En dag, der ændrede alt.

I dag er det et år siden at alt ændrede sig i Norge. Jeg husker, som mange andre, hvor jeg var. Jeg husker også at jeg på dette tidspunkt ikke vidste jeg var gravid. Men det var jeg.
Jeg husker, at vi sad i Jylland og fulgte med. Det gjorde selvfølgelig indtryk, men jeg er ikke sikker på at hverken mig eller Søren tog det til os.
Idag føles det anderledes.
Jeg ved at sorgen over de tab, ikke er min. Men det er som om at det i dag pludselig påvirker mig mere end dengang for et år siden.
Det gør mere ondt i dag, og jeg kan mærke jeg bliver ked af det.
Jeg kan mærke det i hjertet når forældre på tv'et græder over deres tab. Når de fortæller om det de savner og mangler.
I dag forstår jeg det. I dag tager jeg det til mig.
Pludselig er jeg en del af en gruppe, der forstår hvad det vil sige at miste sit barn.
Jeg er ikke en af dem, der føler med dem. Jeg er en af dem der bliver følt med.
Et år kan ændre rigtig meget. Det forstår jeg nu.
Verden er ikke den samme. Jeg er ikke den samme.