeg. Ingen oplevede den kærlighed jeg følte indeni.. Ingen havde så smuk en lille mand som jeg.
Nu kan jeg betragte verden.. Hvordan den går videre, hvordan folk bevæger sig videre.. Og jeg mærker ingenting.
Misunder ikke resten af verden. Jeg ønsker bare ikke at deltage i den. Jeg vil kun have den tid som jeg havde med Villum. Vil ikke have andet.
Ønsker ikke engang at blive glad igen. Det betyder kun, at Villum kun eksisterer i min fortid.

Vi har kun en psykologtid tilbage nu. Ved ikke om man skal have det bedre efter 3 måneders terapi. Jeg har det ihvertfald ikke bedre. Jeg synes alt bliver sværere.
Samtidig har jeg konstant i hovedet, at folk forventer jeg er ovenpå igen. At jeg er normal.. Men det er der vel ikke. Det er vel i virkeligheden kun mig, der tænker at alt burde være normalt - for alt det her burde jo slet ikke være sket.
Men faktum er, at jeg er træt. Jeg er møghamrende træt. Jeg er så mentalt træt at jeg intet har at tilbyde lige nu.
.. Og det må jeg lære at leve med for nu.

Hvad er så meningen?

I aften har vi været til gospelkoncert, hvor min mor sang med. Det første store arrangement jeg har været til siden Villum døde.
Til koncerten fortalte korlederen om hans tro.. Han snakkede om, at ofre sit dyrebareste, i hans tilfælde hans børn. At det ville give meget mere tilbage end man gav.
Den gik lige i hjertet.
Vi ofrede ikke Villum. Vi "accepterede" at lægerne nu sagde, at han ikke kunne mere. Vi lod ham få fred.
Men skulle det give noget igen? Hvis der er en gud.. Hvad er det så han har givet os?
Skulle der være en mening med, at jeg aldrig mere skal se Villum? Bære ham? Give ham min kærlighed?
Jeg prøver at forstå.. For forstå mig ret, jeg har respekt for dem der tror. Jeg forstår dem endda på nogle punkter. Men kan nogle af dem fortælle mig, at der skulle være en mening med det her? At det var en højere magts vilje?
I så fald må den magt være et ondt væsen. Så ser jeg intet godt i den gud.

Gud er god.. ?
Jeg ser intet godt. Jeg mærker intet godt.. Ikke engang at verden skulle være god. At det er et godt sted at være.
Jeg synes jeg ser meget smerte. Jeg ser mødre og fædre, der mister. Jeg ser folk der bliver nedbrudt for hvert sekund de er her uden deres børn.

Samtidig er jeg nødt til at tro på, at vi mødes på den anden side. Jeg er nødt til at tro på, at Villum venter på mig. At vi mødre igen vil få lov til at være sammen med vores allerdyrebareste. At der venter en evighed med kærlighed.
Om det er en tro ved jeg ikke. Men i mine øjne må"gud" god mod de døde. For de levende oplever rigtig meget uretfærdig smerte.

4 måneder..

Ville du have været i dag. Jeg savner dig så inderligt. Jeg kan næsten ikke beskrive det længere. Tiden heler ikke alle sår, tiden gør dem dybere og smertefulde.
Kan mærke at min energi er væk. Jeg er ligeglad med hvad der nu skal ske. Jeg har svært ved at tro, at noget godt vil komme til os. Du var det gode i vores liv.
Ville ønske at du var her for at blive. Ville ønske du var så tæt, at jeg kunne se dig. At du var så tæt at jeg kunne nå dig.
Men du er her ikke mere.. Og er faktisk heller ikke sikker på, om jeg selv er det. Føler mig som en tom skal. Du gjorde mig hel.. Og nu er alt væk. Du har taget mit åndedragt med dig.
Jeg brød fuldstændig sammen igår. Tanken om, at det er resten af livet jeg skal mangle dig. Det er fandme ikke til at bære. Det vejer alt for tungt på min bryst og jeg kan ikke fungere længere.
Villum, jeg håber du ved, at du betød alt. At vi gav dig alt vi kunne og at vi har så meget mere tilbage.
Ingen vil kunne erstatte dig. Ingen kan fylde det tomrum ud jeg har indeni.
Jeg elsker dig. Jeg savner dig.. Du mangler her.

Evigt min & evigt din !

.. Jeg kunne sove sorgen væk

Er inde i en rigtig skidt periode. Er trist og ked af de thele tiden. Jeg sover rigtig meget, spiser mindre og er totalt uoplagt.
Sad oppe til kl 4 i nat, fordi jeg ikke kunne sove. Jeg var ked af det og havde slet ikke lyst til at lukke øjnene.
Det føles som om jeg lige præcis hænger i. Det føles som om jeg skal kæmpe hver eneste evige sekund - og det er rigtig hårdt.
Lige for tiden prøver jeg at holde mig igang ved at dyrke nogle hobbyer. Jeg prøver at få trænet og sørge for at komme op og være igang hver dag. Det er meget fristende bare at blive i sengen og sove dagen væk. Sove sorgen væk.
For jeg savner Villum, og alt minder mig om at han ikke er her - og jeg kan ikke acceptere det. Jeg kan simpelthen ikke acceptere at han mangler i mit liv. Jeg kan ikke forlige mig med, at den sidste dag vi var sammen forsvinder langsomt. Jeg forstår det ikke. Jeg vil ikke forstå det!
Jeg vil have det tilbage! Jeg vil have Villum tilbage. Intet er noget værd uden ham.
Jeg kan ikke forlige mig med, at Villum blot er et minde. At det eneste jeg har er hans grav. Var det alt jeg fik? Var det alt han måtte få?!
Hvorfor er der ingen retfærdighed? Det er ikke meningen, at man skal være her uden sit barn. Det kan ikke være meningen.
Livet gør mig fandme så vred og skuffet.
Hvis du var her Vimsemand. Så ville alt være bedre. Kan ikke se hvordan noget skal blive godt igen.

Tanker om Mors dag.

Dagen idag har taget mit åndedragt. Den knuser mit hjerte langsomt.. Den tager meget magt fra mig.
Men den kan ikke tage det faktum fra mig, at jeg ér mor. Jeg er mor til Villum!

Dagene hos psykologen

Idag har vi været hos vores psykolog. Det er simpelthen så hårdt og jeg er fuldstændig udmattet. Jeg er vred, skuffet, ked af det, ulykkelig og det er rigtig svært at være til lige nu.
Det er svært at være i en verden, der ikke indeholder Villum. Det er svært at være mor uden at være mor.
Jeg savner og det gør, at rigtig mange ting føles ligegyldige og ubetydelige.
Det er hårdt, at man pludselig ikke er den man var, og jeg har rigtig svært ved at se den Astrid, som jeg engang var. Min naivitet, min uskyldighed er revet fra mig, og død og sorg er en meget stor del af mig nu.
Jeg har svært ved at bruge tanker på små ting. Jeg har svært ved at forstå hvordan andre kan bruge så meget tid og energi på små ting.
Jeg ser folk, der brokker sig over forkølelser. Folk der brokker sig over de fik 7 og ikke 9 til en eksamen. Jeg ser folk som råber af hinanden, kalder hinanden grimme ting - bare fordi de står i en lang kø i supermarkedet.
Det værste af alt er, at jeg ser folk der ikke værdsætter deres børn og det liv de selv har skabt. Folk der arbejder deres barns liv væk. Ikke interesserer sig for deres institutioner, tanker og for noget så simpelt som en tegning fx.
Det er rigtig svært at se på. For det eneste jeg ønsker, er at få et barn med hjem. Intet andet betyder noget.

Samtidig føler jeg, at jeg er nødt til at censuere mig selv, fordi folk tolker, misbruger eller udnytter mine ord og følelser. Jeg kan ikke engang skrive her, at livet er noget lort, uden at der er nogle der tror jeg er ved at tage billetten.
Kan man virkelig ikke være i sorg, føle at alting er noget lort uden at det bare er sådan det er? Kan jeg ikke få lov til at hade, at jeg er i live og at Villum ikke er det? Må jeg ikke godt få lov til at føle, at vi burde skifte plads? Må jeg have lov til at føle, at jeg ikke vil andet end at ligge nede hos Villum, uden at det skal diskuteres eller konkluderes på?

.. Må jeg ikke godt bare have mine følelser og blive accepteret?

Jeg har mistet mit barn. Min søn.. og hvis jeg vil stå og råbe, skrige og tude midt på åben gade. Så må jeg vel godt det?
Men virkeligheden er, at jeg må holde igen med at fortælle hvordan jeg har det. Hvis folk spørger, hvordan går det?, så er jeg nødt til at svare.. Det går vel. For folk ønsker ikke at vide det. Mange vil ikke konfronteres med, at jeg har det af helvede til. At det her er min største livskrise. At det er det dybeste, sorteste hul jeg er på vej til at grave mig op af.
.. og derfor er der også mange der ikke spørger. Derfor er der mange der kun reagere, hvis jeg skriver positive ting.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg godt kan grine. Jeg kan godt smile og være med for lidt tid. Jeg kan godt forsøge at ligge sorgen i lommen, i de to timer vi ses. Men der skal heller ikke være tvivl om, at jeg græder hele vejen hjem igen.

Tak til jer!

Igår nåede vi 7000 besøg herinde på Villums nye side, og med 34000 besøg på den gamle, må jeg sige at jeg er overvældet og taknemlig.

Så tak til alle jer, der tager jer den tid til at følge med, kommentere og smile, græde og le med os.

Det betyder rigtig meget, og jeg håber at i vil blive ved med, at læse med og dele siden med omverdenen.

Tak for pokker da !

Dejlige oplevelser..

Har fået min nye cykel hjem, og både jeg og den ventede på, at den skulle tages sådan rigtig i brug.
Og det blev den så en eftermiddag, hvor mig og Søren kørte op til Villum. Søren på rulleskøjter og mig susende på min fine cykel.
Det føles fantastisk bare at kunne køre op til Villum uden at skulle tage bilen, og med en køretid på 10-15 minutter er det jo ingenting.
Har allerede planlagt, at jeg skal der op en dag hvor solen skinner, så jeg kan sidde og læse en bog der.

Jeg er ikke bange for at glemme

Det er sjovt. Mine dage går med ingenting, og alligevel er jeg træt.
Det er udmattende at mangle.. at savne. Igår sagde Søren at han var ked af det, fordi han ikke havde tænkt så meget på Villum hele dagen. Og jeg forstår ham. Det er den værste følelse for mig. At ikke bruge hvert eneste sekund på Villum. Det var jo ligesom det jeg var vant til, og det som jeg var forberedt på, at skulle resten af livet.
Det er ikke frygten for at glemme ham, der tynger en.. men følelsen af, at der kan være ting, der pludselig fylder mere end Villum. Måske er det en fjollet følelse, set udefra, men når vi intet andet har, så føles det voldsomt.. og jeg er tit nødt til at bekræfte mig selv i, at Villum ikke fylder mindre, at min sorg ikke fylder mindre - for så sad jeg jo ikke her. Så brugte jeg tid på studie og andre interesser, men de fylder ingenting. Intet har jeg lyst til.
Jeg er blevet klar over, ved hjælp af psykolog, de fantastiske mennesker på små-engle og mig selv, at jeg ikke er klar til en studiestart til sommer. Mit hoved er simpelthen ikke klar til, at tage imod så mange nye ting, og den stress der følger med. Vores psykolog sagde "Det er først når du keder dig derhjemme, at du er klar til noget nyt", og hun har jo ret! Så længe jeg ikke har brug for, at få noget stimuli fra andre sider, så er jeg stadig i sorg, så er jeg ikke klar.
Og det letter mit sind! Det føles trygt, at jeg stadig er så meget i sorg. Sorgen ved jeg hvad jeg skal gøre med. Det er først den dag, hvor jeg skal ud og lave noget andet, at det bliver utrygt.
Så jeg er ikke bange for, at glemme. Jeg er bange for den dag, hvor Villum ikke er det allervigtigeste mere. Hvor jeg kan give slip på sorgen.

