At dyrke sorgen

Det er et underligt udtryk. "Du dyrker sorgen", "pas nu på du ikke dyrker din sorg". Hvad betyder det?
Jeg ved, at man kan dyrke sport, dyrke sit forhold, sine venner. Man kan dyrke sine interesser, grøntsager eller sin krop - men hvordan dyrker man sorg?
Hvis man dyrker sport, så går man måske til fodbold tre gange om ugen, løber ofte eller spinner i fitnesscenteret. For mig er det noget man vælger til i sit liv. Man vælger at gøre det til et omdrejningspunkt.
.. Men vælger man sorgen til? Og kan man vælge sorgen fra?
For mig, er sorgen konstant. Jeg kan ikke beslutte, at nu vil jeg ikke være ked af det og ikke sørge over Villum mere. Det er en tilstand i mit liv, som jeg kan være nødt til at acceptere.
Alligevel oplever jeg, at størstedelen af sørgede forældre støder på udtrykket "bare du ikke dyrker din sorg".
Er der virkelig sådan vi er i Danmark? Er vi et land, et samfund, hvor at sørge er unaturligt? At hvis man er ked af det 3, 6 eller 12 måneder efter ens barn, ens dyrebareste er død, så dyrker man sin sorg? Det håber jeg ikke.
Vores psykolog fortalte, at man i nogle samfund går med sørgebind. Så kan alle se, at man er ked og følsom. At man er i sorg.. Og man får lov til at være det, fordi at man ved, at hvis man ignorerer sorgen og sine følelser så vil det på længere sigt give flere udslag som depression eller angst.
Alligevel skal jeg sidde, snart 3 måneder efter Villum døde, og tænke at jeg er underlig fordi jeg på ingen måde kan overskue at skulle starte op igen på studie til august.
Det virker sindssygt. Især når det er faktum at sorg tager tid. Måske år før man er nogenlunde klar til den virkelige verden.. Og selv der, så er man ikke ovre sin sorg. Sorgen vil følge en resten af livet - for det var jo meningen at ens liv skulle være med ens barn. Jeg skulle opleve Villum i vuggestue, børnehave.. Hans første skoledag, hans første kæreste, hans valg - både dumme og kloge. Jeg skulle hente ham fra gymnasiefester, lidt for fuld og pinlig. Jeg skulle skælde ham ud, trøste ham, få ham til at smile, rulle øjne af hans teenageår og tænke "nå ja, jeg gjorde det samme".
Jeg skulle opleve ham blive forelsket, finde sin eneste ene. Se ham blive gift, få børn og danne sit eget liv.. Men alt det blev jeg snydt for. Det blev vi snydt for.
.. Og det kommer jeg mig aldrig over. Den sorg vil være der konstant, fordi livet konstant minder mig om de ting vi ikke fik. Er det at dyrke min sorg?
Hvis det er, så vil jeg gerne være den første til at sige det højt og tydeligt:

Ja, jeg dyrker min sorg fordi jeg dyrker min kærlighed til Villum!