Terminen nærmer sig

I morgen skulle have været min termin, og jeg kan mærke at den kravler ligeså stille ind i mit sind og min krop. Jeg er sur, tvær, ked, negativ, og orker ikke at tiden går og jeg ikke kan bremse op.
Jeg troede ikke terminen ville påvirke mig, men måske er det tankerne om "hvad nu hvis".
Hvad nu hvis Villum blev i min mave.
Ville jeg gå over tid? Ville jeg være en forfærdelig heks under fødslen? Ville jeg smide Søren ud fordi han selvfølgelig ville sige noget dumt og gøre mig sur? Ville Villum være en stor tyk baby og skrige på livet løs?

.. Ville han være i live?
Man er jo aldrig "safe" bare fordi man går tiden ud.
Men livet ville, at Villum skulle fødes præcis 3 måneder for tidligt. Livet ville åbenbart at vi ikke skulle dele resten af det sammen. Livet valgte at rive mig i 1000 stykker og efterlade mig her, alene og uden lyst til at skulle stræbe efter noget.
For det er her jeg er nu. Jeg ved ikke hvad der skal ske. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har ikke mod på det og ingenting er det bedste jeg kan stille op nu.
Om et par dage ved vi om vi måske alligevel kan afslutte året med at få en baby med hjem.. men kan også mærke, at jeg ikke tror på noget mere.
Jeg er overbevist om, at jeg aldrig får et levende barn med hjem. For det er lige nu min realitet, normalitet og forståelse. Før var jeg som mange andre, der tænkte at børn ikke dør. Men hvad skal jeg tro nu. Børn dør. Børn dør i min mave, uden at jeg kan kontrollere det. Det er min krops skyld at de dør, og jeg tilgiver aldrig min krop for det.

Jeg er klar over, at det kan lyde absurt for folk der ikke har mistet. Men jeg beder ikke nogen om at forstå, men derimod at acceptere at det her nu er min verden, mit liv og min realitet.

.. Heldigvis er min realitet også, at jeg har fået lov til at elske et menneske højere en livet selv. At den kærlighed lever videre i mig.. og at jeg fik 3 uger til at være mor til den smukke lille dreng.

Det var kærlighed ved første blik