.. Forhåbentlig er der meget længe til.

I den nye lejlighed

Som nogle af jer måske ved, så er vi flyttet i ny lejlighed. Den er vi rigtig glade for - og hvis dette havde været min blog havde jeg måske vist alle mulige billeder.. men dette er Villums mindeside, og derfor vil jeg i stedet vise hvor Villum har plads her i lejligheden.

Billeder i soveværelset af mig, Søren & Villum

Til højre: Billede af Villum.
Til venstre: Maleri fra min far til Villum

Ramme med sort/hvid billeder i stuen

Villums skab, der står på kontoret hvor Villum skulle have haft sit værelse.  I skabet er alle hans ting. Ovenpå er hans hånd/fod aftryk og den mindste ble hans brugte samt hospitals mærker

Billede i soveværelset som vi ikke har fået hængt op

Små rammer i vindueskarmen i stuen

Hospitals og scanningsbilleder på køleskabet

Til sidst og ikke mindst. Villums lanterne, der hver aften er tændt. Hænger på vores lille altan og lyser ind i soveværelset når vi går i seng.

Kl. 20.15

.. og et øjeblik glemmer jeg at trække vejret. Kigger på uret. Det er forbi.
De samme følelser går igennem mig, som den dag du døde.
Husker turen ud til badeværelset, da lægen havde sagt "Villum skal ud til dig nu". Husker at jeg stod derinde og det pludselig slog mig.. Jeg skifter tøj så at mit barn kan dø på mig.

Livet er uretfærdigt.

05.05.12 - 3 måneder efter din død

Ordene falder så uendeligt tungt om mit hjerte. De er svære at skrive, og kan slet ikke få det sagt.
3 måneder.. Hvor blev det hele af?
Hvor blev den tid af, hvor jeg var mor til dig.
Hele min krop føles tung. Det er svært at bevæge sig.
At savne dig gør så ondt, at bare det at skulle trække vejret, åbne øjnene, at være til -  er svært.
Du fyldte og fylder stadig alt i mig. Hvordan ved jeg at noget nogensinde skal blive godt igen?
.. Kan nogen give mig en garanti?
At sige at det kun er tid, der kan hjælpe. Gør den virkelig det. For her hvor jeg sidder mærker jeg kun, at tid gør det sværere. At tiden tager os væk fra dig, fra den tid hvor vi kunne kalde os en familie. Tiden gør mærkedagene hårde og trækker mig ned i det her kæmpe store sorte hul, som alle forældre, der har mistet kender til.

Jeg ville ofre hver og en i denne verden, også mig selv, hvis jeg vidste det ville bringe dig tilbage. Men jeg er magtesløs, jeg kan intet gøre. Intet giver os mere tid sammen. Ikke engang denne side bringer dig tilbage. Det er kun minderne jeg nu kan klamre mig til.

Jeg savner dig. Jeg elsker dig. For pokker hvor jeg elsker dig.. Og det knuser mig indefra, at jeg har alt det til overs, som ikke kan komme ud og gives videre til dig.
Ville sådan ønske, at jeg kunne gøre mere for dig Villum. Så ville min skyld måske ikke tynge så meget i mit sind. Så kunne ideen om, at hvis du bare havde haft en anden mor, havde du levet længere, ikke fyldt mig op. Hvis du ikke havde været i min mave, i min krop, så havde det hele set meget anderledes ud.

