Det er udmattende at mangle.. at savne. Igår sagde Søren at han var ked af det, fordi han ikke havde tænkt så meget på Villum hele dagen. Og jeg forstår ham. Det er den værste følelse for mig. At ikke bruge hvert eneste sekund på Villum. Det var jo ligesom det jeg var vant til, og det som jeg var forberedt på, at skulle resten af livet.
Det er ikke frygten for at glemme ham, der tynger en.. men følelsen af, at der kan være ting, der pludselig fylder mere end Villum. Måske er det en fjollet følelse, set udefra, men når vi intet andet har, så føles det voldsomt.. og jeg er tit nødt til at bekræfte mig selv i, at Villum ikke fylder mindre, at min sorg ikke fylder mindre - for så sad jeg jo ikke her. Så brugte jeg tid på studie og andre interesser, men de fylder ingenting. Intet har jeg lyst til.
Jeg er blevet klar over, ved hjælp af psykolog, de fantastiske mennesker på små-engle og mig selv, at jeg ikke er klar til en studiestart til sommer. Mit hoved er simpelthen ikke klar til, at tage imod så mange nye ting, og den stress der følger med. Vores psykolog sagde "Det er først når du keder dig derhjemme, at du er klar til noget nyt", og hun har jo ret! Så længe jeg ikke har brug for, at få noget stimuli fra andre sider, så er jeg stadig i sorg, så er jeg ikke klar.
Og det letter mit sind! Det føles trygt, at jeg stadig er så meget i sorg. Sorgen ved jeg hvad jeg skal gøre med. Det er først den dag, hvor jeg skal ud og lave noget andet, at det bliver utrygt.
Så jeg er ikke bange for, at glemme. Jeg er bange for den dag, hvor Villum ikke er det allervigtigeste mere. Hvor jeg kan give slip på sorgen.
.. Forhåbentlig er der meget længe til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar