5 måneder siden vi sagde farvel

Min smukke, dejlige, elskede, lille Villum.
Min lille engel.

Fem måneder er det siden vi sagde farvel. Fem lange.. fem korte måneder. Det er så underligt. Nogen gange spørger jeg mig selv "Var du her virkelig?", eller var det blot en drøm. En forestilling.. Det føles som om, at vi er slået tilbage til start, men at mit hjerte blev knust på turen tilbage. Som om, at hele min fremtid, blev gjort til fortid.
De tre uger jeg havde med dig. Trods alle hospitals tingene.. Så var de det bedste i mit liv.
Og jeg havde slet ikke tanke på, at du ikke skulle med hjem. Var jeg for naiv? Vidste du mon, at du ikke fik lov til at opleve resten af mit liv?
Jeg oplevede jo hele dit liv. Du skulle have oplevet mit. Gad vide om du prøvede at fortælle os, at du ikke kunne mere. At du ville have fred.
Eller prøvede du at sige, at vi skulle gøre mere? At vi ikke måtte give op?

Jeg husker hvor stille du var den dag. Jeg husker hvor bleg og lille du pludselig blev. Hvor kold din krop var.
Den krop, som i tre uger havde været så voldsomt varm, at du nærmest gled ned af mig når du lå ude på grund af sved. Den var nu kold.
Og jeg vidste det var forbi.
Jeg kunne se og mærke at du svandt bort. Jeg mærkede dit hjerte mod mit. Dit åndedragt.
Og at det stoppede.

Den dag du forsvandt, forsvandt en kæmpe stor del af mig med.
Jeg er ikke klar over om mine venner og familie helt forstår det. Om de kan se og mærke det.. men jeg er ikke den jeg var. Der er noget i mig som er ødelagt. Noget som aldrig kommer igen. I det øjeblik du døde, der døde en meget stor del af mit gamle jeg.
Og jeg ser ikke verden på samme måde mere. Jeg føler ikke de samme ting. Jeg elsker ikke de samme ting.
Jeg er en anden.
En anden på godt og ondt.
Jeg tror det vil tage mig tid, at lære mig selv at kende igen. At forstå, at jeg ikke længere smiler til verden, men at jeg forstår at den ikke vil mig noget godt. At jeg aldrig kan tage min glæde for givet.
Jeg må også leve med, at jeg aldrig vil glæde mig på andres vegne over deres børn og graviditet.
Jeg vil misunde og hade dem for deres naivitet. At de ikke forstår, at børn dør.
Jeg må også leve med, at ikke alle forstår mine tanker og måske bliver stødt af dem. Men jeg kan ikke ændre på det jeg føler..
Og jeg føler min naivitet er blev stjålet. At alle andre gravide har stjålet den og at jeg skal fratage deres.

Jeg skal også leve med, at ikke alle sætter pris på deres børn, som vi satte pris på dig. Derfor kan vores virkelighed føles langt mere uretfærdig.
Men jeg elskede hvert minut du var hos mig. Hvert eneste sekund.

Du var et meget elsket barn.

Du er et meget elsket barn.

Evigt min & evigt din.