Gæsteblogger: Om omgivelsernes reaktion af Mias mor Jannie

At miste et barn, er det værste der kan overgå et menneske. Enhver drøm og ethvert håb om fremtiden er blevet revet brutalt fra én. På sekunder er forældrenes verden lagt i ruiner, og intet kan nogensinde rette op på dette. De børn man måtte have i forvejen, eller de børn der måtte komme til efter, er alle en velsignelse, men der er INGEN der nogensinde kan erstatte det mistede barn. Dette gælder for alle forældre der mister, uanset om det er i graviditeten eller efter. Uanset hvad, så er forældrenes verden, for altid ændret, og resten af livet vil forældrene skulle gå igennem, uden deres elskede barn. Barnet vil altid mangle, det går ikke over. Det er så fundamentalt forkert og naturstridigt at miste et barn, og det er ikke noget man nogensinde kommer over. Hvordan skulle man kunne det? Det er imod naturens orden, og tiden læger ikke det sår. 
Men der er én ting der kan gøre smerten værre.
Og det er hvis ens omgivelser og pårørende, ikke vil snakke om det døde barn. Som forælder til et dødt barn, vil man gerne spørges ind til, og man vil gerne have at omgivelserne, viser at DE VED DET. Det gør meget ondt når man føler at folk ikke vil snakke om det der er sket. Det vigtigste man kan gøre som pårørende er: VIS AT DU VED DET, VIS AT DU ER DER, OG BLIV VED MED BEGGE DELE. Smerten forsvinder aldrig, da vi skal leve resten af vores liv, uden vores barn. Et barn som man er ligeså stolt af, og ligeså glad for, som hvis barnet havde levet. Som forælder til et dødt barn, er man stadig forælder. Intet vil nogensinde ændre på dette. Og man har et kæmpe behov for at få den samme interesse for sit barn, som forældre til levende børn får. For forældrene er der ingen forskel i den kærlighed vi har til vores børn, levende eller døde. Vi er stolte, ja pavestolte af vores børn. Vi synes de er smukke, skønne og værd at snakke om, og det betyder meget at vores omverden kan rumme dette. 
Vi snakker jo alle om vores levende børn, ikk?