Jeg er mor.. og?..

Igår var vi for første gang ude for bare at drikke øl, se fodbold og hygge med nogle rigtig gode venner. Havde gjort mig mange tanker om, hvordan det ville blive, hvordan jeg ville reagere og om det nu også var rigtigt. Heldigvis blev det en fantastisk aften og jeg fortryder ingenting! Følte uden tvivl at Villum var med mig hele tiden, og han ikke blev glemt.. Gad vide om det er den følelse man har når man "forlader" sit levende barn?
Jeg har de sidste par dage brugt meget krudt på, at forstå hvad og hvem jeg egentligt er. Jeg ved, at jeg er Villums mor - det er jeg ikke i tvivl om.. Men hvad jeg ellers er. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg står for, hvad jeg vil. Det kan i virkeligheden vel sammenlignes med et hukommelsestab, hvor man skal genfinde sig selv.
Jeg tager nogengange mig selv i, at jeg siger noget som jeg overhovedet ikke vidste jeg mente. Det er rigtig underligt. Det er stadig som om, at krop og sind er skilt fuldstændig ad og nu skal jeg prøve at finde broen imellem.

Jeg ved kun, at lige nu skal jeg ikke have flere børn. Det skal ikke forklares eller forsvares, jeg kan bare konstatere, at jeg har fået et barn og jeg kan godt leve med, at Villum blev mit eneste barn.
En ny graviditet vil betyde, at jeg skal meget på hospitalet, indlægges tre måneder før fødsel og jeg vil være tvunget til, at gøre op med, at:
1 - barnet kan ende med at dø i min mave.
2 - barnet kan ende med at blive taget ud før tid og enten dø eller få mén resten af sit liv.
3 - jeg kan i sidste ende dø af en ny graviditet.

Jeg ved godt at jeg også kan få et levende og sundt barn.. Men risikoen er lige nu for voldsom til, at jeg har lyst til at tage chancen.

Så lige nu er jeg mor.. Og bare rigtig forvirret!