05.05.12 - 3 måneder efter din død

Ordene falder så uendeligt tungt om mit hjerte. De er svære at skrive, og kan slet ikke få det sagt.
3 måneder.. Hvor blev det hele af?
Hvor blev den tid af, hvor jeg var mor til dig.
Hele min krop føles tung. Det er svært at bevæge sig.
At savne dig gør så ondt, at bare det at skulle trække vejret, åbne øjnene, at være til -  er svært.
Du fyldte og fylder stadig alt i mig. Hvordan ved jeg at noget nogensinde skal blive godt igen?
.. Kan nogen give mig en garanti?
At sige at det kun er tid, der kan hjælpe. Gør den virkelig det. For her hvor jeg sidder mærker jeg kun, at tid gør det sværere. At tiden tager os væk fra dig, fra den tid hvor vi kunne kalde os en familie. Tiden gør mærkedagene hårde og trækker mig ned i det her kæmpe store sorte hul, som alle forældre, der har mistet kender til.

Jeg ville ofre hver og en i denne verden, også mig selv, hvis jeg vidste det ville bringe dig tilbage. Men jeg er magtesløs, jeg kan intet gøre. Intet giver os mere tid sammen. Ikke engang denne side bringer dig tilbage. Det er kun minderne jeg nu kan klamre mig til.

Jeg savner dig. Jeg elsker dig. For pokker hvor jeg elsker dig.. Og det knuser mig indefra, at jeg har alt det til overs, som ikke kan komme ud og gives videre til dig.
Ville sådan ønske, at jeg kunne gøre mere for dig Villum. Så ville min skyld måske ikke tynge så meget i mit sind. Så kunne ideen om, at hvis du bare havde haft en anden mor, havde du levet længere, ikke fyldt mig op. Hvis du ikke havde været i min mave, i min krop, så havde det hele set meget anderledes ud.

Tak for alt du gjorde mig til
Vi mangler dig her min lille Vimsemand 

Evigt min & evigt din