Kære Villum.

Jeg synes det er rigtig svært for tiden. Jeg savner dig.
Især i weekenderne er det svært. Jeg føler mig meget alene i sorgen og har ikke rigtig noget sted at gå hen mere. Jeg har valgt ikke at være i sorggruppe. Det er for uoverskueligt og jeg kan ikke holde tanken om babysnak ud pt.
Bare det, at Søren kom hjem og fortalte, at han havde siddet med en baby i en halv time. Det gør så ubeskriveligt ondt, og han tværer det konstant i ansigtet på mig: Om jeg vil se billeder, om jeg vil høre historier.. osv osv.
Det vil jeg bare ikke. For jeg savner dig så meget lige nu, at alt gør ondt. Jeg er ensom, ked og føler ikke jeg kan overskue noget som helst i øjeblikket.
Måske er det en reaktion på, at jeg nu er færdig med skolen, eksamen og projekter.. Måske det bare tid til, at jeg hiver sorgen lidt frem igen? Jeg har gemt den godt og grundigt væk.
Ikke at jeg har gemt dig væk - for du bliver omtalt og tænkt på hver eneste evige dag, men jeg har bare rigtig svært ved at lade mig selv føle noget. Hvis jeg begynder på det, så kan jeg ikke overskue andet.

.. Men når jeg sidder her alene, så er jeg ikke andet end ked af det og ulykkelig. For jeg savner dig så ulideligt og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal klare alt uden dig.
Det er svært at leve det her "andet liv", når der var et helt første liv, som aldrig blev udlevet.
Vil bare så gerne have det hele tilbage. Vil tilbage på hospitalet, hvor det bare var os og alt var godt.

Vil bare tilbage til det punkt, hvor jeg ikke vidste hvor ondt det skulle komme til at gøre i mit hjerte. Mit ødelagte, knuste hjerte.