Jeg skal finde min egen tid

Jeg synes saftsusme, at det har været nogle hårde dage den sidste uges tid. Jeg er sur, ked og irriteret hele tiden. Jeg har på fornemmelsen at det er fordi, at jeg ikke tager min tid til at være ked af det. Der sker hele tiden noget, og så bygger jeg ligeså stille alt op indeni.
Måske er det også følelsen af at omverden bare venter lidt på at man kommer videre. At man er klar til alt igen, og det er jeg på ingen måde. Alt for mig skal planlægges meget omhyggeligt, så jeg undgår mange mennesker på en gang.. og så jeg undgår folks tanker om os og vores sorg.
Jeg har hørt fra nogle, at det tog dem 6 måneder før at de blev klar til at komme ud i samfundet igen.. Det lød fuldstændig uvirkeligt for mig. Men nu sidder jeg her - snart 3 måneder henne i min sorg, og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver en del af noget igen.
Jeg har simpelthen ikke lysten.
Måske er det også tanken om, at jeg nu ved, at vi ikke får et levende barn med hjem i 2012. Måske januar ´13.. men ikke i år.
Derved ved jeg nu, at dette år skal slutte med, at Villum blev taget fra mig. At vi blev snydt og at vores verden gik under.
Det er en rigtig svær tanke at leve med.
Nogle gange tænker jeg, at det ville have været meget nemmere hvis Villum havde en storebror eller søster i forvejen. Så kunne vi da i det mindste have lagt vores kærlighed, omsorg og koncentration om det barn, men det har vi ikke... Ingenting har vi. Jeg ville sådan ønske..

- men indtil videre prøver jeg at fokusere på, at vi nu har besluttet at flytte over i den nye lejlighed fra onsdag af. Så kan jeg lægge lidt kræfter i det.
Og så må jeg finde min tid til at være ked af det. For det skal der altså være plads til.