At dyrke sorgen

Det er et underligt udtryk. "Du dyrker sorgen", "pas nu på du ikke dyrker din sorg". Hvad betyder det?
Jeg ved, at man kan dyrke sport, dyrke sit forhold, sine venner. Man kan dyrke sine interesser, grøntsager eller sin krop - men hvordan dyrker man sorg?
Hvis man dyrker sport, så går man måske til fodbold tre gange om ugen, løber ofte eller spinner i fitnesscenteret. For mig er det noget man vælger til i sit liv. Man vælger at gøre det til et omdrejningspunkt.
.. Men vælger man sorgen til? Og kan man vælge sorgen fra?
For mig, er sorgen konstant. Jeg kan ikke beslutte, at nu vil jeg ikke være ked af det og ikke sørge over Villum mere. Det er en tilstand i mit liv, som jeg kan være nødt til at acceptere.
Alligevel oplever jeg, at størstedelen af sørgede forældre støder på udtrykket "bare du ikke dyrker din sorg".
Er der virkelig sådan vi er i Danmark? Er vi et land, et samfund, hvor at sørge er unaturligt? At hvis man er ked af det 3, 6 eller 12 måneder efter ens barn, ens dyrebareste er død, så dyrker man sin sorg? Det håber jeg ikke.
Vores psykolog fortalte, at man i nogle samfund går med sørgebind. Så kan alle se, at man er ked og følsom. At man er i sorg.. Og man får lov til at være det, fordi at man ved, at hvis man ignorerer sorgen og sine følelser så vil det på længere sigt give flere udslag som depression eller angst.
Alligevel skal jeg sidde, snart 3 måneder efter Villum døde, og tænke at jeg er underlig fordi jeg på ingen måde kan overskue at skulle starte op igen på studie til august.
Det virker sindssygt. Især når det er faktum at sorg tager tid. Måske år før man er nogenlunde klar til den virkelige verden.. Og selv der, så er man ikke ovre sin sorg. Sorgen vil følge en resten af livet - for det var jo meningen at ens liv skulle være med ens barn. Jeg skulle opleve Villum i vuggestue, børnehave.. Hans første skoledag, hans første kæreste, hans valg - både dumme og kloge. Jeg skulle hente ham fra gymnasiefester, lidt for fuld og pinlig. Jeg skulle skælde ham ud, trøste ham, få ham til at smile, rulle øjne af hans teenageår og tænke "nå ja, jeg gjorde det samme".
Jeg skulle opleve ham blive forelsket, finde sin eneste ene. Se ham blive gift, få børn og danne sit eget liv.. Men alt det blev jeg snydt for. Det blev vi snydt for.
.. Og det kommer jeg mig aldrig over. Den sorg vil være der konstant, fordi livet konstant minder mig om de ting vi ikke fik. Er det at dyrke min sorg?
Hvis det er, så vil jeg gerne være den første til at sige det højt og tydeligt:

Ja, jeg dyrker min sorg fordi jeg dyrker min kærlighed til Villum!

Og så slog det mig..

At intet er forandret. Vi sidder her i en ny lejlighed, nye ting, alt er pænt og lækkert - og alt er alligevel noget lort.
Det værelse jeg havde glædet mig til at indrette, er nu et åndssvagt kontor. Det eneste ved det er, at det er her Villums skab står. Der hvor alle mine minder er pakket sammen i et skab. Hvor alle de ting jeg samlede sammen til min lille mand nu bare kan stå og.. Ja.. Stå.
Her kan jeg gå hen hvis jeg en ekstra gang vil huske hvordan Villum duftede. Hvis jeg bare ønsker at huske igen..

Vi var oppe hos Villum i regnvejret i dag. Regnen gør os intet. Vi ved at det er Villums måde at vise os, at han tænke på os. Det sneede konstant da jeg var indlagt med ham. Så sne og regn, er et tegn fra ham.

Hans blomster er sprunget ud. Der er virkelig fint, men vil gerne have plantet noget mere, og så vil jeg gerne have hans sten op og stå.

Jeg savner ham. Jeg savner Villum. Det går stadig ligeså ondt. Helt ind i knoglerne. Jeg var ikke klar over at livet kunne gøre en så ulykkelig - at døden kan gøre så ondt.
Jeg ville ønske, at vi fik lov til at holde ham en gang til. Ae ham på kinden, sige vi elsker ham. At han ikke skal være bange.. At han var det bedste der nogensinde er sket for os.
Bare fem minutter mere. Det er alt jeg be'r om. Bare fem minutter.

En ny start på et, ikke nyt, men andet liv

Puh, det er godt nok underligt at være i den nye lejlighed. Den er meget præget af "hvad nu hvis". Jeg prøver at acceptere at tingene er som de er, men det er rigtig svært, når lejligheden var så perfekt for os tre.
Samtidig kan jeg nu mærke, hvor tung den gamle lejlighed var. Hvor meget den følelsesmæssigt tyngede os ned, uden at vi egentlig vidste det. Det føles som om vi kan trække vejret lidt.. At der er noget tungt, der er taget af vores skuldre.

Jeg har været sur, tvær og ked meget af dagen. Jeg føler rigtig meget skyld og savn.. Og det føles som om jeg næsten ikke kan få vejret engang imellem. Heldigvis kom mine forældre på indflytterpizza og mit humør blev godt igen.

Jeg er rigtig bange for ikke at være ked af det. Så ved jeg ikke hvad jeg skal være. Føler mig meget rodløs og mangler Villum til at fylde min hverdag og mit sind.
..Nogengange kan jeg blive helt forundret over, hvordan vi nåede hertil.. Men livet fortsætter jo bare. Også uden man har lyst til at følge med..

Sidste dag i vores lejlighed

Så blev det pludselig nu vi skulle flytte.
Pludselig var det vores sidste nat i den lejlighed, hvor jeg var gravid med Villum. Hvor Villum sparkede i min mave første gang, hvor vi gik og vurderede om min mave nu også var blevet lidt større end sidste uge.. hvor Villum fik lov til at komme hjem i en kiste.
Det er i denne lejlighed, hvor mig og Søren har grædt, kigget på stjernerne og sagt godnat til Villum, ønsket at han kiggede ned på os og sagde at alt nok skulle blive godt igen.
Her har jeg hver aften tændt et lys for Villum. Spillet en sang og grædt for mig selv.

Det er også i denne her lejlighed at vi fik vores katte Flemming og Frede. Det var deres første hjem.
Her holdte vi en stor fest med vores venner, og mit rene vasketøj, der blev gemt under dynen, blev "svinet" til af en god veninde og hendes dengang nye kæreste.. Fordi hun endnu engang gik kold lidt for hurtigt.
Det var i denne lejlighed vi boede da mig og Søren blev forlovet.. og i denne lejlighed at vi besluttede at vi gerne ville have et barn.
Det var her Søren tog hjem og sov, da mig og Villum var indlagt, og vi bare ønskede at vi kunne være sammen alle tre.

.. Her har der været rigtig mange minder. Både gode og dårlige.. og det er rigtig svært at skulle sige farvel.
Jeg har en følelse af, at vi flytter væk fra Villum. At vi rykker væk fra sorgen. Det føles rigtig underligt - især fordi vi kun flytter 5 min væk.
Men jeg føler at det er her Villum levede og døde. Han levede i 6 måneder i min mave her og jeg kan mærke ham i hver eneste lille krog i lejligheden.

Vi var til psykolog i dag, og hun er helt overbevist om, at det her er det rigtige for os. Hun mener at lejligheden bærer på nogle alt for tunge minder, og at flytningen giver os mulighed for at skabe nogle nye, uden at sorgen fylder mest her.
- og det har hun muligvis ret i. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal blive glade for at flytte. Især fordi vi rykker væk fra fugt og svamp. Men den nye lejlighed bærer allerede præg af, at vores 3. værelse skulle have været Villums.. og det var en værelse som vi havde glædet os til at indrette.
I det mindste kan vi nu tænke, at Villums lillebror eller søster kommer til at bo i en lejlighed, der er ordenlig og hvor vi har plads til en baby.

Jeg skal finde min egen tid

Jeg synes saftsusme, at det har været nogle hårde dage den sidste uges tid. Jeg er sur, ked og irriteret hele tiden. Jeg har på fornemmelsen at det er fordi, at jeg ikke tager min tid til at være ked af det. Der sker hele tiden noget, og så bygger jeg ligeså stille alt op indeni.
Måske er det også følelsen af at omverden bare venter lidt på at man kommer videre. At man er klar til alt igen, og det er jeg på ingen måde. Alt for mig skal planlægges meget omhyggeligt, så jeg undgår mange mennesker på en gang.. og så jeg undgår folks tanker om os og vores sorg.
Jeg har hørt fra nogle, at det tog dem 6 måneder før at de blev klar til at komme ud i samfundet igen.. Det lød fuldstændig uvirkeligt for mig. Men nu sidder jeg her - snart 3 måneder henne i min sorg, og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver en del af noget igen.
Jeg har simpelthen ikke lysten.
Måske er det også tanken om, at jeg nu ved, at vi ikke får et levende barn med hjem i 2012. Måske januar ´13.. men ikke i år.
Derved ved jeg nu, at dette år skal slutte med, at Villum blev taget fra mig. At vi blev snydt og at vores verden gik under.
Det er en rigtig svær tanke at leve med.
Nogle gange tænker jeg, at det ville have været meget nemmere hvis Villum havde en storebror eller søster i forvejen. Så kunne vi da i det mindste have lagt vores kærlighed, omsorg og koncentration om det barn, men det har vi ikke... Ingenting har vi. Jeg ville sådan ønske..

- men indtil videre prøver jeg at fokusere på, at vi nu har besluttet at flytte over i den nye lejlighed fra onsdag af. Så kan jeg lægge lidt kræfter i det.
Og så må jeg finde min tid til at være ked af det. For det skal der altså være plads til.

Jeg vil have Villum med hjem..

Vi kommer ligeså stille videre med flytningen .. Men jeg har svært ved at jeg ikke skal indrette værelset til Villum. Svært ved at han aldrig skal hjem til os levende.
Det virker som om, at andre mennesker tager det forgivet, at få børn. At det er det letteste i verden. At det er noget alle kan.
Jeg ser tv programmer, hvor dårlige mødre får lov til at have deres børn. Ser forældre i virkeligheden som udnytter deres børn. Udnytter dem til at udleve deres eget liv - eller bare ikke vil lade dem leve deres eget.
Hvorfor at mig og Søren ikke kan få et levende barn med hjem, det forstår jeg ikke.
Det er det eneste vi vil.
Arbejde, uddannelse, fester eller en eller anden udlevelse af ungdommen, det er ikke det livet handler om. Men det ved man bare ikke før man har et barn i maven eller i armene. Det er jo slet ikke det som det hele handler om.

At Villum ikke kan være hos mig.Det er uretfærdigt.
For hvad gør man når det som det hele handler om.. Det er væk?

Flytning, overskud.. Død

I dag er vi gået igang med flytningen. Vi har to måneder til at flytte ind, så vi har heldigvis ingen stress. Det er utroligt hvor lidt energi vi har til hver dag, og efter at vi havde flyttet lidt kasser og hængt nye gardiner op i stuen, ja så var vi bare færdige. Før i tiden flyttede vi hele møget på en dag.
Men måske er det i virkeligheden godt at vi kan gøre det i et roligt tempo? Vi flytter trods alt fra den lejlighed hvor vi havde Villum. I min mave.. Og i en kiste.
Og ligesom sorgen, tager det tid at bevæge sig væk - og måske fremad? Jeg ved det ikke.
Det er stadig et chok for mig når jeg kommer i tanke om at det ikke engang er 3 måneder siden han døde. Det føles som en evighed, og stadig husker jeg hver en lille deltalje, helt ned til hvordan han med sin stærke hånd trykkede min finger.. Hvordan føltes første gang jeg så ham med åbne øjne.
Savnet og sorgen føles som en stor knude der fylder hele kroppen og bare venter på også at overtage mit sind, og jeg ved at jeg kan vælge at give efter. Ligge i fosterstilling, være ligeglad.
Men jeg vælger at stå op om morgenen. Jeg vælger at tage kampen op.. Det betyder bare, at det at stå op kan være nok for en hel dag. At tage tøj på kan tage mit overskud.. At smile til ekspedienten i butikken, som jeg inderst inde ønsker at fortælle, at jeg ikke gider have en god dag for Villum er død!
.. Død..

Er det ikke det mest latterlige du nogensinde har hørt?

Et stort spørgsmålstegn

Det har været nogle hårde dage, der endte ud i en hård nat. Endnu engang skreg jeg, græd jeg, tiggede om at være sammen med Villum. Nogle gange ved jeg ikke hvad der er hårdest; at holde tårerne tilbage eller græde velvidende at det ikke stopper. At det gør endnu mere ondt.
Dagen efter sådan en nat, er det ligesom at have tømmermænd. Man er træt, kroppen er ødelagt og man vil intet andet end at ligge i sofaen og spise sig mæt i usunde ting..
Men det har jeg ikke valgt at gøre idag, eller det vil sige at der pludselig skete så meget at jeg ikke fik chancen.
Vi har fået nøglerne til den nye lejlighed og det krævede en masse opkald til de parter der ejer bygningen. Vi skyndte os også ud og besøgte Villum, vi skulle jo ud og vande de nyplantede blomster, der faktisk allerede er sprunget mere ud.. Det ser så fint ud.

Men midt i alt det her føler jeg mig som et stort spørgsmålstegn og lige nu ved jeg ikke hvad der skal blive af mig - og hvem jeg egentlig er og skal være i fremtiden. Det er rigtig hårdt.

Billeder fra graven i dag

Den skulle jo komme

Min terminsdag. Dagen hvor Villum skulle fødes.

Jeg føler afmagt og en dyb, dyb uretfærdighed. Jeg føler at jeg ikke burde sidde lige her og mangle Villum. Jeg føler mig snydt, vred og har en uendelig følelse af tomhed.

Vi har været hos Villum. Vi har plantet forårs/sommerblomster, og det ser ud til at det bliver smadder fint. Vi var lige en tur "forbi" Slangerup, hvor jeg skulle hente to magasinholdere jeg havde købt. Jeg har også fået en pakke med nogle lys jeg har bestilt.

Da vi kom ind af døren bankede naboen på. Han havde en super fin buket med, der viste sig at være fra mine forældre. Dejligt at nogle tænker på os på den måde.

Min mor kom også forbi efter arbejde og havde gaver med til Villum.

Jeg er ikke sikker på hvordan jeg har det. Jeg er ked.. men lettet over at dagen gik - som dage jo gør. Det der påvirker mig mest er, at jeg ikke ved hvad fremtiden byder. Jeg har, ikke set frem til, men haft denne dag i udsigte. Jeg har vist at den kom, at jeg skulle samle kræfter.. og nu ved jeg ikke hvad der skal ske. Min drøm var at jeg kunne gå på kirkegården i dag og fortælle Villum at han skulle være storebror, men det er ikke sket.
Mit forhold til terminen, er også påvirket af, at Villum jo blev født og levede. Han døde ikke i min mave, han blev født og så blev min terminsdag glemt. Samtidig så havde vi i udsigt, at vi kunne få Villum hjem på det her tidspunkt.

Min dag har været dedikeret til Villum, som alle andre dage også er, men alligevel er det helt specielt.
I dag ville Villum have været en tyk, fed baby - ligesom en nyfødt. Det er underligt at tænke på, men også en dejlig tanke. Mon han havde tykke kinder så?

Min krop er træt. Mine kræfter er opbrugt.. og kan mærke, at jeg kommer til at græde senere. Jeg har holdt det inde det meste af dagen.

Villum. Du er min kærlighed, mit liv, min drøm, min eneste ene, min største bedrift, min øjesten, min engel.. min smukke søn, og jeg takker dig for at blive hos os i 3 uger. Du gjorde mig hel og viste mig hvad meningen med livet er.
Jeg mangler dig, savner dig og jeg skal på en eller anden måde finde en vej i livet. En vej hvor du er med i mit hjerte og ikke i mine arme.

Jeg elsker dig
Tillykke med de 3 måneder og tillykke med fødselsdagen.

18.01.2012 kl. 01.06

<3

En dejlig fødselsdagsgave

Jeg nåede aldrig at holde min fødselsdag, for 7 dage efter den blev Villum født.
- og jeg glemte at jeg blev 22.
Men idag kom Søren så hjem med en fødselsdagsgave til mig.

Glæder mig til at de skal hænges op i den nye lejlighed

Terminen nærmer sig

I morgen skulle have været min termin, og jeg kan mærke at den kravler ligeså stille ind i mit sind og min krop. Jeg er sur, tvær, ked, negativ, og orker ikke at tiden går og jeg ikke kan bremse op.
Jeg troede ikke terminen ville påvirke mig, men måske er det tankerne om "hvad nu hvis".
Hvad nu hvis Villum blev i min mave.
Ville jeg gå over tid? Ville jeg være en forfærdelig heks under fødslen? Ville jeg smide Søren ud fordi han selvfølgelig ville sige noget dumt og gøre mig sur? Ville Villum være en stor tyk baby og skrige på livet løs?

.. Ville han være i live?
Man er jo aldrig "safe" bare fordi man går tiden ud.
Men livet ville, at Villum skulle fødes præcis 3 måneder for tidligt. Livet ville åbenbart at vi ikke skulle dele resten af det sammen. Livet valgte at rive mig i 1000 stykker og efterlade mig her, alene og uden lyst til at skulle stræbe efter noget.
For det er her jeg er nu. Jeg ved ikke hvad der skal ske. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har ikke mod på det og ingenting er det bedste jeg kan stille op nu.
Om et par dage ved vi om vi måske alligevel kan afslutte året med at få en baby med hjem.. men kan også mærke, at jeg ikke tror på noget mere.
Jeg er overbevist om, at jeg aldrig får et levende barn med hjem. For det er lige nu min realitet, normalitet og forståelse. Før var jeg som mange andre, der tænkte at børn ikke dør. Men hvad skal jeg tro nu. Børn dør. Børn dør i min mave, uden at jeg kan kontrollere det. Det er min krops skyld at de dør, og jeg tilgiver aldrig min krop for det.

Jeg er klar over, at det kan lyde absurt for folk der ikke har mistet. Men jeg beder ikke nogen om at forstå, men derimod at acceptere at det her nu er min verden, mit liv og min realitet.

.. Heldigvis er min realitet også, at jeg har fået lov til at elske et menneske højere en livet selv. At den kærlighed lever videre i mig.. og at jeg fik 3 uger til at være mor til den smukke lille dreng.

Det var kærlighed ved første blik

En søndag med gode intensioner

Søren kom hjem igår fra hans forældres sølvbryllup. Han havde været afsted med min mor, og det lød til at de havde haft det rigtig hyggeligt. Da de kom hjem kørte vi op til Villum og sagde hej. Der er kommet rigtig forårs stemning i den afdeling han ligger i. Alle er ligeså stille begyndt at plante og sætte ting frem.
Meget af aftenen var vi kede af det og jeg tror Søren havde brug for at puste ud, efter at have været sammen  med så mange mennesker dagen før.

Blå hortensia fra Rema, der minder mig om Villum

Så idag følte vi at vi skulle gøre noget godt for os selv. Det resulterede i en tur i Rema 1000 hvor vi handlede lidt ind og købte en fin blomst jeg havde set på længe, og derefter en tur til den lokale grønthandler og købe lidt lækkerier. Lidt basalt, men for os kræver det faktisk en del overskud.

