I dag er vi gået igang med flytningen. Vi har to måneder til at flytte ind, så vi har heldigvis ingen stress. Det er utroligt hvor lidt energi vi har til hver dag, og efter at vi havde flyttet lidt kasser og hængt nye gardiner op i stuen, ja så var vi bare færdige. Før i tiden flyttede vi hele møget på en dag.
Men måske er det i virkeligheden godt at vi kan gøre det i et roligt tempo? Vi flytter trods alt fra den lejlighed hvor vi havde Villum. I min mave.. Og i en kiste.
Og ligesom sorgen, tager det tid at bevæge sig væk - og måske fremad? Jeg ved det ikke.
Det er stadig et chok for mig når jeg kommer i tanke om at det ikke engang er 3 måneder siden han døde. Det føles som en evighed, og stadig husker jeg hver en lille deltalje, helt ned til hvordan han med sin stærke hånd trykkede min finger.. Hvordan føltes første gang jeg så ham med åbne øjne.
Savnet og sorgen føles som en stor knude der fylder hele kroppen og bare venter på også at overtage mit sind, og jeg ved at jeg kan vælge at give efter. Ligge i fosterstilling, være ligeglad.
Men jeg vælger at stå op om morgenen. Jeg vælger at tage kampen op.. Det betyder bare, at det at stå op kan være nok for en hel dag. At tage tøj på kan tage mit overskud.. At smile til ekspedienten i butikken, som jeg inderst inde ønsker at fortælle, at jeg ikke gider have en god dag for Villum er død!
.. Død..
Er det ikke det mest latterlige du nogensinde har hørt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar