Dagene hos psykologen

Idag har vi været hos vores psykolog. Det er simpelthen så hårdt og jeg er fuldstændig udmattet. Jeg er vred, skuffet, ked af det, ulykkelig og det er rigtig svært at være til lige nu.
Det er svært at være i en verden, der ikke indeholder Villum. Det er svært at være mor uden at være mor.
Jeg savner og det gør, at rigtig mange ting føles ligegyldige og ubetydelige.
Det er hårdt, at man pludselig ikke er den man var, og jeg har rigtig svært ved at se den Astrid, som jeg engang var. Min naivitet, min uskyldighed er revet fra mig, og død og sorg er en meget stor del af mig nu.
Jeg har svært ved at bruge tanker på små ting. Jeg har svært ved at forstå hvordan andre kan bruge så meget tid og energi på små ting.
Jeg ser folk, der brokker sig over forkølelser. Folk der brokker sig over de fik 7 og ikke 9 til en eksamen. Jeg ser folk som råber af hinanden, kalder hinanden grimme ting - bare fordi de står i en lang kø i supermarkedet.
Det værste af alt er, at jeg ser folk der ikke værdsætter deres børn og det liv de selv har skabt. Folk der arbejder deres barns liv væk. Ikke interesserer sig for deres institutioner, tanker og for noget så simpelt som en tegning fx.
Det er rigtig svært at se på. For det eneste jeg ønsker, er at få et barn med hjem. Intet andet betyder noget.

Samtidig føler jeg, at jeg er nødt til at censuere mig selv, fordi folk tolker, misbruger eller udnytter mine ord og følelser. Jeg kan ikke engang skrive her, at livet er noget lort, uden at der er nogle der tror jeg er ved at tage billetten.
Kan man virkelig ikke være i sorg, føle at alting er noget lort uden at det bare er sådan det er? Kan jeg ikke få lov til at hade, at jeg er i live og at Villum ikke er det? Må jeg ikke godt få lov til at føle, at vi burde skifte plads? Må jeg have lov til at føle, at jeg ikke vil andet end at ligge nede hos Villum, uden at det skal diskuteres eller konkluderes på?

.. Må jeg ikke godt bare have mine følelser og blive accepteret?

Jeg har mistet mit barn. Min søn.. og hvis jeg vil stå og råbe, skrige og tude midt på åben gade. Så må jeg vel godt det?
Men virkeligheden er, at jeg må holde igen med at fortælle hvordan jeg har det. Hvis folk spørger, hvordan går det?, så er jeg nødt til at svare.. Det går vel. For folk ønsker ikke at vide det. Mange vil ikke konfronteres med, at jeg har det af helvede til. At det her er min største livskrise. At det er det dybeste, sorteste hul jeg er på vej til at grave mig op af.
.. og derfor er der også mange der ikke spørger. Derfor er der mange der kun reagere, hvis jeg skriver positive ting.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg godt kan grine. Jeg kan godt smile og være med for lidt tid. Jeg kan godt forsøge at ligge sorgen i lommen, i de to timer vi ses. Men der skal heller ikke være tvivl om, at jeg græder hele vejen hjem igen.