Det er to måneder siden, at vi mistede Villum, og det er ikke blevet meget lettere.
Jeg tror, at mange udefrastående tror, at tiden heler alle sår. Men det siger kun dem der ikke har prøvet at miste et barn.
Jeg tror det er nødvendigt at sige sandheden, selvom det er det man har allersværest ved. Jeg håber jeg kan tale på vegne af alle mødre der har mistet, når jeg nu vil prøve at sige, hvad vi egentlig mener.
For mig har det allerværste været den forventning om, at det hele nok skal gå. At vi bare skal i skole og på arbejde igen, og så går det hele jo. Det gør det ikke. For det hele går slet ikke.
For os bliver livet aldrig det samme igen, det bliver ikke godt nogensinde. Måske vil vi have dage der er okay, men vi bliver aldrig os selv igen. Aldrig ligeså glade. For vi mangler vores barn. Vores dyrebareste er blevet taget fra os.
Men det betyder ikke, at vi ikke er blevet forældre. For det er vi - og vi vil gerne tale om vores barn! At tie det ihjel (...?) er det væreste man kan blive budt. For man sidder tilbage med en masse kærlighed, og den vil vi gerne vise folk.
Derfor er det også uacceptabelt at de allernærmeste ikke interessere sig. Ikke besøger graven. Ikke spørger til en. For tro mig, vi er mange der oplever det.
.. og måske er det vores egen fejl? måske burde vi kontakte folk og sige hvad vi vil have? Men vi er ikke i stand til det! Vi sidder her forladt.. ensomme, og revet itu, og der er det ikke vores ansvar at tage kontakten. Det er alle andres ansvar.
Har også snakket med mødre, som fortæller at deres tab bliver holdt oppe imod andre dødsfald. Dødsfald hvor det er forældre, bedsteforældre osv. der er døde.
.. hold nu op! Det er ikke det samme. Børn dør ikke! Vi skulle have resten af vores liv med vores engel, og det blev vi snydt for! Det er ikke det samme.
Alt dette er bare lidt af sandheden om det at mistet sit barn.. og føler du dig ramt, er det måske fordi du netop har gjort en af disse ting, der ikke har hjulpet, den du kender,som har mistet.
Jeg håber at det har sat tankerne igang på sådan en ærlig mandag.
Hvor har du ret kære Astrid.
SvarSletDet er så utrolig hårdt at blive konfronteret med de nærmestes manglende interesse!
Det er dobbelt sorg. Vi har mistet vores barn, men når folk omkring holder op med at tage kontakt og vise interesse, så føles det som om vi også mister folk. Som forældre til en engel er vi forældre på lige fod med alle andre der har børn. Forskellen er bare, at vi ikke har englen hos os, i vores arme, men det ændrer ikke på den uendelige kærlighed vi har. Den hjemløse kærlighed. Og ja, der er desværre alt for mange mennesker der tror, at tid er det der skal til, så glemmer vi det nok og kommer videre. Men det er jo helt vildt som de mennesker tager fejl. Godt skrevet.
Knus Mias mor. (MistedeminMia)