Fine blomster fra Sørens forældre

Vi fik forresten nogle rigtig fine blomster af Sørens forældre. De var egentlig til Villums grav, men da det ikke er tid til at plante endnu, så har vi stillet dem frem herhjemme. Det gør lejligheden mindre dunkel og lyser måske lidt op midt i al sorgen.

Nu tror jeg resten af dagen skal gå med film, snacks og sofa

Louise Lorangs linse hummus, soltørrede oliven/oliven med hvidløg fra grøntmanden  og lidt grøntstænger

Lad mig lige slå fast

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er folk der opfatter Villums hjemmeside som et selvmords brev. At det her skulle være min måde at sige farvel på.
Jeg er forbavset og også chokeret over, at når jeg udtrykker mine følelser og forklarer hvordan sorg føles, at det bliver misforstået.
Jeg er klar over at dem, der aldrig har mistet et barn ikke forstår hvordan det føles, men jeg gik dog ud fra at der var en accept af at det er sådan her sorg føles. Det er sådan det føles at miste sit barn.. og der er flere dage hvor både mig og Søren ville ønske vi ikke var her, end dage hvor vi ønsker at være her - men det er en del af det at være i sorg.
Jeg er desuden dybt rystet over, at hvis folk troede jeg ville bruge dette som afskedsbrev, at de ikke har reageret. For tro mig, ingen har spurgt til om det var der jeg var på vej ud.
- men det er også en del af vores tab. At folk simpelthen er tavse. At det bliver et tabu.

Så hvis jeg lige må slå noget fast, så er dette ikke et afskedsbrev. Dette er min kærlighed til Villum. Vores sorg er vores kærlighed til ham. Sorgen forsvinder ikke - for det gør vores kærlighed heller aldrig. Sorgen kan hverken arbejdes væk, ties væk eller ignoreres væk. Vores sorg skal gennemleves, også selvom det tager år, for at vi en dag kan tænke tilbage på Villum som det bedste der nogensinde er sket for os, uden at sorgen har den største plads.

Lørdag formiddag..

.. og jeg sidder og venter på at Søren kommer hjem fra Jylland. Jeg har været alene siden igår formiddags, og har sovet virkelig dårligt. Mig og Søren har været sammen i snart 7 år, og jeg kan endnu ikke finde ud af at sove uden ham. Det var faktisk kun imens jeg sov på hospitalet med Villum at det fungerede, måske var det fordi jeg kunne slappe af når min lille mand lå ved siden af mig. Men i bund og grund fik jeg heller ikke meget søvn pga. at jeg skulle pumpe hele tiden.
Har en stor lyst til at pakke hele lejligheden ned, men der er alligevel lidt tid til at vi skal flytte.
Brugte meget af aftenen og natten på at finde nye ting til lejligheden, og så sælge det jeg ved vi ikke skal bruge. Det er vildt hvor lidt energi jeg har til noget. Én ting om dagen, og så kan jeg ikke meget mere. Min lyst og gejst  for alt er stortset væk, og de fleste dage tænker jeg, at det er en fejl at vi flytter væk herfra.

Alt fylder mig nok bare op lige nu; Flytning, tankerne om at Villums terminsdato er om få dage og så de tanker om, at jeg ikke ved hvordan fremtiden skal se ud. Der er mange ting der skal overvejes..
.. men lige nu tror jeg bare at jeg vil drikke en kop kaffe.

En rigtig dårlig dag.

Har intet overskud i dag. I morges var vi til psykolog og jeg synes det bliver hårdere og hårdere for hver gang. Vi kommer rundt om meget mere følsomme ting, og emner som pårørende fylder meget. Både i forhold til hvordan vi skal agere overfor andre, men også hvordan andre reagere på vores sorg.
Det er enormt svært at skulle forholde sig til andet end Villum, for det er det eneste der fylder mine tanker. Men fordi livet går videre for alle andre, så er vi tvunget til at forholde os til ting som virker fuldstændig ligegyldigt. Det er rigtig svært. Men det er noget vi skal lære, bl.a. ved at tale med psykologen.

Her til aften har vi solgt et møbel fra soverværelset, som betød at vi var nødt til at rykke lidt rundt. Søren havde taget Villums ting ud fra hans skab, og kaldte mig ind da det skulle sættes på plads.. og det brød jeg sammen over. Det er rigtig svært at se alle de ting som jeg omhyggeligt har valgt til Villum. Der ligger også en af hans hospitals huer han brugte. Den dufter stadig af ham. Jeg har også valgt at gemme den "mor trøje"/duft bluse han lå på den søndag han døde. For andre er den måske ulækker fordi der er blod på den - jeg elsker den bluse. Men det er svært at tænke på at jeg måske på et tidspunkt bliver nødt til at pakke det væk. Det er lige nu alt for symbolsk, men samtidig gør det virkelig, virkelig ondt at se på hans ting.

