Jeg .. Jeg føler mig så tom.
Dagen i dag har været.. Ligeså tom som jeg er.
Jeg ville så gerne skrive noget til dig.. Noget som var smukt.
Men i dag føler jeg så meget sorg, savn og uretfærdighed at jeg ikke kan rumme det.
Derfor bliver min ord korte.
Villum jeg savner dig. Det gør så ondt at savne dig så meget.
Hvordan skal jeg leve med, at skulle leve uden dig her?
Jeg elsker dig højere end du nogensinde fik lov til at opleve.
Kaere Astrid,
SvarSletDet er Anne-Mette som skriver igen - hende den "fremmede" fra Canada som fandt din blog via Line. Jeg bliver stadig meget roert over at laese din blog, jeg synes at du udtrykker din kaerlighed til Villum saa smukt. Du har nu vaeret uden ham i et halvt aar og det er jo ikke saerlig lang tid, saa jeg forstaar godt den "raahed" du stadig foeler overfor hans doed. Jeg er sikker paa at du vil savne ham resten af dit liv, men jeg haaber ogsaa at din fremtid vil bringe nye glaeder der kan lyse dit liv op. Jeg ved at det ikke er vigtigt for dig lige nu, savnet og tomheden som du beskriver her overskygger alt, men jeg haaber at dem omkring dig kan finde paa maader at lyse din hverdag op og give dig smaa pauser fra sorgen.
Jeg ved godt at det egentlig ikke er paa sin plads for mig at skrive saadan til dig, men jeg har taenkt paa dig fordi jeg nu arbejder paa BC Children's Hospital i Vancouver, som projekt leder af et studie i relationer mellem foraeldre til meget syge boern og hospitals personale. Det er baade et haard arbejde og meget livsbekraeftende. Hver dag er jeg imponeret over den kaerlighed foraeldre til boern der er meget syge, nogle for syge til livet endda, udviser.
Hilsen,
Anne-Mette