.. Jeg kunne sove sorgen væk

Er inde i en rigtig skidt periode. Er trist og ked af de thele tiden. Jeg sover rigtig meget, spiser mindre og er totalt uoplagt.
Sad oppe til kl 4 i nat, fordi jeg ikke kunne sove. Jeg var ked af det og havde slet ikke lyst til at lukke øjnene.
Det føles som om jeg lige præcis hænger i. Det føles som om jeg skal kæmpe hver eneste evige sekund - og det er rigtig hårdt.
Lige for tiden prøver jeg at holde mig igang ved at dyrke nogle hobbyer. Jeg prøver at få trænet og sørge for at komme op og være igang hver dag. Det er meget fristende bare at blive i sengen og sove dagen væk. Sove sorgen væk.
For jeg savner Villum, og alt minder mig om at han ikke er her - og jeg kan ikke acceptere det. Jeg kan simpelthen ikke acceptere at han mangler i mit liv. Jeg kan ikke forlige mig med, at den sidste dag vi var sammen forsvinder langsomt. Jeg forstår det ikke. Jeg vil ikke forstå det!
Jeg vil have det tilbage! Jeg vil have Villum tilbage. Intet er noget værd uden ham.
Jeg kan ikke forlige mig med, at Villum blot er et minde. At det eneste jeg har er hans grav. Var det alt jeg fik? Var det alt han måtte få?!
Hvorfor er der ingen retfærdighed? Det er ikke meningen, at man skal være her uden sit barn. Det kan ikke være meningen.
Livet gør mig fandme så vred og skuffet.
Hvis du var her Vimsemand. Så ville alt være bedre. Kan ikke se hvordan noget skal blive godt igen.