Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er folk der opfatter Villums hjemmeside som et selvmords brev. At det her skulle være min måde at sige farvel på.
Jeg er forbavset og også chokeret over, at når jeg udtrykker mine følelser og forklarer hvordan sorg føles, at det bliver misforstået.
Jeg er klar over at dem, der aldrig har mistet et barn ikke forstår hvordan det føles, men jeg gik dog ud fra at der var en accept af at det er sådan her sorg føles. Det er sådan det føles at miste sit barn.. og der er flere dage hvor både mig og Søren ville ønske vi ikke var her, end dage hvor vi ønsker at være her - men det er en del af det at være i sorg.
Jeg er desuden dybt rystet over, at hvis folk troede jeg ville bruge dette som afskedsbrev, at de ikke har reageret. For tro mig, ingen har spurgt til om det var der jeg var på vej ud.
- men det er også en del af vores tab. At folk simpelthen er tavse. At det bliver et tabu.
Så hvis jeg lige må slå noget fast, så er dette ikke et afskedsbrev. Dette er min kærlighed til Villum. Vores sorg er vores kærlighed til ham. Sorgen forsvinder ikke - for det gør vores kærlighed heller aldrig. Sorgen kan hverken arbejdes væk, ties væk eller ignoreres væk. Vores sorg skal gennemleves, også selvom det tager år, for at vi en dag kan tænke tilbage på Villum som det bedste der nogensinde er sket for os, uden at sorgen har den største plads.
Du har helt ret- det forstår man simpelten bare ikke hvis man ikke har prøvet det på egen sjæl og krop....
SvarSletJeg opfatter det ikke som et selvmordsbrev men som din/jeres måde at prøve at håndtere de følelser, tanker og sorg- og de drømme man pludselig har mistet på- det er ikke noget man bare kan lægge på hylden, og selv om andres verden går videre- føler man alt er gået i stå, drømme stjålet, graviditeten frataget en for tidlig og alt der følger med- sidst men ikke mindst savnet af vores børn som var så ønsket, men nu savnet <3
Jeg synes det flot du siger disse tanker højt- respekt for dig Astrid- Villums seje mor <3
Tror det er svært for andre at forstå at døden ikke synes som hverken svær eller farlig - for når den man skulle passe på kunne gå igennem det kan det ikke være svært! Men vi vælger livet også selvom det er det svære valg og derfor bliver "ikke-livet" noget som er med når vi taler om vores sorg! Oplevede selv den misforståelse når jeg skrev eller talte, men livet gjorde og gør stadig en gang imellem meget ondt og er det svære valg, men også det eneste valg. Men for at forstå det skal man nok have været det hvor selv det at trække vejret skulle læres på ny fordi ALT var smadret og skulle "genlæres"
SvarSlet