Alt ramler sammen.

Kære Villum.
Ligger her og kan ikke sove. Må ikke sove.
Frede er syg og vi har både snakket med hospital og læge. Selvom det ikke er det samme, så bringer det en masse følelser op om dig. Følelser omkring, at jeg ikke gør det godt nok. Kunne ikke beskytte dig. Kunne ikke holde dig i live.. Og nu er Frede syg. Det bringer tårer frem fordi jeg med det samme tror at han skal dø. Ligesom du døde.

Jeg er stresset og ude af mig selv. Tanker omkring på onsdag plaget mig. Tænk at du ville have været 6 måneder gammel. Et halvt år.
For de fleste ville det betyde vuggestue. Det ville du ikke skulle. Alligevel føler jeg det er det punkt jeg nu går glip af.
Jeg kan slet ikke overskue at denne mærkedag er nu. Jeg skulle jo bare lige overleve terminsdagen - hvorfor går tiden så hurtigt.
Jeg er bare .. Ja jeg er bare ulykkelig.
Har brug for nogle helt bestemte ting, fra helt bestemte mennesker, og jeg kan ikke få det. Mest fordi jeg ikke siger det til dem.. Men min tankegang er stadig bare indstillet på, at når man mister et barn, så er folk der bare for en.
Sandheden er nok mere at man skal skære sine behov ud i pap, for ellers bliver andre usikre og trækker sig væk.
Det bebrejder jeg slet ikke nogen for.

Det hele er vist noget rod..men faktum er at jeg savner dig så ulideligt. Mit sind er hos dig, men fysisk er jeg fanget her.
Den eneste trøst er, at vi måske en dag ses igen. At vi får en anden og længere tid sammen. En lykkelig tid uden bekymringer.