Tre uger efter..

Min smukke lille Villum.

3 uger. Så lang tid levede du, men nu er det også den tid vi har været fra hinanden. 

Tiden har vist hele tiden været imod os to, den har ikke været vores ven. 

Jeg savner dig Villum, jeg savner dig så det gør ondt i knoglerne. Jeg har svært ved at forstå hvad meningen er med alt det her, er der en mening? Eller er livet meningsløst?

Ingen af svarene giver mig ro eller tryghed! 

For jeg troede helt og holdent på at vi havde livet foran os Villum. Jeg troede fuldt og fast på at du nok skulle klare det – at det værste var ovre. Jeg så vores fremtid, hvordan jeg skulle passe på dig fordi du ville blive et sart barn. Og jeg ville have gjort alt for dig, droppet uddannelse og andre ligegyldige drømme for dig, for du var min drøm. En drøm jeg nu må holde mig til at udleve om natten eller i mine tanker. 

Der var så mange ting jeg skulle have sagt til dig den aften du døde. Jeg skulle have sagt til dig at alt nok skulle gå, at jeg elsker dig, at du gjorde mig stolt over at være din mor.. at du var grunden til at jeg blev sat i verden. Jeg var født til at være din mor, at elske dig var min største og fornemmeste opgave – men hvad skal jeg gøre nu?

Hvordan skal jeg være din mor, når du ikke er hos mig mere? Hvor går jeg hen når jeg mærker dig, har brug for at holde om dig og tale til dig?

Jeg håber så inderligt at du kan høre mine tanker og mærke når jeg prøver at sende min kærlighed til dig. Jeg håber du ikke led, at du følte dig elsket og værdsat i dette liv, at du vidste at du var min lille dreng og at jeg var din mor.. er din mor.

Du skal vide at jeg stadig græder, stadig har ondt og stadig længes efter dig. Det ændrer sig måske aldrig, men en ting vil ændre sig – min kærlighed, den vil vokse sig større og større for hver dag vi ikke er sammen. 

Jeg er så bange for at tiden går og du ikke følger med.. Men du er altid i mit hjerte, også selvom det lige nu er knust i 1000 stykker. 

Vi er begyndt i terapi for at bearbejde vores sorg. Det er ikke ens betydende med, at vi prøver på at komme videre, tværdigmod prøver vi at tale om dig så meget som muligt. Har sådan en trang til at hele verden skal vide at du var her, at du levede og at du er det største tab i mit liv. 

Det er gået op for mig, at det her ikke er noget der bare skal overstås. Jeg skal savne dig resten af livet. Er det ikke fuldstændig sindssygt? Resten af mit liv skal jeg mangle dig, savne dig og længes efter dig! Det gør mig ked af det, for det gør rigtig ondt. 

Villum jeg elsker dig som kun jeg kan. Jeg savner dig og ingen, INGEN kan tage den tid vi havde sammen fra os. Ingen kan tage vores kærlighed og det bånd som kun du og jeg havde sammen. Derfor er sorgen også kun min og det skal jeg lære at leve med. 

Du er overalt i min verden.. for du er min verden <3

Evigt min & evigt din!