Villums begravelse

Fredag d. 10/1-2012

Så kom dagen vi havde frygtet, men på mange måder også glædet os til. Det kan lyde underligt at glæde sig over sin lille drengs begravelse, men for os var det vores sidste chance for at give Villum den omsorg vi sidder tilbage med. Vi havde gjort alt vi kunne for at skabe en dag hvor mig, Søren og Villum kunne have et intimt farvel, blandt en masse andre. 

Om det var Villum, der sendte solen til sin mor og far, eller om det blot var held ved jeg ikke. Men vi havde det smukkeste solskinsvejr lige fra morgenstunden. 

Omkring kl. 10 kørte mig og Søren alene til Risbjerg kirkegård, hvor vi havde valgt at holde en mindehøjtidlighed i det store kapel. Kapellet er et stort, lyst og varmt kapel, og vi følte at det var det rigtige sted at tage vores afsked. 

Selvom det hele først startede kl 11, valgte vi at være i god tid for at sætte alle de billeder vi havde af os og Villum, og for at kunne sidde med kisten før vi også skulle tage stilling til andre mennesker. Vi vidste heller ikke hvordan vi ville reagere når vi kom derop, så det var rart at kunne være alene først. 

Villums kiste stod allerede inde i kapellet og de første blomster var lagt - forrest vores hjerte lavet i roser. 

Vi satte billederne op langs gulvet, med buketter og blomster i mellem. Billederne var stillet op sådan så at de første var scanningsbilleder og derefter hvordan Villum så ud igennem sit korte liv. Til slut et billede af hvordan han lå i kisten. Det var rart for os, at folk havde mulighed for at se hvordan han lå i kisten, da han så så fredfyldt ud. Det virkede på os mindre skræmmende, end hvis man blot så den lille hvide kiste. 

Oven på kisten lagde vi Villums nummerplade som vi fik af min mor og far. Ovenpå den lå tre små blomster, der for os symboliserede os tre - og vores kærlighed. 

Kl. 11 ringede klokkerne for at fortælle at nu var mindehøjtidligheden igang. Kort efter spillede vi Brahms vuggevise i en smuk stryger-version. 

Derefter stillede Søren sig op og holdt en tale. Første del af talen var hans egne ord, hvor han beskrev hvad Villums liv havde gjort ved vores, og hvordan Søren nu var blevet far.. Så læste han mit brev til Villum op og sluttede af med digtet fra forsiden. For mig sagde Søren alle de ting, der beskrev vores kærlighed til Villum og digtet sluttede det så smukt af. 

Dernæst rejste bedemanden sig og sagde et par praktiske ting og satte derefter "Lulas sang" på. 

Imens sangen spillede havde folk lov til at gå op til kisten, men jeg havde en følelse af at vi alle havde mere brug for at lytte og føle for os selv. 

Da sangen sluttede, sad vi et øjeblik og så rejste mig og Søren os, og bar Villum ud af kapellet og ned til gravstedet. 

Ved gravstedet spurgte graveren om vi var klar.. og der græd og grinte jeg og sagde "nej" - hvordan skal man være klar til at sænke sin smukke lille dreng ned i jorden. 

Søren tog rebene og sank ham ligeså stille ned, til det der nu er hans sidste stop på rejsen. 

.. og så stod vi der, mig, Søren og Villum og græd og smilte. For nu havde han fået fred - og vi fandt ro i at vi i denne fuldstændig uhåndgribelige situation, havde truffet alle de rigtige valg og sendt al den kærlighed og omsorg vi kunne til Villum.

Efter en sammenkomst på Café Victoria i Hvidovre, tog familie og nogle nære venner med tilbage til gravstedet. Her lagde vi alle blomster på hans grav, der nu var dækket til med jord og gran. Det føltes helt rigtigt, at vi alle fik lov til at ligge en buket og være sammen om det. 

Mig og Søren fik et øjeblik alene, og der lagde jeg den sidste rose på hans grav inden vi gik hjem.

Tak til alle jer, der sendte os tanker, blomster, omsorg og kærlighed på denne dag.