18.10.12

Kære Villum.
Jeg vågnede op i morges og var overbevist om, at dagen nok skulle gå. Jeg følte mig ikke ked af det, og overvejede om jeg overhovedet skulle skrive til dig.
Da jeg stod og lavede morgenmad tænkte jeg; Okay, stadig ingenting. Måske er jeg okay? Måske er det hele slut og jeg er okay?
Senere lavede jeg frokost og tænkte. Sikke langt jeg er nået. Godt for mig.

.. og pludselig slog det mig. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke glad. Jeg er ingenting.
Jeg føler absolut ingenting. Jeg er her bare. Ingenting gør en forskel - intet betyder noget. Jeg er her bare.
Og det gør mig virkelig virkelig ked af det.
Dagene går bare og jeg ved ikke hvad der blev af dig, mig.. os.
Jeg prøver virkelig at holde mig positiv og tro på, at der der for pokker må være noget godt for mig i det her liv.. i min fremtid.
Men lige nu ser jeg kun jul, nytår, fødselsdage, alt sammen uden dig. Alle de ønsker, håb og planer jeg havde for os, for dig. De er væk .. De blev begravet sammen med dig.

Så her sidder jeg alligevel. Ked af det og græder.
Jeg savner dig virkelig så meget.

Det gør jeg virkelig.