Lige i dag..

Lige i dag føles du langt væk.

Januar.. hm.

Vi nærmer os din fødselsdag.. og min fødselsdag.
Har intet overskud, ingen lyst til noget og jeg bliver stresset over ingenting.
Jeg går ikke og er ked af det hele tiden, jeg er bare træt. Jeg er træt og jeg er trist og jeg mister overblikket.
Lige nu burde jeg sidde og skrive praktikopgave, som skal afleveres lige om lidt, men jeg kan ikke få skrevet et ord. Det virker ligegyldigt og jeg er i bund og grund fuldstændig ligeglad.

Jeg kan heller ikke overskue min fødselsdag - igen i år. Jeg kan næsten ikke engang overskue din. Kan jeg sove januar væk?

Januar ligger som en stor sort sky over mit hoved. Vil egentlig bare gerne have, at det er sommer.. Så kan jeg i det mindste gemme det hele lidt væk. Lige nu står du som ét stort neonskilt i mine tanker.. og intet andet kan få plads til at fylde pt.

Julen 2013..

Endnu engang må jeg konstatere, at julen bare er svær. Har mit 2. nedbrud i denne måned. Er ked af det, træt, føler ligegyldighed, er irritabel og tingene fungerer bare ikke.
Jeg tror julen altid vil være et ømt punkt. Jeg føler egentlig ikke rigtig for julen. Jeg pynter ikke op og jeg går ikke op i traditionerne, men jeg kan mærke, at der  mangler det der skulle være. Jeg mangler Villum. Jeg mangler familiefornemmelsen og jeg mangler omsorgen.
At savne i julen gør mig enormt udmattet og mister mit overskud til alt andet. Mest af alt føler jeg faktisk bare for at sove. Sove, sove, sove.

Jeg forventer egentlig stadig ikke at folk forstår, men jeg har svært ved, at jeg efterhånden skal "undskylde" eller forklare mit humør. Som om at tiden gør en forskel. Det gør den virkelig ikke. Tiden og afstanden giver mulighed for pusterum, men faktum er, at jeg pt bare går og tæller ned til Villums fødseldag og dødsdag.
Tiden gør ikke Villum til fortid. Villum er utrolig meget en del af min nutid og fremtid.. Fortid vil han aldrig blive og derfor bliver min sorg heller ikke fortid. Sorgen ændrer sig, men den er her konstant.

.. Og lige nu synes jeg julen er noget lort. December må gerne slutte nu.

....

I dag er bare en dårlig dag.
Jeg savner dig.. og jeg kan ikke stoppe med at græde.
Sidder bare alene her. Ensom og ked af det.

Det er så ensomt at savne dig.
Det er så ensomt at være i sorg.. selv efter længere tid.

Savner dig.

Kære lille Villum..

Jeg savner dig så inderligt for tiden. Føler mig ked af det konstant og føler mig så ensom i min sorg.
Mangler dig. Har et kæmpe tomrum, der ikke kan fyldes og jeg ved ikke hvordan jeg kan erstatte det der skulle have været.
Ved egentlig ikke hvad jeg ville skrive..
Jeg føler mig bare så ensom og ked af det. Er så træt af, at jeg skal leve et liv med så meget sorg, sygdom og smerte.
Er ensom, ked og alene.

Savner dig.

Man ved aldrig hvornår det slår.

Når man beslutter sig for at man vil være forældre, så virker det som om at man går ned af én vej. Der er ikke flere veje at tage, men én. Graviditeten, alle tankerne omkring at være forældre.. alt føre én vej. At man bliver mor og far. At man bliver en familie. Man forbereder sig, indstiller sig på en anden hverdag og på rigtig mange måder, så bliver man en lille verden for sig selv, hvor man går som par og danner sig sit nye liv.

.. Og så pludselig..
Så bliver alt revet fra dig. Den eneste vej du skulle ned af, den bliver fjernet mens du stadig står på den - og pludselig blev den ene vej til ét stort tomt kort, hvor du kan gå alle steder hen.
Ingen vejledning. Du står bare der og ingen vej du kan vælge føles rigtig, for du havde jo allerede en vej du stod på.

Man stopper med at se ud i fremtiden, man stopper med at håbe, man stopper med at tro.. Man stopper med at have tillid til, at man en dag vil føle sig okay igen.
Man stopper med at tro på, at der nogensinde vil ske noget godt for en.

Og så går der noget tid og man stopper med at føle.. For at føle, gør bare en ked af det. Man stopper med at tænke, for tankerne leder en tilbage til alt det der gør ondt.
Man stopper med at forvente, at ens familie og nærmeste husker, at det stadig er svært. Man stopper med at tro, at andre selv husker.
Så man gemmer det for sig selv..  for at skåne sig selv, for at skåne andre.

Og så sidder man der, en helt almindelig søndag i sin sofa. Tænder for DR1 som alle andre, fordi Broen II starter - og så går det op for en, at man nu pludselig føler med hovedpersonen, fordi man ligepludselig forstår følelsen af at have mistet.. og alle følelser vælter op i en, fordi man er alene, i sorg og uanset hvad altid vil have det sådan.
Man kan ikke styre det, man kan ikke kontrollere det, man kan ikke forudse det - for man ved aldrig hvornår det slår.

Kære Villum.

Jeg synes det er rigtig svært for tiden. Jeg savner dig.
Især i weekenderne er det svært. Jeg føler mig meget alene i sorgen og har ikke rigtig noget sted at gå hen mere. Jeg har valgt ikke at være i sorggruppe. Det er for uoverskueligt og jeg kan ikke holde tanken om babysnak ud pt.
Bare det, at Søren kom hjem og fortalte, at han havde siddet med en baby i en halv time. Det gør så ubeskriveligt ondt, og han tværer det konstant i ansigtet på mig: Om jeg vil se billeder, om jeg vil høre historier.. osv osv.
Det vil jeg bare ikke. For jeg savner dig så meget lige nu, at alt gør ondt. Jeg er ensom, ked og føler ikke jeg kan overskue noget som helst i øjeblikket.
Måske er det en reaktion på, at jeg nu er færdig med skolen, eksamen og projekter.. Måske det bare tid til, at jeg hiver sorgen lidt frem igen? Jeg har gemt den godt og grundigt væk.
Ikke at jeg har gemt dig væk - for du bliver omtalt og tænkt på hver eneste evige dag, men jeg har bare rigtig svært ved at lade mig selv føle noget. Hvis jeg begynder på det, så kan jeg ikke overskue andet.

.. Men når jeg sidder her alene, så er jeg ikke andet end ked af det og ulykkelig. For jeg savner dig så ulideligt og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal klare alt uden dig.
Det er svært at leve det her "andet liv", når der var et helt første liv, som aldrig blev udlevet.
Vil bare så gerne have det hele tilbage. Vil tilbage på hospitalet, hvor det bare var os og alt var godt.

Vil bare tilbage til det punkt, hvor jeg ikke vidste hvor ondt det skulle komme til at gøre i mit hjerte. Mit ødelagte, knuste hjerte.