Savn, flashbacks.. Savn

Jeg synes alt har været svært det sidste stykke tid. Jeg har været meget ked af det. Jeg har savnet. Mon savnet nogensinde bliver mindre? Indeni føles det bare som en sort klump, der bliver større og større.
I nat var jeg bange og turde ikke sove. Jeg græd fordi jeg savnede. Jeg græd fordi jeg manglede Villum. Faldt først i søvn omkring kl. 4.30 og vågnede et par timer efter.
De "flashbacks" jeg havde, er vendt tilbage. Alle er fra d. 5.2.. Den dag Villum døde.
Jeg ser hvordan lægen siger, at Villum skal ud og ligge på mig.
Jeg ser hvordan jeg går ud af stuen, giver tegn til at mine forældre skal gå ind på stuen. Husker jeg ikke nænnede at fortælle at de skulle sige farvel.
Jeg ser jeg står på afdelingens badeværelse, jeg skal skifte bluse så Villum kan ligge hud mod hud.
Jeg ser jeg bryder sammen bag den lukkede dør. Hvordan jeg tænkte "du skifter tøj så din søn kan dø"
Jeg ser lægen og sygeplejersken komme ind og tage respiratoren fra. Jeg ser, at jeg mærker Villum er væk. Jeg siger han er død til Søren. Han mener, at Villum trækker vejret.. Men jeg både mærker og ser at han er væk.
Jeg ser at noget har forladt hans krop..
Jeg ser jeg ligger i sengen på hospitalet. Mine forældre kommer ind og jeg kan ikke bevæge mig. Min mor ligger sig hos mig.. Jeg kan ikke bevæge mig. Villum er død. Han ligger i et kølerum.
Jeg ser at Søren hjælper mig ind i lejligheden. Jeg ser jeg bryder sammen. Jeg skriger og græder. Kan ikke bevæge mig. Jeg står bare i gangen og græder. Villum kommer aldrig levende med hjem.

Jeg kan godt hade dem, der brokker sig over, at de ikke kan sove pga. deres spædbørn... Når alternativet er, at lukke sine øjne hver nat, velvidende du aldrig skal se dit barn igen.