Kære Villum..
Tiden går hurtigt. Nogle gange bliver jeg nødt til at dobbelt tjekke at det virkelig er så lang tid siden.. og så kort tid siden.
Denne her dag plejer at minde mig om dagene efter du døde. Jeg ved ikke om nogle rent faktisk ved hvad der foregik.
Jeg tænker ikke på, at vi bestilte blomster.. at vi fandt en kiste.. At vi lagde dig i kisten og skruede låget på.
Jeg snakker om al den tid, hvor jeg bare sad alene med mine tanker. Tiden efter hvor mig og Søren bare var - og intet andet.
Jeg ved ikke helt hvad tiden gik med.. Men min hukommelse siger, at jeg ikke spiste.
I næsten to uger stoppede jeg med at spise. Den morgen hvor vi fik af vide, at noget var galt - der stoppede jeg med alt. At spise virkede fuldstændig nytteløst. Det gjorde det i lang tid efter. Jeg begyndte først at spise rigtig, da Søren blev bekymret.
I starten lå vi bare i sofaen. Vi lå og lå.. Nogle gange sad jeg bare og kiggede ud af altandøren.
Mange af mine tanker gik på, hvornår jeg måtte begynde på noget. Hvornår måtte jeg tænde fjernsynet? Hvornår måtte jeg høre en sang i radioen?
For alt føltes forkert.
Efter nogen tid rykkede vi tv'et ind i soveværelset.. Så lå vi bare der.
Dag ud og dag ind lå jeg bare. Spiste ikke.. drak ikke.. Selv da jeg lavede takkekort lå jeg i sengen.
I meget lang tid græd jeg når jeg vågnede. Græd fordi det var endnu en dag hvor jeg skulle vågne op og mangle dig. I noget tid kunne jeg bare ligge der og græde, skrige og fortælle Søren, at jeg ikke ville være her.
Om aftenen skete det samme.. I lang tid ønskede jeg at komme tilbage på hospitalet. Selvom du ikke var der, så var det mere trygt.
Det er nok det jeg husker mest. At jeg græd og skreg efter enten ikke at være til, eller bare ikke være hjemme.
Det første stykke tid gik vi op til dig når vi ville besøge dig. Det var det eneste tidspunkt hvor vi fik ro. Den lange gåtur - trods sne og kulde.
Jeg tror egentlig, at mig og Søren havde forventet vi ikke ville kunne være i fred. At vi ville være nødt til at sige vi ville være alene. Men det første stykke tid var vi rigtig alene. Jeg forventede ikke at få snakket med nogle.. Hvad skulle folk egentlig også sige til os?
Hvad er der overhovedet at sige til os? Intet gør det værre og intet gør det bedre.
Jeg tror bare ingen ved hvor voldsomt alene man bliver. Selv i et rum fyldt med mennesker.. Så er man alene og ensom.
Uanset hvad så .. ja så er det bare sådan det er.
... Og selvom meget er anderledes nu, så sidder jeg alligevel og græder imens jeg skriver til dig. For selvom jeg måske ikke ligger og græder, skriger.. råber.. som jeg gjorde dengang, så gør jeg det stadig indeni.
Den følelse kan jeg nok ikke slippe. Jeg kan kontrollere det, men al den skyld, sorg og ensomhed jeg sad med dengang - den er der stadig. Det gør absolut stadig ligeså ondt.
Det gør ondt at savne dig så meget.
Jeg håber du bliver passet på hvor end du er. Jeg håber du følte dig elsket, selv da jeg lod dem tage tuben ud.
Jeg håber du ved det hele.
Til vi ses igen <3 p="p">
Ingen kommentarer:
Send en kommentar