Jeg savner Villum. Mangler ham.. og skal virkelig kæmpe for at holde mig oppe hver dag, når min krop allerhelst vil gemme sig væk under en dyne resten af livet.

Når tale er guld, og tavshed er uacceptabelt

Som du muligvis har lagt mærke til, så har de sidste dage stået i informationens tegn. Information om hvordan pårørende, familie og venner i følge os engle-mødre bør reagere.
Nogle ved måske, at jeg efter Villums død, er blevet en del af den side der hedder Smaa-engle. Det er et forum hvor forældre der har mister under og efter graviditeten, kan dele deres sorg, glæder, tanker og oplevelser med hinanden. Det er og har været et fantastisk sted for mig. Det er der jeg kan gå hen og møde forståelse på en helt anden måde end andre kan. Det er dermed ikke sagt at ens omgangskreds ikke kan være en del af ens sorgprocess, tværdimod, men det er noget helt andet at mødes med andre der oplever præcis det samme.

En mor fra Smaa-engle, har nu taget det fantastiske initiativ, at oprette en facebook gruppe "Vores små engle", hvor forældre og pårørende kan samles, for at "skabe opmærksomhed omkring det at miste en barn. Omverden skal vide at vi sørger og har brug for vores børn anerkendes selvom de er døde."
Så jeg kan kun opfordre jer, der er engle-forældre eller pårørende, til at blive en del af denne gruppe, så vi sammen kan vise, at tabet af et barn ikke må ties ihjel.

Gæsteblogger: Om omgivelsernes reaktion af Mias mor Jannie

At miste et barn, er det værste der kan overgå et menneske. Enhver drøm og ethvert håb om fremtiden er blevet revet brutalt fra én. På sekunder er forældrenes verden lagt i ruiner, og intet kan nogensinde rette op på dette. De børn man måtte have i forvejen, eller de børn der måtte komme til efter, er alle en velsignelse, men der er INGEN der nogensinde kan erstatte det mistede barn. Dette gælder for alle forældre der mister, uanset om det er i graviditeten eller efter. Uanset hvad, så er forældrenes verden, for altid ændret, og resten af livet vil forældrene skulle gå igennem, uden deres elskede barn. Barnet vil altid mangle, det går ikke over. Det er så fundamentalt forkert og naturstridigt at miste et barn, og det er ikke noget man nogensinde kommer over. Hvordan skulle man kunne det? Det er imod naturens orden, og tiden læger ikke det sår. 
Men der er én ting der kan gøre smerten værre.
Og det er hvis ens omgivelser og pårørende, ikke vil snakke om det døde barn. Som forælder til et dødt barn, vil man gerne spørges ind til, og man vil gerne have at omgivelserne, viser at DE VED DET. Det gør meget ondt når man føler at folk ikke vil snakke om det der er sket. Det vigtigste man kan gøre som pårørende er: VIS AT DU VED DET, VIS AT DU ER DER, OG BLIV VED MED BEGGE DELE. Smerten forsvinder aldrig, da vi skal leve resten af vores liv, uden vores barn. Et barn som man er ligeså stolt af, og ligeså glad for, som hvis barnet havde levet. Som forælder til et dødt barn, er man stadig forælder. Intet vil nogensinde ændre på dette. Og man har et kæmpe behov for at få den samme interesse for sit barn, som forældre til levende børn får. For forældrene er der ingen forskel i den kærlighed vi har til vores børn, levende eller døde. Vi er stolte, ja pavestolte af vores børn. Vi synes de er smukke, skønne og værd at snakke om, og det betyder meget at vores omverden kan rumme dette. 
Vi snakker jo alle om vores levende børn, ikk?

2 måneder siden vi begravede dig..

I aften tænder jeg endnu et lys for dig min skat. At det allerede er 2 måneder siden at vi begravede dig,fatter jeg ikke. 
Det var en smuk dag, og vi havde gjort det bedste vi kunne for at give dig den perfekte afslutning. 
Hele mit sind er optaget af dig, jeg holder fast i vores kærlighed, men mangler dig  så forfærdeligt meget. 
Livet her uden dig.. det kan ikke kaldes et liv. Jeg skulle jo bruge resten af mit liv med dig. 


Sender alt min kærlighed til dig i himlen.. min lille vimsemand. Min allerstørste kærlighed.

Du er evigt min - og jeg, evigt din.

Hjemme igen..

Efter en weekend i mine forældres sommerhus, kom vi igår aftes hjem igen. Det har været rigtig hyggeligt, og vi fik da også tankerne lidt væk.. Eller det vil sige, det gjordet vi måske ikke helt, for tankerne om, at det var den her tur vi skulle have været på med Villum, gjorde rigtig rigtig ondt. 

På vejen hjem slog realiteten også ind, og græd en stor del af turen. Vi formåede dog både at spise lidt mad, være i City Gross og på Godis Flyet.

Da vi nåede til Hvidovre, tog vi selvfølgelig op til Villum. Vi havde nogle nye ting med ting graven, og de blev sat.

Synes selv der er så fint.

Stemningsbilleder fra Sverige

Om lidt er der gået 2 måneder..

Min kalender siger at det nu er 2 måneder siden du sov så stille ind på mig.
I de her timer lå du på mig, og vi ventede blot på at lægerne sagde at det var tid til at sige farvel.
Jeg husker tydeligt vores sidste time sammen. Jeg græd, skreg.. sagde jeg elskede dig, men vi vidste godt at du ikke kunne mere. Du var alt for kold og din krop kunne ikke mere. 
Jeg græder stadig som jeg gjorde den aften, og det gør kun mere og mere ondt at være væk fra dig. 
Gad vide om du følte dig elsket. At du kunne mærke jeg ikke ville give slip.. 
Jeg klamrer mig stadig til den tid vi havde sammen, og min lyst til livet uden dig bliver mindre og mindre hver dag. 


Din far og jeg talte i dag om hvordan du ville være som stor. Ville du være en ballademager? eller en charmetrold? Ville du konfirmeres eller bare holde en fest? Ville du få piercinger og gøre din mor bekymret hele tiden?
.. Jeg ved kun, at jeg ville unde dig alle de ting. Jeg ved også, at jeg ville være om dig hele tiden og aldrig give slip. 


Jeg har ikke givet slip på dig min skat. Det vil jeg aldrig gøre. Du er min søn og vi havde et liv sammen. Et kort, men fantastisk liv sammen.. Tænk hvor meget du nåede på så kort tid. Du fik mad, kravlede og skubbede dig op af din far når du lå på ham, suttede på både min og din egen finger, du nåede endda at fylde en masse bleer op, som jeg fik lov til at skifte. Du fik åbnet dine øjne og jeg kunne se du kiggede rundt og kiggede på mig når jeg talte til dig.. og du var stædig! Og brokkede dig når du ikke fik det som du vil have det, og ellers så tissede du på alle sygeplejerskerne og din far. Det var kun mig og John du ikke turde at gøre det på..
Du nåede at opleve sne.. Du oplevede dine bedsteforældre, onkler, din moster.. og du fik endda din egen nummerplade. 
Meget oplevede vi på meget kort tid.. og jeg glemte, at det var kritisk. At du var i fare.. og derfor slog den søndag mig hårdt. Jeg havde glemt at du var for lille, ikke stærk nok..for vi havde jo en hverdag, du fik mælk, vi skiftede dig, vaskede dig, elskede dig. 
Min elskede Villum. Du fylder så meget i mit sind, i mit hjerte, og jeg kommer aldrig over at jeg ikke fik resten af livet med dig.

Jeg elsker dig!

Gråd, brunch & Sverige

Pyyh, jeg havde en rigtig skidt nat. Det gik pludselig op for mig, at det er 2 måneder siden at Villum døde. Det resulterede i at jeg lå i halvanden time og græd, rystede, skreg og ønskede mig selv død og borte så jeg kunne være sammen med Villum.
Søren græd også, men mest fordi han blev bange for min reaktion. Han blev skræmt og var ikke i stand til at trøste mig. I dag føler jeg mig lidt skidt tilpas for Søren havde jo faktisk begravet sin bedstefar igår.. Jeg burde nok mentalt have været der for ham herhjemme, men det kunne jeg så ikke i den her situation og det må jeg acceptere.
Vi havde en aftale idag med en rigtig god veninde - den bedste faktisk, og den holdt vi fast i selvom jeg havde sådan en tur.
Jeg lavede brunch og Søren kørte ud og hentede hende (det skal siges, at hun har været syg i 2,5 år nu pga. hjernerystelse/piskesmæld). Normalt holder hun ikke så længe før hun bliver træt, men idag var hun her til omkring kl 15 og så kørte vi hende hjem. Det var rart at se hende. Hun er en af de eneste som bare er der. Hun kom også til begravelsen og blev længe selvom hun blev dårlig og jeg sagde hun skulle tage hjem. Hun er samtidig også en af dem, der selv forstår, hvor hårdt det er at være sammen med andre mennesker.

Vi var så lige oppe ved Villum bagefter - hans margueritter er allerede døde :( nu prøver jeg at genoplive dem herhjemme. Synes ikke det er pænt at der står døde blomster ved graven.

Nå men mine forældre er så taget i deres sommerhus i Sverige, og nu har de spurgt om vi ikke godt vil komme op til dem og være i weekenden. Sommerhuset er nyt og de vil gerne dele det med os.
Så nu har vi besluttet at det gør vi. Min far betaler for broen og vi har selv lige fået feriepenge, så det er okay i fht. økonomi.
I morgen tidlig tager vi derfor afsted og er til søndag. Deres sommerhus er ude i INGENTING, og har egen lille sø. Så jeg håber det bliver en weekend bare med hygge, smøger og mange snakke.

Rigtig god påske til jer.

Tanker på en trist onsdag

Det bedste der nogensinde er sket for mig, er Villum. Af alle ting der kunne ske for mig, var det at blive mor, den allerstørste følelse - og jeg forstår nu, at man ikke ved hvordan den følelse er, før man bliver det. Man har simpelthen ingen anelse om hvor meget kærlighed man pludselig kan rumme for et andet menneske. Men hvis man nu prøver at lade som om, at man ved hvordan det føles. Så forstil dig at alt det bliver taget fra dig. Alle dine drømme, din fremtid, og al den kærlighed du gav det menneske sidder nu bare tilbage i kroppen.. og kan ingen vegne komme.
Jeg er ikke sikker på, at man kan forestille sig det, før man selv prøver at miste sit barn. Men for mig føles det som om jeg er revet itu. Mit hjerte er knust og jeg er ødelagt indeni.
Glæde er ikke rigtig en følelse mere. Det er ikke en glæde, at det eneste jeg har nu, er min lanterne på altanen og Villums have. Det er noget jeg må nøjes med, for jeg har intet tilbage.
Jo.. Jeg har minderne. Jeg har minderne om de 3 bedste uger i mit liv. For selvom de var tynget af meget bekymring, så var de allermest fyldt med kærlighed. Kærlighed til Søren, kærlighed til Villum.. Kærlighed i mellem os tre.

.. Jeg ville bare ønske at det hele ikke var slut.

En lang og travl dag

I dag har vi haft mange gøre mål. Et af dem var blandt andet at købe nye blomster til Villum.

 Synes selv at det er blevet rigtig fint. Stod det til mig, så lavede vi ikke andet end at være ved hans grav. Der er intet bedre end at gå og hygge om hans lille have.

Vi savner dig !

Lad os være helt ærlige..

Det er to måneder siden, at vi mistede Villum, og det er ikke blevet meget lettere.
Jeg tror, at mange udefrastående tror, at tiden heler alle sår. Men det siger kun dem der ikke har prøvet at miste et barn.
Jeg tror det er nødvendigt at sige sandheden, selvom det er det man har allersværest ved. Jeg håber jeg kan tale på vegne af alle mødre der har mistet, når jeg nu vil prøve at sige, hvad vi egentlig mener.
For mig har det allerværste været den forventning om, at det hele nok skal gå. At vi bare skal i skole og på arbejde igen, og så går det hele jo. Det gør det ikke. For det hele går slet ikke.
For os bliver livet aldrig det samme igen, det bliver ikke godt nogensinde. Måske vil vi have dage der er okay, men vi bliver aldrig os selv igen. Aldrig ligeså glade. For vi mangler vores barn. Vores dyrebareste er blevet taget fra os.
Men det betyder ikke, at vi ikke er blevet forældre. For det er vi - og vi vil gerne tale om vores barn! At tie det ihjel (...?) er det væreste man kan blive budt. For man sidder tilbage med en masse kærlighed, og den vil vi gerne vise folk.
Derfor er det også uacceptabelt at de allernærmeste ikke interessere sig. Ikke besøger graven. Ikke spørger til en. For tro mig, vi er mange der oplever det.
.. og måske er det vores egen fejl? måske burde vi kontakte folk og sige hvad vi vil have? Men vi er ikke i stand til det! Vi sidder her forladt.. ensomme, og revet itu, og der er det ikke vores ansvar at tage kontakten. Det er alle andres ansvar.
Har også snakket med mødre, som fortæller at deres tab bliver holdt oppe imod andre dødsfald. Dødsfald hvor det er forældre, bedsteforældre osv. der er døde.
.. hold nu op! Det er ikke det samme. Børn dør ikke! Vi skulle have resten af vores liv med vores engel, og det blev vi snydt for! Det er ikke det samme.

Alt dette er bare lidt af sandheden om det at mistet sit barn.. og føler du dig ramt, er det måske fordi du netop har gjort en af disse ting, der ikke har hjulpet, den du kender,som har mistet.

Jeg håber at det har sat tankerne igang på sådan en ærlig mandag.

Forår ved Villum..

I dag er der ikke sket meget. Søren kom sent hjem i nat, efter at have været i Jylland for at besøge sin bedstefar. Han ligger på hospitalet og har det bestemt ikke godt.
Efter vi mistede Villum, er vores perspektiv på døden, blevet drastisk ændret. Vi føler selvfølgelig med dem der mister deres kære, men det ligger konstant i tankerne, at det ikke er synd når gamle mennesker dør. Det er ikke uretfærdigt - det er naturligt.
Det var ikke naturligt at Villum skulle dø. Det var ikke retfærdigt. Han var kun en baby.

Nå, men indlægget skulle jo faktisk handle om, at vi tog us og besøgte Villum (igen) i dag. Vi er der stortset hver dag. Det føles stadig mest rigtigt.
Kirkegården er virkelig begyndt at være fin, og foråret har sat sit tydelige tegn rundt omkring.

Synes det er så smukt. Er helt vild med de blå/lilla blomster. Tror jeg skal ud og finde nogle blomster jeg kan plante i Villums have.
God søndag!