Jeg tror jeg er i fornægtelse.. benægtelse..
Jeg har bevidst undgået tanken om, at Villum lægger nede i jorden. Jeg passer hans have, sender et kys ned gennem jorden, men tanken om, at han rent faktisk ligger dernede, den fortrænger jeg.
Jeg er ikke klar over om alle gør det. Måske er det en forsvarsmekanisme? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg ikke vælger at tro han er i en kiste, død .. i jorden.
Hvis jeg begynder at tænke de tanker, så kan jeg ikke undgå at tænke på hvordan han ser ud dernede. At han måske ikke længere er den lille, smukke Villum jeg lagde i en kiste.
Og det gør mig virkelig ked af det.
Så indtil videre lever jeg i en eller anden "nægtelse" om, at jeg bare passer på ham og hans have, indtil vi ses igen.
Sorg er mange ting. Sorg er at være så ked af det, at man nogle gange må skåne sit hjerte for det allerværste man kan tænke sig til.
fredag den 21. september 2012
tirsdag den 18. september 2012
18.09.12 - 8 måneder ville du have været idag.
Jeg drømte, at du var blevet gravet op. Min far kom med dig og sagde at jeg skulle holde dig. Jeg var så bange for, at du var blevet klam efter så lang tid i jorden. Først var du selvfølgelig anderledes at se på, men pludselig begyndte du at bevæge dig.
Du åbnede dine øjne og kiggede rundt på os. Du bevægede dine arme og ben.. og var levende. Alle fortalte mig, at det var nerver, men jeg kunne mærke dit hjerte slå.
Et øjeblik var vi to bare sammen.. og du var begyndt at leve igen. Du havde bare ventet på mig, og nu skulle det blive godt igen.
Måske lidt naivt..
Jeg ved ikke hvad drømmen sluttede med.. jeg er også ligeglad. Jeg holder fast i, at du for første gang besøgte mig.
Jeg har gjort mig tanker om, hvorfor der skulle gå næsten 8 måneder før du var en del af mine drømme. Måske har jeg givet mig selv "fred" når jeg sov. Måske har jeg ikke kunnet holde til det før nu?
Uanset hvad, så ser jeg det som et fremskridt.
Jeg er ikke okay endnu.. men jeg hænger i.
Hænger i med håbet om, at det hele på et tidspunkt bliver lettere. At jeg ikke skal være så ked af det og ensom hele tiden.
Jeg ville bare sådan ønske, at vi skulle fejre at du var 8 måneder idag.. og ikke at dagen er fyldt med tanker om, hvor længe siden det er jeg har set dig.
Tillykke med dine 8 måneder.
Du er så manglet her.. og jeg prøver at holde fast i de gode ting, men det er svært når det eneste jeg vil have er dig.
onsdag den 5. september 2012
05.09.12
Min smukke lille Villum.
Jeg ville ønske denne her dag ikke eksisterede. At jeg ikke skulle igennem den hver eneste evige måned.
Hvis du levede, så ville jeg aldrig tænke over at d. 5 betød noget. Nu fylder den alt. Det er som om at jeg lader op til datoen, for så at lade mig selv falde frit.
Der er sket meget siden du døde. Min sorg har ændret sig. Jeg tror jeg er videre fra den meget intense sorg, og det skræmmer mig helt vildt.
Jeg følte mig meget mere tryg før. I den intense sorg er vi sammen konstant, og det føles rigtigt. Nu ved jeg ikke hvad der er op eller ned. Hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg har svært ved at acceptere, at der også er gode dage. At jeg ikke altid græder når vi er oppe hos dig, og at jeg nogle dage ikke bruger al min tid på at tænke på dig. Nogle dage græder jeg, fordi jeg pludselig opdager jeg slet ikke har tænkt på dig. Det er heldigvis ikke tit. For faktum er, at jeg stadig bruger rigtig meget af min energi på, at savne dig.
Det betyder også, at min hverdag ikke er fyldt med overskud. Det kan være rigtig svært at forklare andre. Det tager rigtig meget af min energi, bare at stå op og tage tøj på. At gøre mig klar både fysisk og psykisk til aftaler. Det tager faktisk bare rigtig meget overskud, at gide at være her. At have lyst til at leve og kæmpe videre.. for hver eneste evige dag føles som en kamp. En kamp for, at jeg måske en dag vågner med et normalt liv i udsigten.
For to uger siden troede vi faktisk, at vi var på vej til det der "normale liv". Vi troede du skulle være storebror. Jeg ved ikke hvordan jeg havde forestillet mig, at jeg ville reagere.. men min reaktion var at græde. Jeg græd og rystede - og kunne ikke stoppe. Alle følelser kom op i mig igen; Skal jeg dø? skal babyen dø ligesom du gjorde?..
