Når lyset slukkes..

Hver aften tænder vi lys for Villum på altanen. Han har sin egen lille blå lanterne, der viser ham vejen hjem om natten.

Men i aften tænder jeg ikke blot et lys. Jeg slukker også nogle, for at støtte Earth Hour 2012. 

Fra kl 20.30 til 21.30 vil alle elektriske lys være slukket herhjemme, og kun stearinlysene vil være tændt.

Så blev den nye side til!

Ja,så blev Villums nye mindeside offentliggjort.
Har været nødt til at skifte fra 123hjemmesider.dk til blogspot. Derfor er designet nu også anderledes. Jeg har valgt at sætte de samme sider ind som på den tidligere hjemmeside, da de i min mening er helt perfekte - og med næsten 35.000 hits, så ser det ud til at i mener det samme.
Her på "forsiden" vil de nyeste indlæg være. Her kommer jeg (og måske Søren) til at skrive om, hvordan livet går videre, imens vi stadig står her uden Villum.
Jeg håber i vil blive glade for siden. Jeg er temlig godt tilfreds.

Husk at klikke på "fast læser", på den måde får du besked om nye indlæg. I må også meget gerne dele siden med andre.

Til sidst håber jeg, at i vil skrive hilsner herinde og give jer tilkende, det er dejligt at vide at der er nogle der følger med !

Velkommen til

Av av av!

Igår fik jeg lavet en mindetatovering. Efter at Søren fik lavet sin, har jeg gået og tigget om at det skulle blive min tur, og det blev det så. Mig og Zuki (en rigtig god veninde - hvis ikke den bedste) tog derfor ned til Brian hos Irriversible Ink i Valby og fik en tid to dage efter. Jeg fik lavet en cover up af et A og en stjerne jeg fik lavet for et par år siden sammen med en anden god veninde. Det var egentlig ikke fordi jeg fortrød den, for det synes jeg ikke man skal. Det er trods alt et minde om hvor du var dengang den blev lavet. Jeg synes bare at det var Villum som havde første ret til at være der. Imens vi lå på hospitalet, stødte hans små fødder altid mod ens arm, når han lå og sov på maven af os. Derfor var det mest naturligt at det skulle være der. .. jeg havde vist bare lige glemt hvor ondt det gjorde!

Jeg er smadderglad for resultatet - og det var alle smerterne værd. Er virkelig stolt over, at jeg nu har min lille mand på mig forevigt!

24.03.2012

Min lille Villum.

Hvad er det der sker med mig? Er alt okay? Har jeg glemt dig?

Har haft en dag hvor jeg har grint. Smilet.. 

Vi var ved din grav med din mormor og morfar idag. Ville så gerne vise dem hvor fint det er hos dig nu. De havde taget lidt gaver med til dig, du er så vidunderligt forkælet. 

Vi spiste jordbærtærte bagefter og fik en kop kaffe. Resten af dagen har jeg planlagt min mindetatovering, og aftalt med Zuki at vi skal ned og bestille tid på mandag. Hvis bare du havde mødt Zuki. 

Men tiden var imod os.

Igår aftes græd jeg. Jeg græd, skreg, rystede og fortalte din far at jeg ikke vil være her mere, at jeg bare vil være hos dig :'(

Jeg er så bange for at dagene skal blive normale. At jeg glemmer dig.. at jeg ikke sørger mere. 

Vil så gerne kigge på din hjemmeside, se på dine billeder, kigge i dit skab med alle dine ting. Men det gør så ondt. Ikke fordi det gør ondt at se på dig, men det gør ondt at se på de ting og blive mindet om den fremtid vi ikke længere har sammen. 

Så mange ting vi blev snydt for - for det var det vi blev! Vi blev snydt!

Mig og din far kæmper for at gøre dig til storebror. Men det er ikke lykkes endnu.. Ville sådan ønske. 

Jeg var jo slet ikke færdig med at være gravid :'( Du skulle have været i min mave lige nu - og så alligevel ikke. For du blev jo født og vi glemte at det var for tidligt. Nu ville jeg bare ønske at du var i mine arme. Tænk hvor stor du ville have været. 

Vi talte med sygeplejerskerne om at du snart skulle prøve at få mælk hos mig. Det nåede vi aldrig. Det er de oplevelser jeg længes efter :'(

Det er ensomt uden dig.. Ensomt fordi du skulle have optaget hvert et minut af vores liv.. Ensomt fordi vi ikke har nogen omkring os. 

Det er først nu jeg mærker, at mig og din far er unge. Ingen omkring os kan rigtig forstå hvad det er vi går igennem, især fordi mange af vores venner ikke har børn. 

Ville ønske de spurgte til dig.. Ville høre om dig.. spurgte til vores sorg. Men det er meget ensomt.. og på sin vis er det også okay, for vi var jo bare os tre - det var sådan det skulle være. Vores lille familie. 

Jeg græder stadig meget.. Måske ikke hver dag.. I perioder.. Det er især om aften når jeg står på altanen og kigger ud i mørket. Det er der det føles mest ensomt. 

Min skat.. Hvad skal der blive af mig. Jeg ved det ikke. Jeg vil bare være din mor. Jeg vil intet andet. Livet gør mig ikke glad. Livet er svært og intetsigende. Har ikke lyst til at leve livet, tage uddannelse.. gøre noget. 

Intet siger mig noget. Vil bare sidde her og være din. Hvor er det hårdt.. :'( 

Jeg elsker dig så højt, det vil jeg altid gøre.. Mit hjerte er knust.. Jeg er knust, og det kan ikke hele igen. Hvert sekund der går, tager mig længere væk fra den tid der var vores - og det er ulideligt. 

Det her år skulle være vores. Vi skulle være hjemme sammen. Bare være os.

.. og nu er det kun mig. 

Evigt min & evigt din <3

18.03.12 - To måneder efter din fødsel

Min smukke skat. 

I disse timer, er det nu 2 måneder siden at hospitalet gjorde klar til at du skulle fødes. Jeg husker hvert et sekund.. og husker hvordan de fortalte mig at du havde det godt. At Søren havde hørt din stemme.. at du var den smukkeste lille dreng. 

Jeg husker også at jeg var bange. Jeg var bange for at det var sidste gang jeg så din far, for jeg vidste ikke om jeg var så syg at det kunne gå galt.. På dette tidspunkt vidste jeg heller ikke at vores tid sammen skulle blive det bedste i mit liv - og at hvert et minut skulle blive dyrebart. Jeg troede oprigtigt på, at du nok skulle klare den, at vi havde resten af vores liv foran os. 

Min egen lille mand.. Hvis blot jeg kunne skrue tiden tilbage :'(

I dag stod jeg ved din grav og græd. Det er ikke til at forstå at du ligger dernede. For det gør du jo. Din smukke krop.. dine små hænder.. alt det jeg skabte inde i min mave ligger nu der.. og det gør virkelig ondt :'( Har sådan brug for at vide, at du er her hos mig.. men kan kun håbe. 

Du skal vide, at du er det bedste der er sket for mig. At du har ændret mig forevigt.. Da du forlod denne verden, sagde jeg farvel til en del af mig selv, og livet vil aldrig blive godt igen. Livet kan på tidspunkt gå videre, men godt bliver det aldrig. For mit liv skulle have været med dig. 

Du er min store kærlighed. 

Jeg savner dig så meget.. Hele tiden! Føler mig meget alene.. meget ensom. 

Håber du kan mærke al den kærlighed jeg prøver at give dig, alle de tanker jeg sender dig.. Alt den omsorg jeg sidder tilbage med. 

Jeg elsker dig!

1 måned efter..

Min smukke engel.. min elskede Villum.