Tak for alt du gjorde mig til
Vi mangler dig her min lille Vimsemand 

Evigt min & evigt din

22 snart 89

Jeg er gammel indeni. Min krop og mit sind er brugt, slidt, klar til at gå på pension.
Jeg har set mere end der skulle ses, gjort mere end nogle skulle gøre.
Jeg er træt og selvom livet burde byde mig så mange ting, så er jeg fyldt op.
Hvad skulle livet kunne lære mig? At det skal leves, udforskes og nydes?
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at i min verden, er livet kort og mange tager det forgivet.
Dette siger jeg i vished om, at jeg selv tog livet forgivet, at jeg bare gik ud fra at alt skulle gå. Selv da lægerne fortalte os at Villum skulle ud. At han ville være skrøbelig og at det var kritisk. Selv da tog jeg det som en selvfølge at han ville leve.
Men min virkelighed blev smadret i tusind stykker og en ny realitet står nu klart for mig.
Børn dør. Mit barn døde. Jeg skal aldrig nogensinde igen se mit barn åbne sine øjne igen. Aldrig holde ham og beskytte ham mere.
Min virkelighed er, at det kan ske igen. Jeg er ikke sikker på at få et barn mere.. for jeg kan ikke bestemme om min krop vil tage godt i mod en ny graviditet.
Er det ikke tosset, at det at få et barn - noget som mange tager forgivet og let på, er min allerstørste bekymring?
Nej livet. Det har jeg oplevet og livet gør ondt.
Ubeskriveligt ondt.

En god dag

Æbleplantagen

Idag holdt Søren fri. Han skulle egentlig være startet på deltid igår, men hans chef er syg, så de har ikke kunne holde møde om det endnu. Derfor blev Søren hjemme.
Vi var enige om at vi skulle lave noget sammen, og det blev til en fantastisk tur til Karrebæksminde. Hold nu op det var hyggeligt. Vi gik på cafe, Søren fik en is ved stranden og så så fandt vi to sten til Villums grav. Der var næsten ingen mennesker i byen så alt det kunne lade sig gøre, uden at jeg skulle blive ked eller stresset pga menneskemylder. Vi var også forbi en gårdbutik der solgte hjemmelavet æblemost.
Da vi kom tilbage her for lidt siden var vi også lige oppe og vande hos Villum.

Søren ved stranden

.. Nårh ja, og inden vi tog afsted kom den cykel jeg har bestilt. Så fik også lige en ny cykel, som jeg helt sikkert skal bruge til at cykle op til Villum.

Så idag har faktisk været en skøn dag.. Det eneste var måske at jeg græd da vi kørte på motorvejen. Jeg er simpelthen så angst for at dø, og da en kæmpe lastbil var lige på vej ud i os og søren måtte reagere hurtigt ved at slingre ud foran en anden bil, så blev det for meget.

Men alt i alt en rigtig dejlig dag. I weekenden har vi planlagt at spille frisbee golf i Valby parken og måske høre om der er nogle venner der vil med. Små skridt!

                                                                   

Hilsner fra en solskoldet Astrid

Juhuu

Nu burde domænet virke igen - og siden hedder nu "www.smukkelillevillum.dk".
Trykker du den gamle adresse ind vil du blot blive ført videre.
Håber det virker - spred gerne budskabet.

Dejlig solskins onsdag til jer.

Follow my blog with Bloglovin

Risbjerg kirkegård

.. Er hvor Villum ligger begravet.
Første gang vi var der for at finde Villums gravplads, var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle mene om stedet.
Efterhånden er kirkegården dog blevet et sted vi er rigtig glade for.. og foråret/sommeren gør det bare endnu skønnere.
Igår gik vi en tur rundt på hele gården, der viste sig at være ret så fantastisk, med små stier, åer og meget forskellige slags gravsteder. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal gå den tur.