Min smukke skat.
I disse timer, er det nu 2 måneder siden at hospitalet gjorde klar til at du skulle fødes. Jeg husker hvert et sekund.. og husker hvordan de fortalte mig at du havde det godt. At Søren havde hørt din stemme.. at du var den smukkeste lille dreng.
Jeg husker også at jeg var bange. Jeg var bange for at det var sidste gang jeg så din far, for jeg vidste ikke om jeg var så syg at det kunne gå galt.. På dette tidspunkt vidste jeg heller ikke at vores tid sammen skulle blive det bedste i mit liv - og at hvert et minut skulle blive dyrebart. Jeg troede oprigtigt på, at du nok skulle klare den, at vi havde resten af vores liv foran os.
Min egen lille mand.. Hvis blot jeg kunne skrue tiden tilbage :'(
I dag stod jeg ved din grav og græd. Det er ikke til at forstå at du ligger dernede. For det gør du jo. Din smukke krop.. dine små hænder.. alt det jeg skabte inde i min mave ligger nu der.. og det gør virkelig ondt :'( Har sådan brug for at vide, at du er her hos mig.. men kan kun håbe.
Du skal vide, at du er det bedste der er sket for mig. At du har ændret mig forevigt.. Da du forlod denne verden, sagde jeg farvel til en del af mig selv, og livet vil aldrig blive godt igen. Livet kan på tidspunkt gå videre, men godt bliver det aldrig. For mit liv skulle have været med dig.
Du er min store kærlighed.
Jeg savner dig så meget.. Hele tiden! Føler mig meget alene.. meget ensom.
Håber du kan mærke al den kærlighed jeg prøver at give dig, alle de tanker jeg sender dig.. Alt den omsorg jeg sidder tilbage med.
Jeg elsker dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar