Kære Villum

Jeg er gået igang med at skrive min artikel om din begravelse. Det bringer rigtig meget op. Det er faktisk langt svære end jeg troede. Der er mange ting jeg ikke husker. Mange dage jeg sådan set slet ikke erindre eksisterede. Det gør mig bare endnu mere klar over hvor hård og lang denne her process er.. Og hvor ensom den også har været.
Mange lange nætter hvor jeg har grædt alene.. Mange timer hvor jeg, trods selskab, bare må indse at denne her tilstand er en enormt ensom en af slagsen.
Jeg ved jeg har rykket mig i forhold til de første uger uden dig.. Men jeg ved også at der er meget langt mellem hvem jeg var og hvem jeg er.
Min ensomhed og nedtrykthed sidder dybt, dybt inde og jeg er stadig i tvivl om den kan arbejdes eller snakkes væk.
Dét er et af de mange spor mit tab af dig har medført.
.. Og jeg føler også stadig at der et sted derude er det liv jeg skulle have haft. At jeg bare lige er på de forkerte spor, og hvis jeg hopper over på det andet, så kører det liv vi skulle have haft. En parallel verden, hvor du i dag skulle være 7 måneder.
Du skal vide at jeg ikke bebrejder dig min sorg. Min sorg er blot min måde at vise at du er savnet og så forbandet elsket, at jeg har svært ved at leve i en verden hvor du ikke er til.

Tillykke med de 7 måneder min lille elskede mand<3