Og så slog det mig..

At intet er forandret. Vi sidder her i en ny lejlighed, nye ting, alt er pænt og lækkert - og alt er alligevel noget lort.
Det værelse jeg havde glædet mig til at indrette, er nu et åndssvagt kontor. Det eneste ved det er, at det er her Villums skab står. Der hvor alle mine minder er pakket sammen i et skab. Hvor alle de ting jeg samlede sammen til min lille mand nu bare kan stå og.. Ja.. Stå.
Her kan jeg gå hen hvis jeg en ekstra gang vil huske hvordan Villum duftede. Hvis jeg bare ønsker at huske igen..

Vi var oppe hos Villum i regnvejret i dag. Regnen gør os intet. Vi ved at det er Villums måde at vise os, at han tænke på os. Det sneede konstant da jeg var indlagt med ham. Så sne og regn, er et tegn fra ham.

Hans blomster er sprunget ud. Der er virkelig fint, men vil gerne have plantet noget mere, og så vil jeg gerne have hans sten op og stå.

Jeg savner ham. Jeg savner Villum. Det går stadig ligeså ondt. Helt ind i knoglerne. Jeg var ikke klar over at livet kunne gøre en så ulykkelig - at døden kan gøre så ondt.
Jeg ville ønske, at vi fik lov til at holde ham en gang til. Ae ham på kinden, sige vi elsker ham. At han ikke skal være bange.. At han var det bedste der nogensinde er sket for os.
Bare fem minutter mere. Det er alt jeg be'r om. Bare fem minutter.