Jeg tror jeg er i fornægtelse.. benægtelse..
Jeg har bevidst undgået tanken om, at Villum lægger nede i jorden. Jeg passer hans have, sender et kys ned gennem jorden, men tanken om, at han rent faktisk ligger dernede, den fortrænger jeg.
Jeg er ikke klar over om alle gør det. Måske er det en forsvarsmekanisme? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg ikke vælger at tro han er i en kiste, død .. i jorden.
Hvis jeg begynder at tænke de tanker, så kan jeg ikke undgå at tænke på hvordan han ser ud dernede. At han måske ikke længere er den lille, smukke Villum jeg lagde i en kiste.
Og det gør mig virkelig ked af det.
Så indtil videre lever jeg i en eller anden "nægtelse" om, at jeg bare passer på ham og hans have, indtil vi ses igen.
Sorg er mange ting. Sorg er at være så ked af det, at man nogle gange må skåne sit hjerte for det allerværste man kan tænke sig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar