Så blev det pludselig nu vi skulle flytte.
Pludselig var det vores sidste nat i den lejlighed, hvor jeg var gravid med Villum. Hvor Villum sparkede i min mave første gang, hvor vi gik og vurderede om min mave nu også var blevet lidt større end sidste uge.. hvor Villum fik lov til at komme hjem i en kiste.
Det er i denne lejlighed, hvor mig og Søren har grædt, kigget på stjernerne og sagt godnat til Villum, ønsket at han kiggede ned på os og sagde at alt nok skulle blive godt igen.
Her har jeg hver aften tændt et lys for Villum. Spillet en sang og grædt for mig selv.
Det er også i denne her lejlighed at vi fik vores katte Flemming og Frede. Det var deres første hjem.
Her holdte vi en stor fest med vores venner, og mit rene vasketøj, der blev gemt under dynen, blev "svinet" til af en god veninde og hendes dengang nye kæreste.. Fordi hun endnu engang gik kold lidt for hurtigt.
Det var i denne lejlighed vi boede da mig og Søren blev forlovet.. og i denne lejlighed at vi besluttede at vi gerne ville have et barn.
Det var her Søren tog hjem og sov, da mig og Villum var indlagt, og vi bare ønskede at vi kunne være sammen alle tre.
.. Her har der været rigtig mange minder. Både gode og dårlige.. og det er rigtig svært at skulle sige farvel.
Jeg har en følelse af, at vi flytter væk fra Villum. At vi rykker væk fra sorgen. Det føles rigtig underligt - især fordi vi kun flytter 5 min væk.
Men jeg føler at det er her Villum levede og døde. Han levede i 6 måneder i min mave her og jeg kan mærke ham i hver eneste lille krog i lejligheden.
Vi var til psykolog i dag, og hun er helt overbevist om, at det her er det rigtige for os. Hun mener at lejligheden bærer på nogle alt for tunge minder, og at flytningen giver os mulighed for at skabe nogle nye, uden at sorgen fylder mest her.
- og det har hun muligvis ret i. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal blive glade for at flytte. Især fordi vi rykker væk fra fugt og svamp. Men den nye lejlighed bærer allerede præg af, at vores 3. værelse skulle have været Villums.. og det var en værelse som vi havde glædet os til at indrette.
I det mindste kan vi nu tænke, at Villums lillebror eller søster kommer til at bo i en lejlighed, der er ordenlig og hvor vi har plads til en baby.
Jeg kender godt det med at have svært ved at bevæge sig væk fra den tid man har haft med sit barn, men at det også kan være en lettelse. Totalt dobbelt.
SvarSletJeg havde det meget svært ved at ændre på diverse forhold der havde været som de var mens jeg var gravid. Men når jeg har ændret noget, har det også gjort noget godt, sparket mig videre.
Selvom jeg ikke vil "videre", jeg vil beholde Saga i mit liv, og der er så lidt at beholde. Så lidt historie. Men videre er også videre som i "kan bedre holde ud at leve med det".
En af de svære ændringer vi skal foretage er at købe en ny seng. Men så er det jo en anden seng end den Saga er skabt i, en anden seng end der hvor jeg har ligget med min mave og Saga har bevæget sig rundt i mig. Det er svært.
Men livet bevæger sig jo ... (siger jeg til mig selv)
Jeg tror det er om at finde en balance. Tillade sig selv at være pisse ked af det når følelserne trigges (hvilket jo må ske big time når man forlader sin lejlighed - og sine drømme), og så finde en måde at leve med at ens historie alligevel flytter med, på godt og på ondt.
Jeg håber der kommer nye, gode minder det nye sted. Og at kærligheden til Villum finder en fremtrædende plads der, så den plads sorgen finder er til at leve med.
Jeg forstår sgu godt det er svært. Og sætter mange tanker igang.