Jeg ved ikke hvad der er hårdest; at mangle Villum.. Eller at indse at jeg aldrig skal se ham igen.
Nogle gange så kan jeg stå midt i et eller andet ligegyldigt og pludselig tænke "jeg skal aldrig nogensinde holde Villum igen. Jeg skal aldrig skifte hans ble. Jeg skal aldrig holde jul.. Jeg skal aldrig holde Villums første jul. Hans første fødselsdag vil blive uden ham.. Min sidste fødselsdag vil være uden ham."
Indtil den dag jeg ikke lever mere, skal jeg være til uden Villum.
Den følelse kan slå benene væk under mig. Den tanke er grunden til at jeg intet overskud har. Grunden til jeg på ingen måde fungerer.
Da vi var på hospitalet, sad jeg for det meste og betragtede verden udenfor. Så andre leve deres liv og tænke, at de ikke var halv så heldig og lykkelig som jeg. Ingen oplevede den kærlighed jeg følte indeni.. Ingen havde så smuk en lille mand som jeg.
Nu kan jeg betragte verden.. Hvordan den går videre, hvordan folk bevæger sig videre.. Og jeg mærker ingenting.
Misunder ikke resten af verden. Jeg ønsker bare ikke at deltage i den. Jeg vil kun have den tid som jeg havde med Villum. Vil ikke have andet.
Ønsker ikke engang at blive glad igen. Det betyder kun, at Villum kun eksisterer i min fortid.
Vi har kun en psykologtid tilbage nu. Ved ikke om man skal have det bedre efter 3 måneders terapi. Jeg har det ihvertfald ikke bedre. Jeg synes alt bliver sværere.
Samtidig har jeg konstant i hovedet, at folk forventer jeg er ovenpå igen. At jeg er normal.. Men det er der vel ikke. Det er vel i virkeligheden kun mig, der tænker at alt burde være normalt - for alt det her burde jo slet ikke være sket.
Men faktum er, at jeg er træt. Jeg er møghamrende træt. Jeg er så mentalt træt at jeg intet har at tilbyde lige nu.
.. Og det må jeg lære at leve med for nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar