14.02.2012

Nå.. ja.. Valentinsdag. 

Kan se at folk hele dagen har facebooket om deres forventninger og skuffelser.

For mig har valentinsdag ikke været det samme siden det år min morfar døde. Jeg husker at jeg vågnede tidligt om morgenen ved, at min far ringede og fortalte at han var sovet ind. Han havde været syg af kræft og det hele var gået meget hurtigt. Dagen vente på et splitsekund fra at være den dag hvor mig og Søren skulle være blevet forlovet til den dag hvor jeg ikke nåede at sige alle de ting jeg ville til min morfar. 

Men dagen i dag betyder endnu mindre nu.. 

Det har været en dårlig dag, og jeg har gemt mig væk under dyner og bag gardiner. Jeg har ikke haft lyst eller overskud til at tale med nogle, og min appetit mangler stadig. 

Jeg ved at jeg skal spise for at holde humøret oppe og for at have overskud til at komme op til Villum.. Men idag har jeg ikke noget. Jeg har været ked af det og jeg kan ikke finde mening i alt det der er sket. 

Min krop har bogstavligtalt skreget efter Villum og jeg har længtes efter at ligge med ham.. Det har gjort fysisk ondt og kan ikke finde rundt i om det er min sorg der får kroppen til at gøre ondt - eller om jeg burde tale med lægen. 

Vi kom ikke op til Villums grav idag, og det giver mig dårlig samvittighed og gør mig endnu mere ked af det. Han burde jo ikke være der alene, men min krop har været træt og jeg kan ikke få mig selv ud af sengen. 

... Håber det er okay at have det sådan?