Jeg drømte, at du var blevet gravet op. Min far kom med dig og sagde at jeg skulle holde dig. Jeg var så bange for, at du var blevet klam efter så lang tid i jorden. Først var du selvfølgelig anderledes at se på, men pludselig begyndte du at bevæge dig.
Du åbnede dine øjne og kiggede rundt på os. Du bevægede dine arme og ben.. og var levende. Alle fortalte mig, at det var nerver, men jeg kunne mærke dit hjerte slå.
Et øjeblik var vi to bare sammen.. og du var begyndt at leve igen. Du havde bare ventet på mig, og nu skulle det blive godt igen.
Måske lidt naivt..
Jeg ved ikke hvad drømmen sluttede med.. jeg er også ligeglad. Jeg holder fast i, at du for første gang besøgte mig.
Jeg har gjort mig tanker om, hvorfor der skulle gå næsten 8 måneder før du var en del af mine drømme. Måske har jeg givet mig selv "fred" når jeg sov. Måske har jeg ikke kunnet holde til det før nu?
Uanset hvad, så ser jeg det som et fremskridt.
Jeg er ikke okay endnu.. men jeg hænger i.
Hænger i med håbet om, at det hele på et tidspunkt bliver lettere. At jeg ikke skal være så ked af det og ensom hele tiden.
Jeg ville bare sådan ønske, at vi skulle fejre at du var 8 måneder idag.. og ikke at dagen er fyldt med tanker om, hvor længe siden det er jeg har set dig.
Tillykke med dine 8 måneder.
Du er så manglet her.. og jeg prøver at holde fast i de gode ting, men det er svært når det eneste jeg vil have er dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar