Kære Villum..
Jeg har ikke skrevet til dig længe.. Jeg valgte at tage en pause. Ikke en pause fra dig, men en pause fra min sorg.
Jeg havde det sådan til sidst, at jeg næsten ikke kunne se mig selv. Jeg kunne kun se sorgen og det der skulle have været.
Jeg ved ikke om jeg har fundet det jeg ledte efter endnu, men jeg er på vej.
Sorgen prøver jeg at holde på afstand. Jeg er i tvivl om det er den bedste løsning, men der må være et punkt hvor man beskytter sig selv og sit hjerte. Kan ikke gå itu konstant. Det kan jeg ikke.
Jeg må være nødt til at lære, at jeg uanset hvad aldrig får dig tilbage. At det, der skulle have været, ikke kommer til at ske. Uanset hvor meget jeg ønsker det. For det gør jeg.
Om 1 måned ville du være 1 år. Det slog mig fuldstændig ud i morges.
1 år..
Hvor blev tiden af?
Det er næsten som om du ikke var her.. At det kun er mig, der bilder mig ind at jeg fik dig. At de 3 uger var en lang, vidunderlig drøm.
Jeg har rigtig svært ved julen. Lad mig sige det sådan.. Jeg har stort set ignoreret den. Ikke én eneste pynteting er der i lejligheden. Hvorfor skulle jeg? Julen siger mig så lidt. Hold kæft hvor er julen ligegyldig.
Jeg har dog valgt, at jeg vil være hos din mormor og morfar. Så kan det godt være, at vi kalder det jul - men for mig bliver det kun en aften hvor vi spiser og er sammen. Julen eksisterer ikke hos mig. Den forsvandt med alle mine drømme om dig, mig.. os.
Generelt kan jeg ikke rigtig udstå højtider/begivenheder, hvor jeg skal være en aktiv medspiller. Min fødselsdag skal ikke fejres. Ønsker ikke at folk skriver eller ringer. Vil bare gerne have den dag til at være som alle andre. Kan ikke se hvad der er at fejre. Er ikke sikker på, om jeg synes at jeg er værd at bruge den tid på.
Til gengæld har jeg besluttet mig for, at jeg på din fødselsdag vil op til Riget.
Vil så gerne tænde et lys i kirken og få lov til at sidde der, hvor vi to havde vores tid sammen. Troede jeg gerne ville holde din fødselsdag - men jeg kan mærke, at jeg har brug for noget helt andet. Jeg vil gerne være der.
Jeg håber virkelig så inderligt at du ved, at der ikke går én time, hvor jeg ikke tænker på dig. Du er her konstant. Så selvom jeg ikke får skrevet.. selvom jeg ikke besøger dig ligeså tit.. Så er du stadig lige her i mit hjerte.
Jeg er bare så træt af, at det skal være så svært. Jeg er så træt af, at alt gør så ondt. Man burde ikke være 22 år og have det sådan her. Man burde generelt aldrig have det sådan her.. Det var slet ikke sådan her det hele skulle gå.
Så håber så inderligt, at du kan tilgive mig for, at jeg nu må finde ud af hvad jeg så vil være. For jeg kan ikke være den samme som da du levede.. Da du døde..
Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan mit liv nu skal se ud. Jeg må finde nogle nye drømme.. nye håb.. og holde fast i, at jeg i det mindste fik 3 fantastiske uger med dig. Tre uger jeg aldrig - aldrig ville bytte for noget andet. Ikke hvis alternativet var, at jeg aldrig mødte dig.
Undskyld, det var mig, der skulle passe på dig. Undskyld jeg ikke kunne passe på dig.. Undskyld at du i dag ikke er 11 måneder her.. men 11 måneder i himlen.
Jeg elsker og savner dig så inderligt.
Undskyld..
