18.12.12

Kære Villum..
Jeg har ikke skrevet til dig længe.. Jeg valgte at tage en pause. Ikke en pause fra dig, men en pause fra min sorg.
Jeg havde det sådan til sidst, at jeg næsten ikke kunne se mig selv. Jeg kunne kun se sorgen og det der skulle have været.
Jeg ved ikke om jeg har fundet det jeg ledte efter endnu, men jeg er på vej.
Sorgen prøver jeg at holde på afstand. Jeg er i tvivl om det er den bedste løsning, men der må være et punkt hvor man beskytter sig selv og sit hjerte. Kan ikke gå itu konstant. Det kan jeg ikke.
Jeg må være nødt til at lære, at jeg uanset hvad aldrig får dig tilbage. At det, der skulle have været, ikke kommer til at ske. Uanset hvor meget jeg ønsker det. For det gør jeg.
Om 1 måned ville du være 1 år. Det slog mig fuldstændig ud i morges.
1 år..
Hvor blev tiden af?
Det er næsten som om du ikke var her.. At det kun er mig, der bilder mig ind at jeg fik dig. At de 3 uger var en lang, vidunderlig drøm.

Jeg har rigtig svært ved julen. Lad mig sige det sådan.. Jeg har stort set ignoreret den. Ikke én eneste pynteting er der i lejligheden. Hvorfor skulle jeg? Julen siger mig så lidt. Hold kæft hvor er julen ligegyldig.
Jeg har dog valgt, at jeg vil være hos din mormor og morfar. Så kan det godt være, at vi kalder det jul - men for mig bliver det kun en aften hvor vi spiser og er sammen. Julen eksisterer ikke hos mig. Den forsvandt med alle mine drømme om dig, mig.. os.
Generelt kan jeg ikke rigtig udstå højtider/begivenheder, hvor jeg skal være en aktiv medspiller. Min fødselsdag skal ikke fejres. Ønsker ikke at folk skriver eller ringer. Vil bare gerne have den dag til at være som alle andre. Kan ikke se hvad der er at fejre. Er ikke sikker på, om jeg synes at jeg er værd at bruge den tid på.
Til gengæld har jeg besluttet mig for, at jeg på din fødselsdag vil op til Riget.
Vil så gerne tænde et lys i kirken og få lov til at sidde der, hvor vi to havde vores tid sammen. Troede jeg gerne ville holde din fødselsdag - men jeg kan mærke, at jeg har brug for noget helt andet. Jeg vil gerne være der.

Jeg håber virkelig så inderligt at du ved, at der ikke går én time, hvor jeg ikke tænker på dig. Du er her konstant. Så selvom jeg ikke får skrevet.. selvom jeg ikke besøger dig ligeså tit.. Så er du stadig lige her i mit hjerte.
Jeg er bare så træt af, at det skal være så svært. Jeg er så træt af, at alt gør så ondt. Man burde ikke være 22 år og have det sådan her. Man burde generelt aldrig have det sådan her.. Det var slet ikke sådan her det hele skulle gå.
Så håber så inderligt, at du kan tilgive mig for, at jeg nu må finde ud af hvad jeg så vil være. For jeg kan ikke være den samme som da du levede.. Da du døde..
Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan mit liv nu skal se ud. Jeg må finde nogle nye drømme.. nye håb.. og holde fast i, at jeg i det mindste fik 3 fantastiske uger med dig. Tre uger jeg aldrig - aldrig ville bytte for noget andet. Ikke hvis alternativet var, at jeg aldrig mødte dig.

Undskyld, det var mig, der skulle passe på dig. Undskyld jeg ikke kunne passe på dig.. Undskyld at du i dag ikke er 11 måneder her.. men 11 måneder i himlen.

Jeg elsker og savner dig så inderligt.
Undskyld..

18.10.12

Kære Villum.
Jeg vågnede op i morges og var overbevist om, at dagen nok skulle gå. Jeg følte mig ikke ked af det, og overvejede om jeg overhovedet skulle skrive til dig.
Da jeg stod og lavede morgenmad tænkte jeg; Okay, stadig ingenting. Måske er jeg okay? Måske er det hele slut og jeg er okay?
Senere lavede jeg frokost og tænkte. Sikke langt jeg er nået. Godt for mig.

.. og pludselig slog det mig. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke glad. Jeg er ingenting.
Jeg føler absolut ingenting. Jeg er her bare. Ingenting gør en forskel - intet betyder noget. Jeg er her bare.
Og det gør mig virkelig virkelig ked af det.
Dagene går bare og jeg ved ikke hvad der blev af dig, mig.. os.
Jeg prøver virkelig at holde mig positiv og tro på, at der der for pokker må være noget godt for mig i det her liv.. i min fremtid.
Men lige nu ser jeg kun jul, nytår, fødselsdage, alt sammen uden dig. Alle de ønsker, håb og planer jeg havde for os, for dig. De er væk .. De blev begravet sammen med dig.

Så her sidder jeg alligevel. Ked af det og græder.
Jeg savner dig virkelig så meget.

Det gør jeg virkelig.

International Mindedag

I dag, mandag den 15. oktober, er det International Mindedag for Spædbarnsdød. 
En dag hvor forældre, pårørende og dem, som tænker på os, vil samles og mindes de smukke engle, der skulle have været her og ikke kun i vores hjerter.
Verdenen over tændes lys kl. 19.00 i hver tidszone og danner dermed en lyskæde, der i 24 timer vil minde vores spædbørn. Samme tidspunkt vil vi i Tivoli sende balloner op til himlen.
Håber du/i vil komme forbi tivoli fra kl 18.30 eller tænde et lys i aften for Villum, mig eller alle de mange børn, der ikke er med os længere.

Tanker fra en lørdag.

Igår skrev jeg dette indlæg på Smaa-engle. Havde brug for at få nogle tanker ud og de tanker vil jeg videregive her:

"I dag har vi lavet min mors fødselsdagsgave færdig. Et fotoalbum med alle billeder. Fra scanningsbilleder til billeder af graven idag. 
Det har været som at gå igennem det sidste år - og jeg kan ikke helt forholde mig til, hvor meget vi har været igennem.
Hvor er det grusomt. 
Fandt et billede af os alle der står ved graven.. Et familieportræt kan man nærmest kalde det. Det er taget uopstillet.. og jeg ser så afkræftet ud på billede. Hvor har jeg ondt af hende på billedet. Hvor har jeg uendeligt ondt!

Jeg har svært ved at kigge på de allersidste billeder af Villum. De billeder hvor han er død og ligger uden tuben. 
Han ligner Søren så meget. Det gør helt ondt. 

Jeg er meget spændt på at give min mor gaven. Det er faktisk en ekstra gave. Giver hende og min far en weekend i vores lejlighed og et kanal cruise med live jazz inde i København. 
Albummet er fra Villum. 

Kan mærke jeg er meget berørt af at lave det her album. Det minder os om hvad der var og hvor meget vi mistede. 
Puha.. At sådan en lille mand kan fylde ens hjerte så meget. Det er en meget stor kærlighed. 
Det er meget overvældende. 

Har meget lyst til at vælte mig rundt på gulvet som en tre årig der ikke må få slik i føtex. Bare vælte rundt og skrige, tude og råbe indtil nogle giver mig det jeg vil have. 

22 snart 3 .. ?? måske :-)

Jeg savner Villum. Mit hjerte gør ondt og min hals er helt spændt af at holde gråden tilbage. 

Bare lidt tanker herfra."

Er så glad for at jeg kunne lave det fotoalbum. Det var endnu en del af processen.. og så var det den mest personlige gave jeg kunne give min mor, som bare har været der for os hele vejen.

05.10.12 - 8 måneder siden du døde.

Kære Villum..
Tiden går hurtigt. Nogle gange bliver jeg nødt til at dobbelt tjekke at det virkelig er så lang tid siden.. og så kort tid siden.
Denne her dag plejer at minde mig om dagene efter du døde. Jeg ved ikke om nogle rent faktisk ved hvad der foregik.
Jeg tænker ikke på, at vi bestilte blomster.. at vi fandt en kiste.. At vi lagde dig i kisten og skruede låget på.
Jeg snakker om al den tid, hvor jeg bare sad alene med mine tanker. Tiden efter hvor mig og Søren bare var - og intet andet.
Jeg ved ikke helt hvad tiden gik med.. Men min hukommelse siger, at jeg ikke spiste.
I næsten to uger stoppede jeg med at spise. Den morgen hvor vi fik af vide, at noget var galt - der stoppede jeg med alt. At spise virkede fuldstændig nytteløst. Det gjorde det i lang tid efter. Jeg begyndte først at spise rigtig, da Søren blev bekymret.
I starten lå vi bare i sofaen. Vi lå og lå.. Nogle gange sad jeg bare og kiggede ud af altandøren.
Mange af mine tanker gik på, hvornår jeg måtte begynde på noget. Hvornår måtte jeg tænde fjernsynet? Hvornår måtte jeg høre en sang i radioen?
For alt føltes forkert.
Efter nogen tid rykkede vi tv'et ind i soveværelset.. Så lå vi bare der.
Dag ud og dag ind lå jeg bare. Spiste ikke.. drak ikke.. Selv da jeg lavede takkekort lå jeg i sengen.
I meget lang tid græd jeg når jeg vågnede. Græd fordi det var endnu en dag hvor jeg skulle vågne op og mangle dig. I noget tid kunne jeg bare ligge der og græde, skrige og fortælle Søren, at jeg ikke ville være her.
Om aftenen skete det samme.. I lang tid ønskede jeg at komme tilbage på hospitalet. Selvom du ikke var der, så var det mere trygt.
Det er nok det jeg husker mest. At jeg græd og skreg efter enten ikke at være til, eller bare ikke være hjemme.
Det første stykke tid gik vi op til dig når vi ville besøge dig. Det var det eneste tidspunkt hvor vi fik ro. Den lange gåtur - trods sne og kulde.

Jeg tror egentlig, at mig og Søren havde forventet vi ikke ville kunne være i fred. At vi ville være nødt til at sige vi ville være alene. Men det første stykke tid var vi rigtig alene. Jeg forventede ikke at få snakket med nogle.. Hvad skulle folk egentlig også sige til os?
Hvad er der overhovedet at sige til os? Intet gør det værre og intet gør det bedre.
Jeg tror bare ingen ved hvor voldsomt alene man bliver. Selv i et rum fyldt med mennesker.. Så er man alene og ensom.
Uanset hvad så .. ja så er det bare sådan det er.

... Og selvom meget er anderledes nu, så sidder jeg alligevel og græder imens jeg skriver til dig. For selvom jeg måske ikke ligger og græder, skriger.. råber.. som jeg gjorde dengang, så gør jeg det stadig indeni.
Den følelse kan jeg nok ikke slippe. Jeg kan kontrollere det, men al den skyld, sorg og ensomhed jeg sad med dengang - den er der stadig. Det gør absolut stadig ligeså ondt.
Det gør ondt at savne dig så meget.

Jeg håber du bliver passet på hvor end du er. Jeg håber du følte dig elsket, selv da jeg lod dem tage tuben ud.
Jeg håber du ved det hele.


Til vi ses igen <3 p="p">

En eller anden nægtelse

Jeg tror jeg er i fornægtelse.. benægtelse..
Jeg har bevidst undgået tanken om, at Villum lægger nede i jorden. Jeg passer hans have, sender et kys ned gennem jorden, men tanken om, at han rent faktisk ligger dernede, den fortrænger jeg.
Jeg er ikke klar over om alle gør det. Måske er det en forsvarsmekanisme? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg ikke vælger at tro han er i en kiste, død .. i jorden.
Hvis jeg begynder at tænke de tanker, så kan jeg ikke undgå at tænke på hvordan han ser ud dernede. At han måske ikke længere er den lille, smukke Villum jeg lagde i en kiste.
Og det gør mig virkelig ked af det.

Så indtil videre lever jeg i en eller anden "nægtelse" om, at jeg bare passer på ham og hans have, indtil vi ses igen.
Sorg er mange ting. Sorg er at være så ked af det, at man nogle gange må skåne sit hjerte for det allerværste man kan tænke sig til.

18.09.12 - 8 måneder ville du have været idag.

I nat besøgte du mig for første gang. Det vil sige, at jeg har drømt om dig før, men i drømmen var du død.. i nat var du levende.
Jeg drømte, at du var blevet gravet op. Min far kom med dig og sagde at jeg skulle holde dig. Jeg var så bange for, at du var blevet klam efter så lang tid i jorden. Først var du selvfølgelig anderledes at se på, men pludselig begyndte du at bevæge dig.
Du åbnede dine øjne og kiggede rundt på os. Du bevægede dine arme og ben.. og var levende. Alle fortalte mig, at det var nerver, men jeg kunne mærke dit hjerte slå.
Et øjeblik var vi to bare sammen.. og du var begyndt at leve igen. Du havde bare ventet på mig, og nu skulle det blive godt igen.
Måske lidt naivt..
Jeg ved ikke hvad drømmen sluttede med.. jeg er også ligeglad. Jeg holder fast i, at du for første gang besøgte mig.

Jeg har gjort mig tanker om, hvorfor der skulle gå næsten 8 måneder før du var en del af mine drømme. Måske har jeg givet mig selv "fred" når jeg sov. Måske har jeg ikke kunnet holde til det før nu?
Uanset hvad, så ser jeg det som et fremskridt.

Jeg er ikke okay endnu.. men jeg hænger i.
Hænger i med håbet om, at det hele på et tidspunkt bliver lettere. At jeg ikke skal være så ked af det og ensom hele tiden.
Jeg ville bare sådan ønske, at vi skulle fejre at du var 8 måneder idag.. og ikke at dagen er fyldt med tanker om, hvor længe siden det er jeg har set dig.

Tillykke med dine 8 måneder.
Du er så manglet her.. og jeg prøver at holde fast i de gode ting, men det er svært når det eneste jeg vil have er dig.

Jeg glemmer aldrig ..

05.09.12

Min smukke lille Villum.
Jeg ville ønske denne her dag ikke eksisterede. At jeg ikke skulle igennem den hver eneste evige måned.
Hvis du levede, så ville jeg aldrig tænke over at d. 5 betød noget. Nu fylder den alt. Det er som om at jeg lader op til datoen, for så at lade mig selv falde frit.
Der er sket meget siden du døde. Min sorg har ændret sig. Jeg tror jeg er videre fra den meget intense sorg, og det skræmmer mig helt vildt.
Jeg følte mig meget mere tryg før. I den intense sorg er vi sammen konstant, og det føles rigtigt. Nu ved jeg ikke hvad der er op eller ned. Hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg har svært ved at acceptere, at der også er gode dage. At jeg ikke altid græder når vi er oppe hos dig, og at jeg nogle dage ikke bruger al min tid på at tænke på dig. Nogle dage græder jeg, fordi jeg pludselig opdager jeg slet ikke har tænkt på dig. Det er heldigvis ikke tit. For faktum er, at jeg stadig bruger rigtig meget af min energi på, at savne dig.
Det betyder også, at min hverdag ikke er fyldt med overskud. Det kan være rigtig svært at forklare andre. Det tager rigtig meget af min energi, bare at stå op og tage tøj på. At gøre mig klar både fysisk og psykisk til aftaler. Det tager faktisk bare rigtig meget overskud, at gide at være her. At have lyst til at leve og kæmpe videre.. for hver eneste evige dag føles som en kamp. En kamp for, at jeg måske en dag vågner med et normalt liv i udsigten.

For to uger siden troede vi faktisk, at vi var på vej til det der "normale liv". Vi troede du skulle være storebror. Jeg ved ikke hvordan jeg havde forestillet mig, at jeg ville reagere.. men min reaktion var at græde. Jeg græd og rystede - og kunne ikke stoppe. Alle følelser kom op i mig igen; Skal jeg dø? skal babyen dø ligesom du gjorde?..
Den værste tanke var dog, at jeg blev bange. Jeg blev så bange for, at folk nu ville tro at vi ikke savnede dig. At folk ville glemme, at du stadig er vores barn.. at jeg ville være nødt til at minde alle om, at uanset hvad, så fik vi dig. For det er det jeg tænker mest på. Er jeg den eneste, der tænker på dig mere? Er jeg den eneste der kigger op på stjernerne og siger godnat til dig? Føler du mon, at alle er ligeglade med dig?
Jeg ved, at ikke alle vil huske dig. At du med tiden bliver glemt i andres liv.. og jeg ved at det vigtigste er, at mig og din far husker dig og snakker om dig. Jeg ville bare ønske, at alle andre ville blive ved med at tale og skrive om dig.

Uanset hvad, så er intet af den sorg jeg føler din skyld. Intet hviler på dine små skuldre. Tværtimod er jeg kun ulykkelig, fordi jeg intet kunne gøre for dig.
Jeg håber du ved hvor meget jeg savner dig. Hvor tomt mit liv er uden dig.. og hvor højt jeg elsker dig.
Jeg er virkelig så ked af, at vi svigtede dig.. at vi måtte give kampen op og sige farvel. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne tilbyde dig mere i livet. At du ikke fik lov til at opleve alle de fantastiske ting vi skulle lave sammen. At du ikke måtte opleve et liv, der ikke involverede hospital, slanger og nåle. Du fortjente så meget mere end jeg kunne give dig.

Du fortjente hele verden..

Vi savner dig så meget!

50.000

Så mange har fulgt med siden jeg første gang skrev et indlæg på Villums side.
Tak til jer, der følger med.
Tak til jer, der skriver til mig herinde.
Tak til jer, som altid er der.
Tak til jer! <3

Kære Villum

Jeg er gået igang med at skrive min artikel om din begravelse. Det bringer rigtig meget op. Det er faktisk langt svære end jeg troede. Der er mange ting jeg ikke husker. Mange dage jeg sådan set slet ikke erindre eksisterede. Det gør mig bare endnu mere klar over hvor hård og lang denne her process er.. Og hvor ensom den også har været.
Mange lange nætter hvor jeg har grædt alene.. Mange timer hvor jeg, trods selskab, bare må indse at denne her tilstand er en enormt ensom en af slagsen.
Jeg ved jeg har rykket mig i forhold til de første uger uden dig.. Men jeg ved også at der er meget langt mellem hvem jeg var og hvem jeg er.
Min ensomhed og nedtrykthed sidder dybt, dybt inde og jeg er stadig i tvivl om den kan arbejdes eller snakkes væk.
Dét er et af de mange spor mit tab af dig har medført.
.. Og jeg føler også stadig at der et sted derude er det liv jeg skulle have haft. At jeg bare lige er på de forkerte spor, og hvis jeg hopper over på det andet, så kører det liv vi skulle have haft. En parallel verden, hvor du i dag skulle være 7 måneder.
Du skal vide at jeg ikke bebrejder dig min sorg. Min sorg er blot min måde at vise at du er savnet og så forbandet elsket, at jeg har svært ved at leve i en verden hvor du ikke er til.

Tillykke med de 7 måneder min lille elskede mand<3

1 år siden jeg vidste du var inde i min mave

Alt i mig vil med dig

Jeg vil med, tag mig med.

05.08.12

Det er 6 måneder siden du døde. Et halvt år.
Jeg .. Jeg føler mig så tom.
Dagen i dag har været.. Ligeså tom som jeg er.
Jeg ville så gerne skrive noget til dig.. Noget som var smukt.
Men i dag føler jeg så meget sorg, savn og uretfærdighed at jeg ikke kan rumme det.
Derfor bliver min ord korte.
Villum jeg savner dig. Det gør så ondt at savne dig så meget.
Hvordan skal jeg leve med, at skulle leve uden dig her?


Jeg elsker dig højere end du nogensinde fik lov til at opleve.

Tomhed.

Kære Villum.
Jeg har ikke skrevet i lidt tid. Det er nok mest fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive.
Føler vi står midt i ingenting og venter på en vej at gå. Jeg er enormt tom indeni og kan ikke helt genkende mig selv og mit liv længere.
Har konstant en følelse af, at det her er en skygge af det liv jeg skulle have haft.
Jeg er i tvivl om hvor jeg skal bevæge mig hen. Hvilken vej jeg skal gå.. For uanset hvad så fører alle veje væk fra det liv, som vi to havde sammen. Det vi skulle have haft sammen.
Omlidt har du været død i 6 måneder.
Så lang tid.. Så kort tid.
Følelsen af at være blevet mor er nærmest væk og jeg længes endnu mere tilbage.
Lige nu har jeg rigtig svært ved at se resten af mit liv for mig.. Især når bare tanken om et halvt år frem får mig til at bryde sammen.

Du er så savnet.

En dag, der ændrede alt.

I dag er det et år siden at alt ændrede sig i Norge. Jeg husker, som mange andre, hvor jeg var. Jeg husker også at jeg på dette tidspunkt ikke vidste jeg var gravid. Men det var jeg.
Jeg husker, at vi sad i Jylland og fulgte med. Det gjorde selvfølgelig indtryk, men jeg er ikke sikker på at hverken mig eller Søren tog det til os.
Idag føles det anderledes.
Jeg ved at sorgen over de tab, ikke er min. Men det er som om at det i dag pludselig påvirker mig mere end dengang for et år siden.
Det gør mere ondt i dag, og jeg kan mærke jeg bliver ked af det.
Jeg kan mærke det i hjertet når forældre på tv'et græder over deres tab. Når de fortæller om det de savner og mangler.
I dag forstår jeg det. I dag tager jeg det til mig.
Pludselig er jeg en del af en gruppe, der forstår hvad det vil sige at miste sit barn.
Jeg er ikke en af dem, der føler med dem. Jeg er en af dem der bliver følt med.
Et år kan ændre rigtig meget. Det forstår jeg nu.
Verden er ikke den samme. Jeg er ikke den samme.

18.07.2012

Jeg stod ved din have og græd..
Græd fordi at jeg pludselig forstod, at det ikke var din have.. Men din grav.
At du lå nede i jorden.. Og at jeg stod ovenpå.

Tillykke

Min smukke Villum.
Så nåede vi til dagen. Endnu en dag jeg bare slet ikke kan overskue.
I nat skulle du have været 6 måneder gammel. Et halvt år.
Vores bekymring skulle være vuggestuestart. Vi skulle tænke på hvordan det nu ville være at skulle give slip på dig i nogle timer.
Jeg skulle have været den hysse pædagog-mor som personalet var ved at få spat af.
Jeg forstår stadig ikke at dette blev vores skæbne. Jeg forstår det simpelthen ikke.
I dag føler jeg mig tom. Jeg føler mig ensom. Jeg føler mig alene og jeg føler mig ulykkelig.
Jeg tror på, at det bliver anderledes med tiden, men faktum for mig er, at det gør mere og mere ondt. Det føles meget mere ensomt og mit savn føles større end før. Samtidig føles mine tanker og følelser også mere ligegyldige med tiden.. Mest fordi at jeg godt ved at andres verden går videre. Jeg kan bare ikke bevæge mig med i samme tempo.
For mig skulle jeg have været mor. Søren skulle være far. Min søster skulle være moster. Mine brødre skulle være de sejeste onkler. Bubber skulle være onkel Bubs.. Og ikke mindst skulle mine forældre være bedsteforældre.
Alt det blev vi.
- alt det blev taget fra os. Fra mig.
Vi skulle have vist dig frem for alle vores stolte venner og alt det babyfis skulle hænge dem langt ud af halsen. De skulle tænke "godt det ikke er os" og vi skulle tænke "de ved ikke hvad de går glip af".
Nu er det kun os, der ved hvad vi gik glip af.
Dagen i dag er endnu en dag der rent ud sagt bare er noget lort.
Jeg savner dig.
Jeg gennemgår alle minutter. Husker hvad der skete, hvad der blev sagt. I mens jeg skriver det her husker jeg, at jeg endnu var på Hvidovre og slet ikke forstod hvad der skulle til at ske.
Jeg anede ikke at du om 3,5 time ville blive født. Jeg anede ikke jeg kunne dø. Jeg anede ingenting.
Jeg troede vi to skulle være indlagt og at du først skulle ud til april.
Jeg troede på at alt ville gå.
Jeg hørte én sige: "Gud har aldrig lovet en dag uden smerte"
For mig, vil det resten af mit liv være sandt.
Ikke én dag uden.
For du vil forevigt være savnet. Manglet. Elsket.

Du vil forevigt være min.
Og jeg evigt din.

Tillykke med de 6 måneder min engel.

Alt ramler sammen.

Kære Villum.
Ligger her og kan ikke sove. Må ikke sove.
Frede er syg og vi har både snakket med hospital og læge. Selvom det ikke er det samme, så bringer det en masse følelser op om dig. Følelser omkring, at jeg ikke gør det godt nok. Kunne ikke beskytte dig. Kunne ikke holde dig i live.. Og nu er Frede syg. Det bringer tårer frem fordi jeg med det samme tror at han skal dø. Ligesom du døde.

Jeg er stresset og ude af mig selv. Tanker omkring på onsdag plaget mig. Tænk at du ville have været 6 måneder gammel. Et halvt år.
For de fleste ville det betyde vuggestue. Det ville du ikke skulle. Alligevel føler jeg det er det punkt jeg nu går glip af.
Jeg kan slet ikke overskue at denne mærkedag er nu. Jeg skulle jo bare lige overleve terminsdagen - hvorfor går tiden så hurtigt.
Jeg er bare .. Ja jeg er bare ulykkelig.
Har brug for nogle helt bestemte ting, fra helt bestemte mennesker, og jeg kan ikke få det. Mest fordi jeg ikke siger det til dem.. Men min tankegang er stadig bare indstillet på, at når man mister et barn, så er folk der bare for en.
Sandheden er nok mere at man skal skære sine behov ud i pap, for ellers bliver andre usikre og trækker sig væk.
Det bebrejder jeg slet ikke nogen for.

Det hele er vist noget rod..men faktum er at jeg savner dig så ulideligt. Mit sind er hos dig, men fysisk er jeg fanget her.
Den eneste trøst er, at vi måske en dag ses igen. At vi får en anden og længere tid sammen. En lykkelig tid uden bekymringer.

Endnu en mærkedag.

I dag blev Villums gravsten sat op. Den har ligget ned fordi jorden ikke var klar til at blive "presset".
Derfor skulle der også plantes nye ting. Jeg havde planlagt at Villum skulle have en masse nye blomster d. 18 hvor han ville have været blevet et halvt år.. Men det skulle være nu.
Han har derfor fået et lille træ, græs under hans fodspor, nye blomster og et nyt lag sten på. Synes selv det er blevet rigtig flot.
Er meget nervøs omkring d. 18 og ikke mindst omkring 5.august.
Jeg går og tænker om folk husker det.. Nogle vil ligge blomster hos ham.. Om de vil skrive og sende et kram til mig og Søren.
Da jeg havde termin huskede mine forældre det, og sendte blomster. Det betød virkelig virkelig meget.
Nogengange tror jeg at både jeg og andre undervurderer hvor meget sådan nogle ting betyder.
Uanset hvad, så har jeg fået gjort noget dejligt for Villum og det varmer indeni at vide, at jeg, efter snart et halvt år, stadig har brug for at vise ham min kærlighed.

5 måneder siden vi sagde farvel

Min smukke, dejlige, elskede, lille Villum.
Min lille engel.

Fem måneder er det siden vi sagde farvel. Fem lange.. fem korte måneder. Det er så underligt. Nogen gange spørger jeg mig selv "Var du her virkelig?", eller var det blot en drøm. En forestilling.. Det føles som om, at vi er slået tilbage til start, men at mit hjerte blev knust på turen tilbage. Som om, at hele min fremtid, blev gjort til fortid.
De tre uger jeg havde med dig. Trods alle hospitals tingene.. Så var de det bedste i mit liv.
Og jeg havde slet ikke tanke på, at du ikke skulle med hjem. Var jeg for naiv? Vidste du mon, at du ikke fik lov til at opleve resten af mit liv?
Jeg oplevede jo hele dit liv. Du skulle have oplevet mit. Gad vide om du prøvede at fortælle os, at du ikke kunne mere. At du ville have fred.
Eller prøvede du at sige, at vi skulle gøre mere? At vi ikke måtte give op?

Jeg husker hvor stille du var den dag. Jeg husker hvor bleg og lille du pludselig blev. Hvor kold din krop var.
Den krop, som i tre uger havde været så voldsomt varm, at du nærmest gled ned af mig når du lå ude på grund af sved. Den var nu kold.
Og jeg vidste det var forbi.
Jeg kunne se og mærke at du svandt bort. Jeg mærkede dit hjerte mod mit. Dit åndedragt.
Og at det stoppede.

Den dag du forsvandt, forsvandt en kæmpe stor del af mig med.
Jeg er ikke klar over om mine venner og familie helt forstår det. Om de kan se og mærke det.. men jeg er ikke den jeg var. Der er noget i mig som er ødelagt. Noget som aldrig kommer igen. I det øjeblik du døde, der døde en meget stor del af mit gamle jeg.
Og jeg ser ikke verden på samme måde mere. Jeg føler ikke de samme ting. Jeg elsker ikke de samme ting.
Jeg er en anden.
En anden på godt og ondt.
Jeg tror det vil tage mig tid, at lære mig selv at kende igen. At forstå, at jeg ikke længere smiler til verden, men at jeg forstår at den ikke vil mig noget godt. At jeg aldrig kan tage min glæde for givet.
Jeg må også leve med, at jeg aldrig vil glæde mig på andres vegne over deres børn og graviditet.
Jeg vil misunde og hade dem for deres naivitet. At de ikke forstår, at børn dør.
Jeg må også leve med, at ikke alle forstår mine tanker og måske bliver stødt af dem. Men jeg kan ikke ændre på det jeg føler..
Og jeg føler min naivitet er blev stjålet. At alle andre gravide har stjålet den og at jeg skal fratage deres.

Jeg skal også leve med, at ikke alle sætter pris på deres børn, som vi satte pris på dig. Derfor kan vores virkelighed føles langt mere uretfærdig.
Men jeg elskede hvert minut du var hos mig. Hvert eneste sekund.

Du var et meget elsket barn.

Du er et meget elsket barn.

Evigt min & evigt din.

En lille drøm..

Kørte forbi Rigshospitalet idag. Et øjeblik føltes det som om vi bare havde været væk, og at du ventede på os deroppe. At vi var tilbage på stuen og du lå der så fint. At hverdagen kun bestod af dig og intet andet betød noget. At vi bare ventede på, at tiden skulle gå og du skulle blive stor, så du kunne komme med os hjem. Alle lugte, alle minder.. Alt kom et øjeblik tilbage til mig.

Jeg smilede for mig selv, lukkede øjnene.. Drømte mig et andet sted hen.
Da jeg åbnede dem igen, var vi kørt forbi.. og du var her ikke mere.

Hvordan har du det?

Igår blev jeg, fra en lidt uvant kant, spurgt om hvordan jeg havde det. Om jeg havde det bedre.
Et spørgsmål jeg, til min egen overraskelse, ikke er blevet spurgt om længe.
Et spørgsmål jeg ikke kan svare på.
For jeg ved ikke hvordan jeg har det. Der er så mange ting, at jeg knap nok kan pege bare én følelse ud.
Jeg er vel vred.. Ked, skuffet, nogle gange okay, måske glad til tider, konstant træt.. Men alt overskyggende er jeg bare bund hamrende ulykkelig.
Jeg er så ufattelig ulykkelig.. Og den følelse æder én op.
Den følelse af at livet dybestset er uretfærdigt. At jeg ikke kan tage noget for givet. At jeg ikke engang kan gøre det som vi som mennesker nu engang er sat i verden for; at "føre slægten videre".
Hold nu op.. Der er mennesker i de mest ydre kanter af verden, steder hvor der ikke findes medicin, hospitaler osv. der popper børn ud, som var det det allernemmeste i verden, og det kan jeg ikke engang.
Et eller andet sted er det jo komplet latterligt.
Så mit svar må være: jeg er latterligt ulykkelig.. men hvordan har du det med det?

Er tilbage i et hul..

Og det tager rigtig meget energi fra mig.
Det er svært at forklare hvad der sker, men det kan vel beskrives som, at endnu en bølge af sorg skyller ind over én.
Jeg er ked af det. Jeg er konstant træt.. Jeg er stille, tænkende og det bliver de små ting, der tæller.
Igår slog det mig, at jeg aldrig kommer til at fejre jul med Villum. Jeg skal ikke opleve hans fødselsdag, hvor han er levende.
Det slog benene væk under mig. Det betyder også, at jeg har svært ved at se, at jeg skal fejre julen.. At jeg skal fejre min fødselsdag - som er 7 dage før Villums.
Min første tanke var; "Hvad skal jeg dog ønske mig? Ingen kan give mig det jeg vil have. Det eneste jeg vil have."
Jeg tror det er de tanker, der slår mig mest ud. At intet vil blive som det skulle. At jeg altid skal mangle dig, Villum.

Savnet og tomrummet virker overvældende.. Og jeg har svært ved at overskue omverden.
Det sådan et hul føles. Et stort sort hul.
Jeg kan ikke forhindre dem. Ingen kan hjælpe mig med dem. Jeg skal bare lære at acceptere, at det er sådan det er. Hullerne får ganskevist mellemrum. Mellemrum som med tiden nok bliver større.. Men derfor føles de nok også dybere og sortere når man falder i dem.

Befinder mig i ingenmandsland..

Eller, jeg er der jo. Er det et ingenmandsland hvis jeg er der?
Jeg føler mig uanset hvad tom. Uendelig tom. Det er ikke længe siden, at jeg var nede i et sort hul.. Og nu er jeg tilbage.
Det føles velkendt. Trygt. Samtidig er det også her at savnet gør allermest ondt..
Her bliver jeg mindet om hvad jeg mangler, hvad der skulle have været.. Hvordan alt skulle være anderledes.
Jeg ser Villums små øjne, der kigger ud og leder efter noget jeg ikke kan give ham. Jeg ser ham ligge i kisten.. I jorden og jeg må holde mig tilbage. For giver jeg slip, så graver jeg ham op.
Eller ville jeg grave mig ned?..
Jeg er stille begyndt at indse, at det snart er et halvt år siden han døde. Jeg brækker mig over det.
Hvor er det klamt at jeg sidder her et halvt år efter.. Det giver mig lyst til at kravle ud af min krop. Føler den er ødelagt.
Er tvunget til at være i denne her krop, der nu har et stort fysisk, men også langt større psykisk ar på sig. Og det er der resten af livet.
Min krop er blevet et ingenmandsland. Alle har forladt den og kun jeg sidder fanget tilbage mod min vilje.
Mig og det tomme sæde, hvor Villums navn står.

Du er...

Blinkende lygter fortoner sig 

forsvinder ud 

i horisonten af dig 

lukker et ubeskriveligt splid 

ind i et relativt rum af tid 

for du står jo her lyslevende 

hovedet på skrå, leende 

og i et øjebliks ubegribelig stilhed 

føler jeg kun kærlighed

Du er så smuk

(Du er.. af Søren Huss)

5 måneder ville du være i dag.

Når jeg vågner om morgenen, så tænker jeg for mig selv; "Det er bare idag. Du skal bare klare én dag mere" og så prøver jeg at lade dagen gå..
Men så kommer dagen, der minder mig om, at det ikke kun er nu. Det er for resten af livet..
Og mit hjerte stopper med at slå. Min vejrtrækning holder op.
For tanken om, at du ikke er her mere er ubærlig.
Den knuser mig indefra og æder mig op.
Hvordan skal man overleve det?
Hvordan skal jeg leve med at leve, når du er død.

.. Og så lukker jeg mine øjne og tænker for mig selv; "Det var bare en drøm. I morgen bliver alting godt igen"

"Sådan mister du dit barn", "Sorg 101".. "Spædbarnsdød for dummies"?

Jeg har ikke skrevet i lidt tid. Det kommer mest af, at jeg føler mig så rundt på gulvet, at jeg ikke engang ved hva jeg skal skrive.
Vi har to gange nu været ude med gode venner, og det har været skønt! Måske det ligefrem blev vejen ud af mørket? Jeg ved det ikke. Jeg vurderer hvert lille skridt vi tager, for tager jeg et forkert bliver jeg sendt ti tilbage.
Jeg savner Villum. Jeg savner mit liv med Villum. Når man skal være forældre kan man læse tusindvis af bøger om korrekt opdragelse. Hvert et eneste lille trin kan du læse dig frem til, og skiller din metode sig ud - ja så skriver man da bare en ny bog om det og kalder det "moderne opdragelse" "den moderne og kompetente familie".

.. Men når du mister dit barn. Hvor er den bog, der skulle guide dig igennem. Hvor er mine tolv trin, min afkrydsningsliste.. Min bog som kan fortælle mig, at jeg gør det helt rigtige?
Og jeg er træt!
Jeg er så pisse træt af, at jeg ikke aner hvad jeg laver. Gør jeg det rigtigt? Føles det rigtigt? Jeg aner det ikke?!
Skal det føles rigtigt at savne sit barn? At mangle det? Skal det føles rigtigt for mig at mit hjerte er knust? At jeg ved det kun er tapet sammen med billigt tape, der uden tvivl ikke holder?

Sorg er individuel.
.. Men det ville fandme være nemmere hvis den var ens og vi blot kunne strege alt af på en liste.

Jeg er mor.. og?..

Igår var vi for første gang ude for bare at drikke øl, se fodbold og hygge med nogle rigtig gode venner. Havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville blive, hvordan jeg ville reagere og om det nu også var rigtigt. Heldigvis blev det en fantastisk aften og jeg fortryder ingenting! Følte uden tvivl at Villum var med mig hele tiden, og han ikke blev glemt.. Gad vide om det er den følelse man har når man "forlader" sit levende barn?
Jeg har de sidste par dage brugt meget krudt på, at forstå hvad og hvem jeg egentligt er. Jeg ved, at jeg er Villums mor - det er jeg ikke i tvivl om.. Men hvad jeg ellers er. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg står for, hvad jeg vil. Det kan i virkeligheden vel sammenlignes med et hukommelsestab, hvor man skal genfinde sig selv.
Jeg tager nogengange mig selv i, at jeg siger noget som jeg overhovedet ikke vidste jeg mente. Det er rigtig underligt. Det er stadig som om, at krop og sind er skilt fuldstændig ad og nu skal jeg prøve at finde broen imellem.

Jeg ved kun, at lige nu skal jeg ikke have flere børn. Det skal ikke forklares eller forsvares, jeg kan bare konstatere, at jeg har fået et barn og jeg kan godt leve med, at Villum blev mit eneste barn.
En ny graviditet vil betyde, at jeg skal meget på hospitalet, indlægges tre måneder før fødsel og jeg vil være tvunget til, at gøre op med, at:
1 - barnet kan ende med at dø i min mave.
2 - barnet kan ende med at blive taget ud før tid og enten dø eller få mén resten af sit liv.
3 - jeg kan i sidste ende dø af en ny graviditet.

Jeg ved godt at jeg også kan få et levende og sundt barn.. Men risikoen er lige nu for voldsom til, at jeg har lyst til at tage chancen.

Så lige nu er jeg mor.. Og bare rigtig forvirret!

Detaljer fra haven..

4 måneder..

Så længe har vi været hver for sig. I hver vores verden.
Burde måske skrive en masse smukke ting, men alt jeg føler er savn.

Jeg savner dig Villum!
Jeg savner dig så meget at ingen ord er nok. Alt gør ondt og intet kan gøre det godt igen.

.. Jeg savner dig.

Forældreseminar med Landsforeningen

Denne weekend har vi tilbragt i Fredericia på Hotel Trinity.
Vi var på forældreseminar med 14 andre forældre med "sorg" og "omgivelserne" som tema.
Det har været to lange dage, i den forstand at man er psykisk træt. To intense dage hvor vi har delt vores allerdyrebareste med hinanden. Sjældent har vi fået sådan et sammenhold på så kort tid.. Men i det her forum var vi alle "normale" og vi kunne tale om alt uden der var behov for hensyn eller overvejelser.
Jeg fik en oplevelse af, at det var okay at jeg snakkede om Villum og så pludselig om smørkrise og så sorg igen. Det var en befrielse.
Det bedste var dog, at jeg fik mulighed for at tale graviditet og fødsel som en hel normal mor. At jeg blev spurgt om hvordan jeg havde det med at få kejsersnit - og at vi sammen kunne sidde og grine af vores oplevelser!
For første gang følte jeg mig som ikke bare en der har mistet mit barn, men rent faktisk som en ganske normal mor, der har født.

Vi forlod hotellet trætte, mætte og fyldt op af indtryk og oplevelser, som uden tvivl skal fordøjes de næste dage.
Det er meget underligt, at forlade gruppen vidende at vi måske ikke ses igen, og at vi alle har taget hinandens historier med os.. Og på en eller anden måde, at vores børn alle lever videre i os der deltog.

- og tak til jer der var med. Bare tak!

Savn, flashbacks.. Savn

Jeg synes alt har været svært det sidste stykke tid. Jeg har været meget ked af det. Jeg har savnet. Mon savnet nogensinde bliver mindre? Indeni føles det bare som en sort klump, der bliver større og større.
I nat var jeg bange og turde ikke sove. Jeg græd fordi jeg savnede. Jeg græd fordi jeg manglede Villum. Faldt først i søvn omkring kl. 4.30 og vågnede et par timer efter.
De "flashbacks" jeg havde, er vendt tilbage. Alle er fra d. 5.2.. Den dag Villum døde.
Jeg ser hvordan lægen siger, at Villum skal ud og ligge på mig.
Jeg ser hvordan jeg går ud af stuen, giver tegn til at mine forældre skal gå ind på stuen. Husker jeg ikke nænnede at fortælle at de skulle sige farvel.
Jeg ser jeg står på afdelingens badeværelse, jeg skal skifte bluse så Villum kan ligge hud mod hud.
Jeg ser jeg bryder sammen bag den lukkede dør. Hvordan jeg tænkte "du skifter tøj så din søn kan dø"
Jeg ser lægen og sygeplejersken komme ind og tage respiratoren fra. Jeg ser, at jeg mærker Villum er væk. Jeg siger han er død til Søren. Han mener, at Villum trækker vejret.. Men jeg både mærker og ser at han er væk.
Jeg ser at noget har forladt hans krop..
Jeg ser jeg ligger i sengen på hospitalet. Mine forældre kommer ind og jeg kan ikke bevæge mig. Min mor ligger sig hos mig.. Jeg kan ikke bevæge mig. Villum er død. Han ligger i et kølerum.
Jeg ser at Søren hjælper mig ind i lejligheden. Jeg ser jeg bryder sammen. Jeg skriger og græder. Kan ikke bevæge mig. Jeg står bare i gangen og græder. Villum kommer aldrig levende med hjem.

Jeg kan godt hade dem, der brokker sig over, at de ikke kan sove pga. deres spædbørn... Når alternativet er, at lukke sine øjne hver nat, velvidende du aldrig skal se dit barn igen.

Sommer i haven...

Vi kommer stadig hos Villum hver anden dag. Jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg skulle jo have brugt al min tid med ham.. Så hans have må være min erstatning.
Føler det er længe siden jeg har vist hvordan der ser ud hos Villum, så her er billeder fra i dag.
Alt vokser og blomstre lige nu, og vi vente spændt på, om hans have hortensia når at få blomst i år.
Det er mit fri rum. Mit sted.. og en dag skal jeg ligge der med Villum og have den tid vi blev frarøvet imens vi levede.

Uendeligt tæt på

Som et sirligt vævet tæppe i skoven

Født af lyset foroven

Blandt alle de skønne anemoner

Fandt jeg dig, med de smukkeste hvide toner

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

Som glinsende dråber på gryets blad

Skabt af jordens pulserende bad

Blandt alle de livgivende perler på snor

Fandt jeg dig, der spejler mig på jord

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

Som en stjerne lyser du i den mørkeste stund

Født af himlens evindelige liv

Du er nu min stjerne, uendelig tæt på

Med tro, håb og kærlighed lader du mig forstå

Du stråler inderligt, så dybt i mig

Tro, håb og kærlighed var i dig

Uendeligt tæt på, alting givet

Et øjeblik efter forsvundet for livet

(Anette, 26. juli 2011)

Dette digt har jeg fået lov til at dele videre. Den er skrevet efter Utöya massakren, og beskriver tabet af et barn. 

Tankerne kører rundt i mit hoved

Jeg ved ikke hvad der er hårdest; at mangle Villum.. Eller at indse at jeg aldrig skal se ham igen.
Nogle gange så kan jeg stå midt i et eller andet ligegyldigt og pludselig tænke "jeg skal aldrig nogensinde holde Villum igen. Jeg skal aldrig skifte hans ble. Jeg skal aldrig holde jul.. Jeg skal aldrig holde Villums første jul. Hans første fødselsdag vil blive uden ham.. Min sidste fødselsdag vil være uden ham."
Indtil den dag jeg ikke lever mere, skal jeg være til uden Villum.
Den følelse kan slå benene væk under mig. Den tanke er grunden til at jeg intet overskud har. Grunden til jeg på ingen måde fungerer.
Da vi var på hospitalet, sad jeg for det meste og betragtede verden udenfor. Så andre leve deres liv og tænke, at de ikke var halv så heldig og lykkelig som jeg. Ingen oplevede den kærlighed jeg følte indeni.. Ingen havde så smuk en lille mand som jeg.
Nu kan jeg betragte verden.. Hvordan den går videre, hvordan folk bevæger sig videre.. Og jeg mærker ingenting.
Misunder ikke resten af verden. Jeg ønsker bare ikke at deltage i den. Jeg vil kun have den tid som jeg havde med Villum. Vil ikke have andet.
Ønsker ikke engang at blive glad igen. Det betyder kun, at Villum kun eksisterer i min fortid.

Vi har kun en psykologtid tilbage nu. Ved ikke om man skal have det bedre efter 3 måneders terapi. Jeg har det ihvertfald ikke bedre. Jeg synes alt bliver sværere.
Samtidig har jeg konstant i hovedet, at folk forventer jeg er ovenpå igen. At jeg er normal.. Men det er der vel ikke. Det er vel i virkeligheden kun mig, der tænker at alt burde være normalt - for alt det her burde jo slet ikke være sket.
Men faktum er, at jeg er træt. Jeg er møghamrende træt. Jeg er så mentalt træt at jeg intet har at tilbyde lige nu.
.. Og det må jeg lære at leve med for nu.

Hvad er så meningen?

I aften har vi været til gospelkoncert, hvor min mor sang med. Det første store arrangement jeg har været til siden Villum døde.
Til koncerten fortalte korlederen om hans tro.. Han snakkede om, at ofre sit dyrebareste, i hans tilfælde hans børn. At det ville give meget mere tilbage end man gav.
Den gik lige i hjertet.
Vi ofrede ikke Villum. Vi "accepterede" at lægerne nu sagde, at han ikke kunne mere. Vi lod ham få fred.
Men skulle det give noget igen? Hvis der er en gud.. Hvad er det så han har givet os?
Skulle der være en mening med, at jeg aldrig mere skal se Villum? Bære ham? Give ham min kærlighed?
Jeg prøver at forstå.. For forstå mig ret, jeg har respekt for dem der tror. Jeg forstår dem endda på nogle punkter. Men kan nogle af dem fortælle mig, at der skulle være en mening med det her? At det var en højere magts vilje?
I så fald må den magt være et ondt væsen. Så ser jeg intet godt i den gud.

Gud er god.. ?
Jeg ser intet godt. Jeg mærker intet godt.. Ikke engang at verden skulle være god. At det er et godt sted at være.
Jeg synes jeg ser meget smerte. Jeg ser mødre og fædre, der mister. Jeg ser folk der bliver nedbrudt for hvert sekund de er her uden deres børn.

Samtidig er jeg nødt til at tro på, at vi mødes på den anden side. Jeg er nødt til at tro på, at Villum venter på mig. At vi mødre igen vil få lov til at være sammen med vores allerdyrebareste. At der venter en evighed med kærlighed.
Om det er en tro ved jeg ikke. Men i mine øjne må"gud" god mod de døde. For de levende oplever rigtig meget uretfærdig smerte.

4 måneder..

Ville du have været i dag. Jeg savner dig så inderligt. Jeg kan næsten ikke beskrive det længere. Tiden heler ikke alle sår, tiden gør dem dybere og smertefulde.
Kan mærke at min energi er væk. Jeg er ligeglad med hvad der nu skal ske. Jeg har svært ved at tro, at noget godt vil komme til os. Du var det gode i vores liv.
Ville ønske at du var her for at blive. Ville ønske du var så tæt, at jeg kunne se dig. At du var så tæt at jeg kunne nå dig.
Men du er her ikke mere.. Og er faktisk heller ikke sikker på, om jeg selv er det. Føler mig som en tom skal. Du gjorde mig hel.. Og nu er alt væk. Du har taget mit åndedragt med dig.
Jeg brød fuldstændig sammen igår. Tanken om, at det er resten af livet jeg skal mangle dig. Det er fandme ikke til at bære. Det vejer alt for tungt på min bryst og jeg kan ikke fungere længere.
Villum, jeg håber du ved, at du betød alt. At vi gav dig alt vi kunne og at vi har så meget mere tilbage.
Ingen vil kunne erstatte dig. Ingen kan fylde det tomrum ud jeg har indeni.
Jeg elsker dig. Jeg savner dig.. Du mangler her.

Evigt min & evigt din !

.. Jeg kunne sove sorgen væk

Er inde i en rigtig skidt periode. Er trist og ked af de thele tiden. Jeg sover rigtig meget, spiser mindre og er totalt uoplagt.
Sad oppe til kl 4 i nat, fordi jeg ikke kunne sove. Jeg var ked af det og havde slet ikke lyst til at lukke øjnene.
Det føles som om jeg lige præcis hænger i. Det føles som om jeg skal kæmpe hver eneste evige sekund - og det er rigtig hårdt.
Lige for tiden prøver jeg at holde mig igang ved at dyrke nogle hobbyer. Jeg prøver at få trænet og sørge for at komme op og være igang hver dag. Det er meget fristende bare at blive i sengen og sove dagen væk. Sove sorgen væk.
For jeg savner Villum, og alt minder mig om at han ikke er her - og jeg kan ikke acceptere det. Jeg kan simpelthen ikke acceptere at han mangler i mit liv. Jeg kan ikke forlige mig med, at den sidste dag vi var sammen forsvinder langsomt. Jeg forstår det ikke. Jeg vil ikke forstå det!
Jeg vil have det tilbage! Jeg vil have Villum tilbage. Intet er noget værd uden ham.
Jeg kan ikke forlige mig med, at Villum blot er et minde. At det eneste jeg har er hans grav. Var det alt jeg fik? Var det alt han måtte få?!
Hvorfor er der ingen retfærdighed? Det er ikke meningen, at man skal være her uden sit barn. Det kan ikke være meningen.
Livet gør mig fandme så vred og skuffet.
Hvis du var her Vimsemand. Så ville alt være bedre. Kan ikke se hvordan noget skal blive godt igen.

Tanker om Mors dag.

Dagen idag har taget mit åndedragt. Den knuser mit hjerte langsomt.. Den tager meget magt fra mig.
Men den kan ikke tage det faktum fra mig, at jeg ér mor. Jeg er mor til Villum!

Dagene hos psykologen

Idag har vi været hos vores psykolog. Det er simpelthen så hårdt og jeg er fuldstændig udmattet. Jeg er vred, skuffet, ked af det, ulykkelig og det er rigtig svært at være til lige nu.
Det er svært at være i en verden, der ikke indeholder Villum. Det er svært at være mor uden at være mor.
Jeg savner og det gør, at rigtig mange ting føles ligegyldige og ubetydelige.
Det er hårdt, at man pludselig ikke er den man var, og jeg har rigtig svært ved at se den Astrid, som jeg engang var. Min naivitet, min uskyldighed er revet fra mig, og død og sorg er en meget stor del af mig nu.
Jeg har svært ved at bruge tanker på små ting. Jeg har svært ved at forstå hvordan andre kan bruge så meget tid og energi på små ting.
Jeg ser folk, der brokker sig over forkølelser. Folk der brokker sig over de fik 7 og ikke 9 til en eksamen. Jeg ser folk som råber af hinanden, kalder hinanden grimme ting - bare fordi de står i en lang kø i supermarkedet.
Det værste af alt er, at jeg ser folk der ikke værdsætter deres børn og det liv de selv har skabt. Folk der arbejder deres barns liv væk. Ikke interesserer sig for deres institutioner, tanker og for noget så simpelt som en tegning fx.
Det er rigtig svært at se på. For det eneste jeg ønsker, er at få et barn med hjem. Intet andet betyder noget.

Samtidig føler jeg, at jeg er nødt til at censuere mig selv, fordi folk tolker, misbruger eller udnytter mine ord og følelser. Jeg kan ikke engang skrive her, at livet er noget lort, uden at der er nogle der tror jeg er ved at tage billetten.
Kan man virkelig ikke være i sorg, føle at alting er noget lort uden at det bare er sådan det er? Kan jeg ikke få lov til at hade, at jeg er i live og at Villum ikke er det? Må jeg ikke godt få lov til at føle, at vi burde skifte plads? Må jeg have lov til at føle, at jeg ikke vil andet end at ligge nede hos Villum, uden at det skal diskuteres eller konkluderes på?

.. Må jeg ikke godt bare have mine følelser og blive accepteret?

Jeg har mistet mit barn. Min søn.. og hvis jeg vil stå og råbe, skrige og tude midt på åben gade. Så må jeg vel godt det?
Men virkeligheden er, at jeg må holde igen med at fortælle hvordan jeg har det. Hvis folk spørger, hvordan går det?, så er jeg nødt til at svare.. Det går vel. For folk ønsker ikke at vide det. Mange vil ikke konfronteres med, at jeg har det af helvede til. At det her er min største livskrise. At det er det dybeste, sorteste hul jeg er på vej til at grave mig op af.
.. og derfor er der også mange der ikke spørger. Derfor er der mange der kun reagere, hvis jeg skriver positive ting.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg godt kan grine. Jeg kan godt smile og være med for lidt tid. Jeg kan godt forsøge at ligge sorgen i lommen, i de to timer vi ses. Men der skal heller ikke være tvivl om, at jeg græder hele vejen hjem igen.

Tak til jer!

Igår nåede vi 7000 besøg herinde på Villums nye side, og med 34000 besøg på den gamle, må jeg sige at jeg er overvældet og taknemlig.

Så tak til alle jer, der tager jer den tid til at følge med, kommentere og smile, græde og le med os.

Det betyder rigtig meget, og jeg håber at i vil blive ved med, at læse med og dele siden med omverdenen.

Tak for pokker da !

Dejlige oplevelser..

Har fået min nye cykel hjem, og både jeg og den ventede på, at den skulle tages sådan rigtig i brug.
Og det blev den så en eftermiddag, hvor mig og Søren kørte op til Villum. Søren på rulleskøjter og mig susende på min fine cykel.
Det føles fantastisk bare at kunne køre op til Villum uden at skulle tage bilen, og med en køretid på 10-15 minutter er det jo ingenting.
Har allerede planlagt, at jeg skal der op en dag hvor solen skinner, så jeg kan sidde og læse en bog der.

Jeg er ikke bange for at glemme

Det er sjovt. Mine dage går med ingenting, og alligevel er jeg træt.
Det er udmattende at mangle.. at savne. Igår sagde Søren at han var ked af det, fordi han ikke havde tænkt så meget på Villum hele dagen. Og jeg forstår ham. Det er den værste følelse for mig. At ikke bruge hvert eneste sekund på Villum. Det var jo ligesom det jeg var vant til, og det som jeg var forberedt på, at skulle resten af livet.
Det er ikke frygten for at glemme ham, der tynger en.. men følelsen af, at der kan være ting, der pludselig fylder mere end Villum. Måske er det en fjollet følelse, set udefra, men når vi intet andet har, så føles det voldsomt.. og jeg er tit nødt til at bekræfte mig selv i, at Villum ikke fylder mindre, at min sorg ikke fylder mindre - for så sad jeg jo ikke her. Så brugte jeg tid på studie og andre interesser, men de fylder ingenting. Intet har jeg lyst til.
Jeg er blevet klar over, ved hjælp af psykolog, de fantastiske mennesker på små-engle og mig selv, at jeg ikke er klar til en studiestart til sommer. Mit hoved er simpelthen ikke klar til, at tage imod så mange nye ting, og den stress der følger med. Vores psykolog sagde "Det er først når du keder dig derhjemme, at du er klar til noget nyt", og hun har jo ret! Så længe jeg ikke har brug for, at få noget stimuli fra andre sider, så er jeg stadig i sorg, så er jeg ikke klar.
Og det letter mit sind! Det føles trygt, at jeg stadig er så meget i sorg. Sorgen ved jeg hvad jeg skal gøre med. Det er først den dag, hvor jeg skal ud og lave noget andet, at det bliver utrygt.
Så jeg er ikke bange for, at glemme. Jeg er bange for den dag, hvor Villum ikke er det allervigtigeste mere. Hvor jeg kan give slip på sorgen.

.. Forhåbentlig er der meget længe til.

I den nye lejlighed

Som nogle af jer måske ved, så er vi flyttet i ny lejlighed. Den er vi rigtig glade for - og hvis dette havde været min blog havde jeg måske vist alle mulige billeder.. men dette er Villums mindeside, og derfor vil jeg i stedet vise hvor Villum har plads her i lejligheden.

Billeder i soveværelset af mig, Søren & Villum

Til højre: Billede af Villum.
Til venstre: Maleri fra min far til Villum

Ramme med sort/hvid billeder i stuen

Villums skab, der står på kontoret hvor Villum skulle have haft sit værelse.  I skabet er alle hans ting. Ovenpå er hans hånd/fod aftryk og den mindste ble hans brugte samt hospitals mærker

Billede i soveværelset som vi ikke har fået hængt op

Små rammer i vindueskarmen i stuen

Hospitals og scanningsbilleder på køleskabet

Til sidst og ikke mindst. Villums lanterne, der hver aften er tændt. Hænger på vores lille altan og lyser ind i soveværelset når vi går i seng.

Kl. 20.15

.. og et øjeblik glemmer jeg at trække vejret. Kigger på uret. Det er forbi.
De samme følelser går igennem mig, som den dag du døde.
Husker turen ud til badeværelset, da lægen havde sagt "Villum skal ud til dig nu". Husker at jeg stod derinde og det pludselig slog mig.. Jeg skifter tøj så at mit barn kan dø på mig.

Livet er uretfærdigt.

05.05.12 - 3 måneder efter din død

Ordene falder så uendeligt tungt om mit hjerte. De er svære at skrive, og kan slet ikke få det sagt.
3 måneder.. Hvor blev det hele af?
Hvor blev den tid af, hvor jeg var mor til dig.
Hele min krop føles tung. Det er svært at bevæge sig.
At savne dig gør så ondt, at bare det at skulle trække vejret, åbne øjnene, at være til -  er svært.
Du fyldte og fylder stadig alt i mig. Hvordan ved jeg at noget nogensinde skal blive godt igen?
.. Kan nogen give mig en garanti?
At sige at det kun er tid, der kan hjælpe. Gør den virkelig det. For her hvor jeg sidder mærker jeg kun, at tid gør det sværere. At tiden tager os væk fra dig, fra den tid hvor vi kunne kalde os en familie. Tiden gør mærkedagene hårde og trækker mig ned i det her kæmpe store sorte hul, som alle forældre, der har mistet kender til.

Jeg ville ofre hver og en i denne verden, også mig selv, hvis jeg vidste det ville bringe dig tilbage. Men jeg er magtesløs, jeg kan intet gøre. Intet giver os mere tid sammen. Ikke engang denne side bringer dig tilbage. Det er kun minderne jeg nu kan klamre mig til.

Jeg savner dig. Jeg elsker dig. For pokker hvor jeg elsker dig.. Og det knuser mig indefra, at jeg har alt det til overs, som ikke kan komme ud og gives videre til dig.
Ville sådan ønske, at jeg kunne gøre mere for dig Villum. Så ville min skyld måske ikke tynge så meget i mit sind. Så kunne ideen om, at hvis du bare havde haft en anden mor, havde du levet længere, ikke fyldt mig op. Hvis du ikke havde været i min mave, i min krop, så havde det hele set meget anderledes ud.

Tak for alt du gjorde mig til
Vi mangler dig her min lille Vimsemand 

Evigt min & evigt din

22 snart 89

Jeg er gammel indeni. Min krop og mit sind er brugt, slidt, klar til at gå på pension.
Jeg har set mere end der skulle ses, gjort mere end nogle skulle gøre.
Jeg er træt og selvom livet burde byde mig så mange ting, så er jeg fyldt op.
Hvad skulle livet kunne lære mig? At det skal leves, udforskes og nydes?
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at i min verden, er livet kort og mange tager det forgivet.
Dette siger jeg i vished om, at jeg selv tog livet forgivet, at jeg bare gik ud fra at alt skulle gå. Selv da lægerne fortalte os at Villum skulle ud. At han ville være skrøbelig og at det var kritisk. Selv da tog jeg det som en selvfølge at han ville leve.
Men min virkelighed blev smadret i tusind stykker og en ny realitet står nu klart for mig.
Børn dør. Mit barn døde. Jeg skal aldrig nogensinde igen se mit barn åbne sine øjne igen. Aldrig holde ham og beskytte ham mere.
Min virkelighed er, at det kan ske igen. Jeg er ikke sikker på at få et barn mere.. for jeg kan ikke bestemme om min krop vil tage godt i mod en ny graviditet.
Er det ikke tosset, at det at få et barn - noget som mange tager forgivet og let på, er min allerstørste bekymring?
Nej livet. Det har jeg oplevet og livet gør ondt.
Ubeskriveligt ondt.

En god dag

Æbleplantagen

Idag holdt Søren fri. Han skulle egentlig være startet på deltid igår, men hans chef er syg, så de har ikke kunne holde møde om det endnu. Derfor blev Søren hjemme.
Vi var enige om at vi skulle lave noget sammen, og det blev til en fantastisk tur til Karrebæksminde. Hold nu op det var hyggeligt. Vi gik på cafe, Søren fik en is ved stranden og så så fandt vi to sten til Villums grav. Der var næsten ingen mennesker i byen så alt det kunne lade sig gøre, uden at jeg skulle blive ked eller stresset pga menneskemylder. Vi var også forbi en gårdbutik der solgte hjemmelavet æblemost.
Da vi kom tilbage her for lidt siden var vi også lige oppe og vande hos Villum.

Søren ved stranden

.. Nårh ja, og inden vi tog afsted kom den cykel jeg har bestilt. Så fik også lige en ny cykel, som jeg helt sikkert skal bruge til at cykle op til Villum.

Så idag har faktisk været en skøn dag.. Det eneste var måske at jeg græd da vi kørte på motorvejen. Jeg er simpelthen så angst for at dø, og da en kæmpe lastbil var lige på vej ud i os og søren måtte reagere hurtigt ved at slingre ud foran en anden bil, så blev det for meget.

Men alt i alt en rigtig dejlig dag. I weekenden har vi planlagt at spille frisbee golf i Valby parken og måske høre om der er nogle venner der vil med. Små skridt!

                                                                   

Hilsner fra en solskoldet Astrid