22 snart 89

Jeg er gammel indeni. Min krop og mit sind er brugt, slidt, klar til at gå på pension.
Jeg har set mere end der skulle ses, gjort mere end nogle skulle gøre.
Jeg er træt og selvom livet burde byde mig så mange ting, så er jeg fyldt op.
Hvad skulle livet kunne lære mig? At det skal leves, udforskes og nydes?
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at i min verden, er livet kort og mange tager det forgivet.
Dette siger jeg i vished om, at jeg selv tog livet forgivet, at jeg bare gik ud fra at alt skulle gå. Selv da lægerne fortalte os at Villum skulle ud. At han ville være skrøbelig og at det var kritisk. Selv da tog jeg det som en selvfølge at han ville leve.
Men min virkelighed blev smadret i tusind stykker og en ny realitet står nu klart for mig.
Børn dør. Mit barn døde. Jeg skal aldrig nogensinde igen se mit barn åbne sine øjne igen. Aldrig holde ham og beskytte ham mere.
Min virkelighed er, at det kan ske igen. Jeg er ikke sikker på at få et barn mere.. for jeg kan ikke bestemme om min krop vil tage godt i mod en ny graviditet.
Er det ikke tosset, at det at få et barn - noget som mange tager forgivet og let på, er min allerstørste bekymring?
Nej livet. Det har jeg oplevet og livet gør ondt.
Ubeskriveligt ondt.