13.02.2012

I dag havde vi planlagt at skulle tale med lægen. Der er så mange praktiske ting, der skal ordnes, hvilket på sin vis er en rigtig god ting, men det er også hårdt. Det er hårdt fordi det minder mig om at livet skal gå videre uden Villum, og jeg har allermest lyst til at klamre mig fast til den tid vi havde sammen. 

Vi tog til lægen kl. 11.30 og fik ordnet min sygemeldning samt henvisning til både mig og Søren.. 

lægen spurgte mig hvor længe jeg ville sygemeldes; 1 måned? 2?.. Ja hvor skulle jeg vide det fra? Det føltes som om jeg skulle sætte en frist på min sorg og hvornår det skal stoppe. Jeg ved godt, at det ikke var på den måde, men hvordan skal jeg kunne tage stilling til det? 

Først og fremmest skulle jeg jo forholde mig til at være hos lægen, i de lokaler hvor det hele startede. Det hele ramlede sammen for mig, da jeg bagefter blev bedt om at gå ind i et baglokale og hvile mig inden jeg skulle have taget blodtryk. Det samme baglokale hvor jeg sad i 1½ time og drak vand d. 17, og jeg 14 timer senere var igang med at få lavet kejsersnit..

Mit blodtryk var heldigvis fint, men jeg bekymrer mig stadig lidt over at jeg har ondt i ryggen, hvor det også gjorde ondt inden Villum kom ud. Mine tanker kredser omkring om jeg kan blive syg igen. Min fornuft prøver dog at sige, at det nok bare er fordi jeg ikke rigtig spiser mad mere og det meste af dagen bare ligger og.. ligger.. 

Alle mine tanker går også omkring de ting jeg gør.. Er det okay at jeg ser tv? er det okay at jeg ikke græder hele tiden? Er det okay at jeg griner af noget ligegyldigt? Er det okay at spise mad?

Og jeg kan ikke finde svar, jeg føler mig forvirret og kan ikke holde til meget. Én aktivitet om dagen.. dog er tv blevet en måde at forsvinde lidt væk. Væk på den måde at jeg måske et kort øjeblik glemmer, at jeg ikke synes det er okay at se det og væk fra alle tankerne om min smukke Villum. 

Ellers går hvert eneste sekund på Villum. Længes stadig efter at ligge med ham, klemme hans hånd.. og synes livet er uretfærdigt og svært! Har så mange spørgsmål og tanker og jeg kan ikke få dem ud.. 

Hvorfor skal jeg fx. kæmpe for at få en psykolog, der ikke holder vinterferie og ikke har 1000 ugers ventetid, når andre kan få krisehjælp med det samme - UDEN AT DET ER DERES BARN DER ER DØD?! 

Det er mit barn og min sorg.. og jeg skal selv skaffe alt? ingen sørger bare for det.. 

Indtil da må mig og Søren vel bare holde fast i hinanden og den støtte det giver os..