Kære Villum

I denne her weekend har vi været til seminar/årsmøde med Landsforeningen.
Jeg var egentlig helt sikker på, at jeg ikke skulle med, men endte alligevel med at være der. Fortryder ingenting, men jeg kan mærke at det åbner op for nogle ting, som jeg ikke kan håndtere.
Pludselig vælter skyld, sorg, vrede og den der voldsomme følelse af, at jeg mistede mit livs allerstørste kærlighed.
Jeg kan stadig ikke håndtere, hvor meget jeg rent faktisk hader mig selv og min krop. Kan ikke holde ud, at min krop i sidste ende var skyld i din død.
.. Og jeg hader mig selv for det.
Ville stadig ønske, at det var mig og ikke dig, der døde. Ville stadig ønske, at jeg ikke skulle være her uden dig.
Jeg ved dog også nu, at jeg har rykket mig helt enormt på det her år.. Har udviklet mig meget - blevet voksen og blevet bevidst om hvor voksen sådan et forløb rent faktisk gør én.

Sorgen kan jeg ikke have på mig lige nu. Den gør ondt, knuser mig indefra og tramper på mit hjerte. Derfor er jeg nødt til at ignorere det hele.
Jeg kan bare ikke lade mig selv være ked af det.
Jeg er så bange for, at hvis jeg først lukker op, så kommer jeg aldrig op af det sorte hul som jeg ved jeg ender i.
.. Og hvor end meget jeg ikke kan sorgen, så ved jeg, at det er i sorgen vi er allertættest. Det er i mine mørkeste og værste øjeblikke, at jeg mærker vi er sammen og hvor højt jeg elsker dig. Derfor gør det så ondt, at jeg ikke kan håndtere at være i det..

Men jeg håber at du ved, at du altid vil være min største bedrift. Du er min største kærlighed, mit mest dyrebare og det jeg er mest stolt af i mit liv.
Du gjorde mig til alt det jeg ønskede at være og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal leve et helt liv uden dig.
Da du døde, døde en stor del af mig og al den kærlighed jeg skulle have givet dig, kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne give andre.
Jeg savner dig så meget, at det gør så ubeskriveligt ondt i hver eneste del af min krop.
Jeg håber du ved, at jeg ville gøre alt for at du var her hos mig.. Og at jeg elsker dig forevigt.