1 måned er der nu gået, jeg fatter det ikke. Det er en måned siden vi tog afsked. Jeg bliver nødt til at sige det til mig selv hver dag, for jeg forstår det simpelthen ikke. Hvor er livet dog uretfærdigt og jeg er i hvert fald nu helt sikker på at der ikke findes en gud. 

Hvis vi kunne gå 1 måned tilbage i tiden.... Så ville jeg stadig have dig her. 

I disse timer tog vi afsked. Vi vidste det ville være vores sidste dag sammen.

.. At det var nu vores verden skulle gå under. Mit hjerte stoppede med at slå og jeg trækker ikke længere vejret. Da du trak vejret for sidste gang, gjorde jeg det med, og nu er jeg kun en tom skal, der venter på at vi skal ses igen. Livet har ingen mening, og glæden er forsvundet bort. 

I dag satte vi to blå blomster til dig ved graven.. Forglemmigej'er.. Vi glemmer dig aldrig skat. Du vil være med mig altid, og jeg vil huske alle på at du var her. At vi elskede dig, at du var vores et og alt.. at jeg var din mor.

Jeg tænder lys for dig min engel. Du gav mig så meget og jeg er evigt taknemlig. Du lærte mig om kærlighed - om at være mor. 

Jeg elsker dig Villum. Jeg nåede ikke at sige det nok til dig imens du levede, så jeg siger det til dig hver dag nu. Jeg elsker dig af hele mit knuste hjerte <3

Tre uger efter..

Min smukke lille Villum.

3 uger. Så lang tid levede du, men nu er det også den tid vi har været fra hinanden. 

Tiden har vist hele tiden været imod os to, den har ikke været vores ven. 

Jeg savner dig Villum, jeg savner dig så det gør ondt i knoglerne. Jeg har svært ved at forstå hvad meningen er med alt det her, er der en mening? Eller er livet meningsløst?

Ingen af svarene giver mig ro eller tryghed! 

For jeg troede helt og holdent på at vi havde livet foran os Villum. Jeg troede fuldt og fast på at du nok skulle klare det – at det værste var ovre. Jeg så vores fremtid, hvordan jeg skulle passe på dig fordi du ville blive et sart barn. Og jeg ville have gjort alt for dig, droppet uddannelse og andre ligegyldige drømme for dig, for du var min drøm. En drøm jeg nu må holde mig til at udleve om natten eller i mine tanker. 

Der var så mange ting jeg skulle have sagt til dig den aften du døde. Jeg skulle have sagt til dig at alt nok skulle gå, at jeg elsker dig, at du gjorde mig stolt over at være din mor.. at du var grunden til at jeg blev sat i verden. Jeg var født til at være din mor, at elske dig var min største og fornemmeste opgave – men hvad skal jeg gøre nu?

Hvordan skal jeg være din mor, når du ikke er hos mig mere? Hvor går jeg hen når jeg mærker dig, har brug for at holde om dig og tale til dig?

Jeg håber så inderligt at du kan høre mine tanker og mærke når jeg prøver at sende min kærlighed til dig. Jeg håber du ikke led, at du følte dig elsket og værdsat i dette liv, at du vidste at du var min lille dreng og at jeg var din mor.. er din mor.

Du skal vide at jeg stadig græder, stadig har ondt og stadig længes efter dig. Det ændrer sig måske aldrig, men en ting vil ændre sig – min kærlighed, den vil vokse sig større og større for hver dag vi ikke er sammen. 

Jeg er så bange for at tiden går og du ikke følger med.. Men du er altid i mit hjerte, også selvom det lige nu er knust i 1000 stykker. 

Vi er begyndt i terapi for at bearbejde vores sorg. Det er ikke ens betydende med, at vi prøver på at komme videre, tværdigmod prøver vi at tale om dig så meget som muligt. Har sådan en trang til at hele verden skal vide at du var her, at du levede og at du er det største tab i mit liv. 

Det er gået op for mig, at det her ikke er noget der bare skal overstås. Jeg skal savne dig resten af livet. Er det ikke fuldstændig sindssygt? Resten af mit liv skal jeg mangle dig, savne dig og længes efter dig! Det gør mig ked af det, for det gør rigtig ondt. 

Villum jeg elsker dig som kun jeg kan. Jeg savner dig og ingen, INGEN kan tage den tid vi havde sammen fra os. Ingen kan tage vores kærlighed og det bånd som kun du og jeg havde sammen. Derfor er sorgen også kun min og det skal jeg lære at leve med. 

Du er overalt i min verden.. for du er min verden <3

Evigt min & evigt din!

To uger efter Villums død

Min smukke lille Villum..

Det er nu 2 uger siden, at du for sidste gang lå hos mig og trak vejret ind en sidste gang. To uger siden min verden gik i grus.
Alt i min krop gør stadig ondt og jeg har svært ved at acceptere at jeg hverken er gravid eller har en baby at passe på.
Du må aldrig være i tvivl om, at jeg elsker dig og at lige præcis du var mit et og alt!
Den dag jeg fødte dig, ændrede du min verden på et splitsekund. Mit liv gav mening og jeg var ikke længere i tvivl om hvad mit job her på jord var – jeg skulle være din mor.
Det er også derfor at det nu gør så ondt, og det føles tomt og ligegyldigt uden dig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vores dage sammen nu skulle foregå på kirkegården, i mine tanker og i mine drømme.

Jeg har grædt meget siden du døde. Nogle dage græder jeg meget og hele tiden, og andre dage græder jeg slet ikke. Det er nok de dage der er værst. De dage hvor jeg kan mærke, at jeg, trods min sorg og savn, faktisk er okay. Jeg prøver at acceptere alle de følelser jeg har i denne tid, men den følelse af at livet går videre, det er den værste – og den gør mig ked af det!

Mine tanker kredser omkring vores uger sammen og jeg husker alle små detaljer, og jeg længes tilbage. Jeg ligger nogle gange og ser videoer af dig, hvor du ligger og ser så dejlig ud; så græder jeg og græder, lige indtil jeg falder i søvn.

Villum, du er simpelthen så savnet, og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen med alle de følelser og tanker om dig.
Jeg elsker dig og er så taknemlig for vores tid sammen – men hvor er livet uretfærdigt!
Lige da du døde kunne jeg ikke andet end at sidde og glo ud i luften. Alt føltes forkert og bare det at tænde for fjernsynet føltes helt utænkeligt.
Nu kan jeg ikke andet. Jeg kan intet overskue, ligger bare på sofaen og ser tv, og prøver at distrahere min hjerne lidt. Jeg bliver nødt til det, for ellers tænker jeg på dig og græder døgnet rundt.

Uden dig er livet intet værd, min verden er grå og jeg føler mig tom indeni.
Håber inderligt at du kommer tilbage til mig, men ved også godt at det aldrig vil ske.

Sender al min kærlighed og al min omsorg til dig min skat.

17.02.2012

Det er en uge siden vi begravede Villum..  og idag kan jeg ikke finde ro. 

Jeg er ked af det og vil bare have ham tilbage :'(

Tiden går så langsomt.. og alligevel så hurtigt. 

Det er snart 2 uger siden han døde.. trak vejret for sidste gang hos mig.. Og jeg er bare så ødelagt..

Ved ikke hvad jeg skal gøre af al min omsorg, kærlighed og ved slet ikke hvad jeg skal gøre med al den sorg og gråd.

14.02.2012

Nå.. ja.. Valentinsdag. 

Kan se at folk hele dagen har facebooket om deres forventninger og skuffelser.

For mig har valentinsdag ikke været det samme siden det år min morfar døde. Jeg husker at jeg vågnede tidligt om morgenen ved, at min far ringede og fortalte at han var sovet ind. Han havde været syg af kræft og det hele var gået meget hurtigt. Dagen vente på et splitsekund fra at være den dag hvor mig og Søren skulle være blevet forlovet til den dag hvor jeg ikke nåede at sige alle de ting jeg ville til min morfar. 

Men dagen i dag betyder endnu mindre nu.. 

Det har været en dårlig dag, og jeg har gemt mig væk under dyner og bag gardiner. Jeg har ikke haft lyst eller overskud til at tale med nogle, og min appetit mangler stadig. 

Jeg ved at jeg skal spise for at holde humøret oppe og for at have overskud til at komme op til Villum.. Men idag har jeg ikke noget. Jeg har været ked af det og jeg kan ikke finde mening i alt det der er sket. 

Min krop har bogstavligtalt skreget efter Villum og jeg har længtes efter at ligge med ham.. Det har gjort fysisk ondt og kan ikke finde rundt i om det er min sorg der får kroppen til at gøre ondt - eller om jeg burde tale med lægen. 

Vi kom ikke op til Villums grav idag, og det giver mig dårlig samvittighed og gør mig endnu mere ked af det. Han burde jo ikke være der alene, men min krop har været træt og jeg kan ikke få mig selv ud af sengen. 

... Håber det er okay at have det sådan?

13.02.2012

I dag havde vi planlagt at skulle tale med lægen. Der er så mange praktiske ting, der skal ordnes, hvilket på sin vis er en rigtig god ting, men det er også hårdt. Det er hårdt fordi det minder mig om at livet skal gå videre uden Villum, og jeg har allermest lyst til at klamre mig fast til den tid vi havde sammen. 

Vi tog til lægen kl. 11.30 og fik ordnet min sygemeldning samt henvisning til både mig og Søren.. 

lægen spurgte mig hvor længe jeg ville sygemeldes; 1 måned? 2?.. Ja hvor skulle jeg vide det fra? Det føltes som om jeg skulle sætte en frist på min sorg og hvornår det skal stoppe. Jeg ved godt, at det ikke var på den måde, men hvordan skal jeg kunne tage stilling til det? 

Først og fremmest skulle jeg jo forholde mig til at være hos lægen, i de lokaler hvor det hele startede. Det hele ramlede sammen for mig, da jeg bagefter blev bedt om at gå ind i et baglokale og hvile mig inden jeg skulle have taget blodtryk. Det samme baglokale hvor jeg sad i 1½ time og drak vand d. 17, og jeg 14 timer senere var igang med at få lavet kejsersnit..

Mit blodtryk var heldigvis fint, men jeg bekymrer mig stadig lidt over at jeg har ondt i ryggen, hvor det også gjorde ondt inden Villum kom ud. Mine tanker kredser omkring om jeg kan blive syg igen. Min fornuft prøver dog at sige, at det nok bare er fordi jeg ikke rigtig spiser mad mere og det meste af dagen bare ligger og.. ligger.. 

Alle mine tanker går også omkring de ting jeg gør.. Er det okay at jeg ser tv? er det okay at jeg ikke græder hele tiden? Er det okay at jeg griner af noget ligegyldigt? Er det okay at spise mad?

Og jeg kan ikke finde svar, jeg føler mig forvirret og kan ikke holde til meget. Én aktivitet om dagen.. dog er tv blevet en måde at forsvinde lidt væk. Væk på den måde at jeg måske et kort øjeblik glemmer, at jeg ikke synes det er okay at se det og væk fra alle tankerne om min smukke Villum. 

Ellers går hvert eneste sekund på Villum. Længes stadig efter at ligge med ham, klemme hans hånd.. og synes livet er uretfærdigt og svært! Har så mange spørgsmål og tanker og jeg kan ikke få dem ud.. 

Hvorfor skal jeg fx. kæmpe for at få en psykolog, der ikke holder vinterferie og ikke har 1000 ugers ventetid, når andre kan få krisehjælp med det samme - UDEN AT DET ER DERES BARN DER ER DØD?! 

Det er mit barn og min sorg.. og jeg skal selv skaffe alt? ingen sørger bare for det.. 

Indtil da må mig og Søren vel bare holde fast i hinanden og den støtte det giver os..