Den værste tanke var dog, at jeg blev bange. Jeg blev så bange for, at folk nu ville tro at vi ikke savnede dig. At folk ville glemme, at du stadig er vores barn.. at jeg ville være nødt til at minde alle om, at uanset hvad, så fik vi dig. For det er det jeg tænker mest på. Er jeg den eneste, der tænker på dig mere? Er jeg den eneste der kigger op på stjernerne og siger godnat til dig? Føler du mon, at alle er ligeglade med dig?
Jeg ved, at ikke alle vil huske dig. At du med tiden bliver glemt i andres liv.. og jeg ved at det vigtigste er, at mig og din far husker dig og snakker om dig. Jeg ville bare ønske, at alle andre ville blive ved med at tale og skrive om dig.
Uanset hvad, så er intet af den sorg jeg føler din skyld. Intet hviler på dine små skuldre. Tværtimod er jeg kun ulykkelig, fordi jeg intet kunne gøre for dig.
Jeg håber du ved hvor meget jeg savner dig. Hvor tomt mit liv er uden dig.. og hvor højt jeg elsker dig.
Jeg er virkelig så ked af, at vi svigtede dig.. at vi måtte give kampen op og sige farvel. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne tilbyde dig mere i livet. At du ikke fik lov til at opleve alle de fantastiske ting vi skulle lave sammen. At du ikke måtte opleve et liv, der ikke involverede hospital, slanger og nåle. Du fortjente så meget mere end jeg kunne give dig.
Du fortjente hele verden..
Jeg ville ønske denne her dag ikke eksisterede. At jeg ikke skulle igennem den hver eneste evige måned.
Hvis du levede, så ville jeg aldrig tænke over at d. 5 betød noget. Nu fylder den alt. Det er som om at jeg lader op til datoen, for så at lade mig selv falde frit.
Der er sket meget siden du døde. Min sorg har ændret sig. Jeg tror jeg er videre fra den meget intense sorg, og det skræmmer mig helt vildt.
Jeg følte mig meget mere tryg før. I den intense sorg er vi sammen konstant, og det føles rigtigt. Nu ved jeg ikke hvad der er op eller ned. Hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg har svært ved at acceptere, at der også er gode dage. At jeg ikke altid græder når vi er oppe hos dig, og at jeg nogle dage ikke bruger al min tid på at tænke på dig. Nogle dage græder jeg, fordi jeg pludselig opdager jeg slet ikke har tænkt på dig. Det er heldigvis ikke tit. For faktum er, at jeg stadig bruger rigtig meget af min energi på, at savne dig.
Det betyder også, at min hverdag ikke er fyldt med overskud. Det kan være rigtig svært at forklare andre. Det tager rigtig meget af min energi, bare at stå op og tage tøj på. At gøre mig klar både fysisk og psykisk til aftaler. Det tager faktisk bare rigtig meget overskud, at gide at være her. At have lyst til at leve og kæmpe videre.. for hver eneste evige dag føles som en kamp. En kamp for, at jeg måske en dag vågner med et normalt liv i udsigten.
For to uger siden troede vi faktisk, at vi var på vej til det der "normale liv". Vi troede du skulle være storebror. Jeg ved ikke hvordan jeg havde forestillet mig, at jeg ville reagere.. men min reaktion var at græde. Jeg græd og rystede - og kunne ikke stoppe. Alle følelser kom op i mig igen; Skal jeg dø? skal babyen dø ligesom du gjorde?..
Den værste tanke var dog, at jeg blev bange. Jeg blev så bange for, at folk nu ville tro at vi ikke savnede dig. At folk ville glemme, at du stadig er vores barn.. at jeg ville være nødt til at minde alle om, at uanset hvad, så fik vi dig. For det er det jeg tænker mest på. Er jeg den eneste, der tænker på dig mere? Er jeg den eneste der kigger op på stjernerne og siger godnat til dig? Føler du mon, at alle er ligeglade med dig?
Jeg ved, at ikke alle vil huske dig. At du med tiden bliver glemt i andres liv.. og jeg ved at det vigtigste er, at mig og din far husker dig og snakker om dig. Jeg ville bare ønske, at alle andre ville blive ved med at tale og skrive om dig.
Uanset hvad, så er intet af den sorg jeg føler din skyld. Intet hviler på dine små skuldre. Tværtimod er jeg kun ulykkelig, fordi jeg intet kunne gøre for dig.
Jeg håber du ved hvor meget jeg savner dig. Hvor tomt mit liv er uden dig.. og hvor højt jeg elsker dig.
Jeg er virkelig så ked af, at vi svigtede dig.. at vi måtte give kampen op og sige farvel. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne tilbyde dig mere i livet. At du ikke fik lov til at opleve alle de fantastiske ting vi skulle lave sammen. At du ikke måtte opleve et liv, der ikke involverede hospital, slanger og nåle. Du fortjente så meget mere end jeg kunne give dig.
Du fortjente hele verden..
Vi savner dig så meget!
Abonner på:
Opslag (Atom)
