Jeg føler mig uanset hvad tom. Uendelig tom. Det er ikke længe siden, at jeg var nede i et sort hul.. Og nu er jeg tilbage.
Det føles velkendt. Trygt. Samtidig er det også her at savnet gør allermest ondt..
Her bliver jeg mindet om hvad jeg mangler, hvad der skulle have været.. Hvordan alt skulle være anderledes.
Jeg ser Villums små øjne, der kigger ud og leder efter noget jeg ikke kan give ham. Jeg ser ham ligge i kisten.. I jorden og jeg må holde mig tilbage. For giver jeg slip, så graver jeg ham op.
Eller ville jeg grave mig ned?..
Jeg er stille begyndt at indse, at det snart er et halvt år siden han døde. Jeg brækker mig over det.
Hvor er det klamt at jeg sidder her et halvt år efter.. Det giver mig lyst til at kravle ud af min krop. Føler den er ødelagt.
Er tvunget til at være i denne her krop, der nu har et stort fysisk, men også langt større psykisk ar på sig. Og det er der resten af livet.
Min krop er blevet et ingenmandsland. Alle har forladt den og kun jeg sidder fanget tilbage mod min vilje.
Mig og det tomme sæde, hvor Villums navn står.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar