Vi kommer ligeså stille videre med flytningen .. Men jeg har svært ved at jeg ikke skal indrette værelset til Villum. Svært ved at han aldrig skal hjem til os levende.
Det virker som om, at andre mennesker tager det forgivet, at få børn. At det er det letteste i verden. At det er noget alle kan.
Jeg ser tv programmer, hvor dårlige mødre får lov til at have deres børn. Ser forældre i virkeligheden som udnytter deres børn. Udnytter dem til at udleve deres eget liv - eller bare ikke vil lade dem leve deres eget.
Hvorfor at mig og Søren ikke kan få et levende barn med hjem, det forstår jeg ikke.
Det er det eneste vi vil.
Arbejde, uddannelse, fester eller en eller anden udlevelse af ungdommen, det er ikke det livet handler om. Men det ved man bare ikke før man har et barn i maven eller i armene. Det er jo slet ikke det som det hele handler om.
At Villum ikke kan være hos mig.Det er uretfærdigt.
For hvad gør man når det som det hele handler om.. Det er væk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar